Fødselsfredag – at føde sine døde børn

Inden jeg gav mig i kast med at læse denne beretning, var jeg sikker på, at der skulle gå en rum tid før jeg igen ville poste en ulykkelig fødselsberetning ovenpå den i forrige uge, men pludselig kunne jeg huske hvordan de garvede jordemødre på fødegangene jeg har været på, altid sagde at én ulykke aldrig kommer alene. De havde desværre ret. Oftest kom det i “stimer”, når man som jordemoder skulle træde ind på en fødestue til et par i dyb sorg og jeg har derfor besluttet, at bringe endnu en ulykkelig, men meget, meget smuk beretning.

Jeg græd selv som pisket da jeg læste den og den er altså ikke for sarte sjæle.

fødselsfredagpovoabort

I starten af november 2014 stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden. Jeg var overrasket, da det var sket i første hug efter udtagning af hormonspiral, men glad over at vi små 9 mdr. senere kunne gøre vores “store” dreng fra november 2012 til storebror.

Men, en lang forhistorie kort, så begyndte jeg at bløde, og derefter var et forløb med gynækologiske tjek, flere blodprøver for at måle HCG og hele to scanninger før vi fik sikkerhed. I min mave lå ikke bare én, men hele to små “bønner” med blinkende hjerter! Lykkelige var vi – tænk at vi skulle opleve at få enæggede tvillinger og da det er noget som er i begge vores familier, synes vi også det var lidt morsomt. Desværre blev det sådan at jeg blødte flere gange mellem november-januar, hvor vi troede at NU havde vi mistet dem, men hver gang viste skanningen at de to små stadig var i hulen. Nakkefoldsskanningen kom og gik, vi fik fine tal på dem og vi tænkte at vi var et stort skridt tættere på målet om at få to små børn.

Når man er gravid med enæggede tvillinger tilbydes man en tilvækstscanning i uge 16, som vi selvfølgelig tog til og her startede balladen. Babyerne viste de første spæde tegn på TTTS (tvilling- til-tvilling transfusionssyndrom) – en tilstand hvor moderkagen er blevet skabt forkert, hvilket gør at en tvilling modtager for meget blod, mens den anden får for lidt. Komplikationerne af denne tilstand er mange og alvorlige, i yderste tilfælde døden, hvorfor der i de løbende uger blev holdt ekstra øje med de to små.

Fast forward til uge 19+6. Endnu en scanning. Vi havde i ugerne før fået at vide at vi ventede os to små piger og var så lykkelige. Tænk at vi kunne være så heldige at få både en dreng og så få piger også. Bange, nervøse og spændte kom vi til scanning. Lægen tog sig god tid, for god tid, da hun scannede den ene tvillings hjerte. Hun blev ved med at vende tilbage til hjertet og scanningen tog mere end halvanden time. Hun forklarede undervejs og desto mere hun sagde, desto større blev vores bange anelser. Hun ønskede at vi skulle scannes af en anden læge inden vi snakkede med hende, så vi ventede, blev scannet og ventede igen. Dernæst blev vi kaldt ind i et rum, hvor hun forklarede, tegnede og forklarede lidt mere. Vi snakkede om muligheden for operation, muligheden for at se om det ville blive bedre og muligheden for abort.

Vi gik ud af rummet med en tid til en ny scanning ugen efter. Men vi nåede knap ud fra obstetrisk afdeling på Rigshospitalet før jeg kiggede på min mand og sagde at jeg godt vidste hvad vi var nødt til at gøre. Så brød jeg grædende sammen. Vi snakkede sammen i lobbyen inden vi 20 minutter senere gik tilbage ind blandt de lykkelige, intetanede gravide med deres tykke maver og raske børn i dem, for at bede om en abort. For at bede om lov til at slå vores børn ihjel.

Tilladelsen til den sene abort kom dagen efter, 20+0. Og vi mødte op på fødemodtagelsen for at få udleveret den pille der skulle stoppe livmoderens funktion og gøre min krop klar til at føde. Aldrig har jeg slugt så svær en pille. Det var som om alverdens vand ikke kunne få min hals til at synke den og jeg måtte prøve af flere omgange.

20+1. Klokken 9 mødte min mand og jeg op på Rigshospitalets fødegang. Det er sådan at man, når man runder 20+0, skal føde på fødegangen med en jordemoder. Vi henvendte os ved skranken og ud kom den skønneste jordemoder jeg nogensinde har mødt, samt en fantastisk JM-studerende. Vi gik ind på en fødestue og snakkede herefter i en lille time. Blandt andet ville hun vide hvordan vi ville behandle børnene bagefter. Når et barn fødes før 22+0 er det juridisk set et foster, medmindre det fødes levende. Men da vi på forhånd vidste at vores piger var for små til at komme levende til verden, skulle vi tage stilling til om vi selv vil sørge for begravelse (det har man nemlig ikke pligt til) eller om vi ville sende dem til destruktion sammen med andet hospitalsaffald. Affald?!?! Aldrig i livet.

Klokken 10 fik jeg lagt to stikpiller op i skeden. Disse piller skulle skabe veer. Min jordemoder har efterfølgende fortalt at jeg bagefter dette gav hende et spørgsmål som har spøgt hos hende siden. Nemlig, ‘Hvad gør vi så nu?’ Vi skulle bare vente på at veerne ville komme og fødslen gå igang. Omkring kl. 11 går min mand ned efter mad til os, men allerede da han kommer tilbage begynder de første veer at melde sig. Jeg var meget i tvivl, tiltrods for at jeg havde født før, for vi var blevet forberedt på at en senabort godt kan trække ud i flere døgn. Lidt i 12 kalder vi jordemødrene ind på stuen, de observerer mig gennem 10 minutter og konstaterer så at jeg såmænd har veer.

Herfra bliver det lidt tåget i min hjerne. Planen var egentlig at jeg skulle have 2. omgang stikpiller kl.13, men min JM siger at det ville hun bestemt ikke da veerne allerede har godt fat. Jeg får veer hyppigere og hyppigere, sommetider er der knap 30 sekunder mellem dem og nogle af dem topper, men “falder” aldrig. Jeg klarer mig igennem på lattergas. Vi græder, griner – ja, der var nemlig plads

til grin. De to jordemødre og min mand sidder og snakker under veerne om ALT og intet. Om uddannelser, kærligheden, vores børn. I starten holder de pause når jeg får veer, men jeg får hurtigt fortalt dem at hvis de skal tie stille hver gang jeg får en ve, så bliver det dælme en lang og stille fødsel. Og det var rart med snakken. Så føltes det ikke helt så alvorligt som det egentlig var.

Pludselig mærker jeg at pigerne rykker længere ned mod bækkenet og de begynder at gøre klar til selve fødslen. Kl.15.55 føder jeg vores første lille pige. Hun kommer op på mit bryst. Og selvom jeg logisk set ved at det bare var en refleks, så griber hun fat i min lillefinger. Måske for at fortælle at det var okay. At vi havde gjort det rigtige. Hun får en lille hvid hue på hovedet, som selvfølgelig var alt for stor, men den gjorde hende så fin. Hun bliver pakket ind i en stofble og lagt over til min mand, for jeg skal presse igen. Kl.16 kommer vores anden lille pige til verden, så lille og fin. Hun kommer også op til mig, men er helt stille. Hun får en lille lyserød hue på, så vi kan kende forskel på dem.

Jeg husker at jeg skriger af sorg. Men jeg siger, i følge mine jordemødre, ikke en lyd. Hele min krop skriger. Jeg kan ikke være i mig selv. Det gør ondt. Hvorfor? Hvorfor skulle vores piger blive syge? Hvorfor skulle de dø?

Herefter går det hurtigt. Min moderkage vil ikke løsne sig og pludselig står der flere læger, sygeplejesker mm. på stuen. Min mand sidder i et hjørne med vores piger, mens jeg bliver trykket på, skubbet til, stukket i. Jeg forstår alvoren, da lægen pludselig siger at der skal ringes til narkoseteamet og det skal gå lidt stærkt. Jeg bliver kørt væk fra stuen. Fra min mand. Fra vores døde børn. Jeg kommer på operationsbordet og får en manuel udskrabning. Jeg taber 2 liter blod og derfor blev vi på hospitalet i to døgn.

I de to døgn havde vi vores piger hos os hele tiden. Vi sang for dem. Kyssede dem. Tog et hav af billeder. Forsikrede dem om at vi altid ville elske dem. Lørdag aften kom en lille trækiste ind i stuen. Den stod i hjørnet, så vi kunne vænne os til den. Om aftenen lagde vi pigerne i den. Men ikke permanent. Søndag tog min mand hjem og hentede et dynebetræk, som vores søn havde haft på sin babydyne og et billede af os. Da han kom tilbage forede vi kisten med betrækket og satte billedet i den ene ende. Derefter lagde vi os sammen i sengen med pigerne på brystet. Vi hørte musik og græd. Så var tiden kommet. Forsigtigt lagde vi dem ned i kisten, hånd i hånd og ansigterne tæt ved hinanden, helt tæt, sådan som de havde ligget i maven. Vi sang ‘Du er min øjesten’ for dem. En godnatsang som vi har sunget for vores søn siden han var i maven, hver dag hele hans liv og som vi og han havde sunget for dem, mens de var i maven. Så ringede vi efter en jordemoder som skulle køre dem væk. Vi kyssede dem en sidste gang. Og så kørte hun dem ud af døren. Nu var de væk for altid. Klokken 14.30 gik vi ud af Rigshospitalets døre. Ud i vintersolskin. På samme tid en drøm og to små piger fattigere, men også en kæmpe sorg og to små piger rigere.

Skriv din kommentar

Kommentarer (12)

  1. Hvor er det dog en en sørgelig begivenhed – og samtidig så fint beskrevet! Græder som pisket, og tænker på alle de forældre der skal i gennem sådan noget…

  2. Jeg sender mine varmeste tanker og dybeste kondolencer til familien som måtte sige farvel til smukke piger.

    Hvor var i modige! Sikke en beslutning. Den rigtige! Et moderhjerte er aldrig i tvivl om hvad der er det rigtige, også selvom den rigtige beslutning var den sværeste.

    Tusind tak fordi I ville dele historien. Jeres piger nåede I deres korte liv at leve det lykkeligste sted – under deres mors bankende hjerte, og deres eksistens vil blive husket.

  3. Puha! Jeg tuder og tuder og tuder… det er fandme hårde sager. Sikke en stærk mor, der kan fortælle den historie, og sikke nogle stærke forældre, der kunne tage det valg. Åh, hvor jeg sender uanede mængder af kram og respekt deres vej <3

  4. Når jeg ligger her. Ligger her som mor. Mor til to sunde og raske børn. Børn som fylder mig med kærlighed helt ned i storetåen. Så mærker jeg frygten for at miste dem. Jeg mærker hullet i mit hjerte som ville være der, hvis jeg mistede dem. Men jeg mærker også glæden og taknemmeligheden for at være blevet beriget med dem. En dybfølt taknemmelighed efterfulgt af min betingelsesløse og ægte kærlighed til dem. Tak… Jeg vil suge hvert et øjeblik med dem ind i mit hjerte…❤

  5. Hold nu op. Sidder i sengen med kæresten og vores lille søn på 6 uger sovende ved siden af… og tårene triller. AV en hård, men samtidig meget smuk beretning. Føler mig pludselig så heldig. Sikke et par stærke forældre!

  6. No words! 😢 Jeg har været igennem præcis det samme for 1 mdr. siden – alt passer med min historie. Dog var vi igennem en clamping af den ene tvilling i uge 18, og så viste det sig at den sidste tvilling havde en hjertefejl som følge af TTTS. DEt blev opdaget i uge 20, og vi ventede så 2 uger på en bedring – det kan nemlig komme efter clampingen. Det kom aldrig. Så jeg måtte føde vores to prinsesser i uge 22. ❤️❤️

  7. Tak for din fortælling. Den er næsten helt magen til når vores piger døede i 5 måneden, også TTTS. Jeg har tænkt meget over om de kunde mærke noget, om de blevet bange. Det virker jo til at det er altfor tidligt for den slags følelser, men jeg håber bare så meget at de forsvandt uden at selv mærke det. Det er hårdt nok for os at klare sorgen og savne dem.

  8. Hvor er det surrealistisk at læse en historie som minder så meget om vores <3

    Trods et hav af tidlige og trygheds og køns scanninger, er det først til en ekstra tidligMD i uge 17+4 vi var sendt til pga mistænkt hjertefejl ved alm MD uge 16+3 – at de opdager at begge hænder bukker kronisk indad 💔
    Til samme scanning 20+1 får vi at vide at vi skal se bort fra hjertefejlen da den var "pæn" og meget alm .
    Men hænderne havde fortsat ikke rettet sig ud, og vi bliver godkendt til sen abort samm dag . 20+2 sidder vi pludselig på patient hospitalet hvor jeg skal sluge den værste pille i mit liv og 2 dage senere – mandag -20+4; indlagt kl 05.30 pga smerter og får første 2 piller lagt op 07.15

    Kl 23:56 og en epidural senere, kommer vores elskede lille Thor til verden 💙

    Efter obduktion og videre genetisk testen har vi fundet ud af at Thor havde kromosomfejl; Ubalanceret Translokation på 1q og 8q
    Og at det er hans far – min kæreste – som er bærer af denne fejl; en Balanceret Translokation på 1 og 8 💙

    Er slet ikke i tvivl om at vi traf det rigtige valg på det lille, nøgne og klaustrofobiske kontor på Skejby sygehus en fredag eftermiddag i oktober 2015 ❤💙