mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – At føde efter man har mistet

Heldigvis er der for de fleste der oplever at miste et barn i graviditeten eller under fødslen, muligheden for at få et barn mere. Et levende barn. Den oplevelse har kvinden, der skrev forrige uges ulykkelige fødselsberetning, som kan findes HER, beskrevet i denne uges fødselsfredag og jeg græd næsten ligeså meget, som jeg gjorde i sidste uge – bare med nogle helt andre følelser til grund.

fødselsfredageftermanharmistet

Tre måneder efter vi havde mistet vores to små tvillingepiger, blev jeg gravid igen. Det var bestemt efter eget ønske og da testen viste to streger var vi lykkelige, men urolige. Hvad nu hvis der var to igen? Hvad nu hvis jeg aborterede? Hvad nu hvis … Graviditeten med vores store søn havde været relativt bekymringsfri og vi havde aldrig rigtigt været nervøse for udfaldet. Dengang tog vi det for givet at vi nok skulle få et sundt og raskt barn i sidste ende. Men denne gang var anderledes. Hele forløbet med vores piger havde plantet en stor frygt i os, men nok mest i mig. Jeg græd ofte og var generelt meget nervøs. Og uden grund, utallige scanninger viste gang på gang en sund og rask baby i min mave. En dreng. En lillebror som havde termin nærmest oveni den dag hvor vi havde mistet vores piger.

Allerede da jeg fik terminsdatoen ved nakkefoldsscanningen vidste jeg at jeg på ingen måde ville risikere at føde på deres fødselsdag eller dødsdag, om man vil. Jeg fik hurtigt arrangeret en samtale med en fødselslæge med henblik på at få aftalt igangsættelse. Jeg indstillede mig på kamp, men så snart jeg fortalte grunden til mit ønske sagde lægen okay. Jeg åndede lettet op.

Fast forward til uge 37+ i graviditeten. Nervøsiteten begyndte at melde sig. Angsten voksede sig større og større. Jeg græd flere gange dagligt og hvis jeg vågnede om natten kunne jeg ikke sove medmindre han rørte på sig derinde. Der var planlagt samtale med fødselslægen og da jeg kom derind, brød jeg hulkende sammen. Jeg ville have ham ud. NU. Den logiske del af mig ved jo ganske udemærket at babyerne har bedst af at blive i maven til de “selv” siger til, men følelsesmæssigt kunne jeg ikke mere. Jeg fik tid til samtale med henblik på igangsættelse 38+0. Det var en ambivalent følelse, for lægen understregede at jeg ikke skulle regne med at blive sat igang, men samtidig håbede jeg jo så meget.

Vi mødte op på Fødegangen på Rigshospitalet kl.10 og bliver der tilset af en jordemoder. Jeg er “desværre” ikke særligt åben, men livmoderhalsen er blød og lidt kort. “Desværre” skrevet i gåseøjne, for da der er rygende travlt på Fødegangen, ville de ikke igangsætte mig ved at tage vandet. Men fordi jeg nu ikke er så moden til fødsel endnu, bliver det aftalt at jeg skal igangsættes med Angusta-piller. Kl.13 tager jeg de første 2 piller og bliver samtidig indlagt på svangergangen indtil jeg er så meget i fødsel at jeg skal på en fødestue.

Allerede kl.15 melder de første små veer sig og kl.17 går vi over på fødemodtagelsen igen. Vi er nemlig strengt fået at vide at jeg ikke måtte tage flere piller hvis jeg havde fået veer. På fødemodtagelsen møder jeg min frelsende engel. Min jordemoder. Den jordemoder jeg fødte vores piger med og som jeg har haft løbende kontakt med det seneste år under den nye graviditet. Hun observerer mig i et par minutter og konstaterer at jeg da har veer. Hun finder straks en fødestue til mig og fortæller at jeg ikke får lov at forlade den stue uden vores søn.

Jeg er glad. Endelig, E-N-D-E-L-I-G, kommer han. Hun undersøger mig og jeg er LANGT fra i aktiv fødsel, men det er ligegyldigt, for fødestuen er vores. Timerne går med små veer. Jeg åbner mig langsomt. Veerne aftager når jeg ligger ned, men det er jeg nødt til meget af tiden da en igangsættelse involverer mere overvågning af barnet end en “normal” fødsel. Omkring kl.21.30 er jeg træt. Jeg er stadig ikke i aktiv fødsel, det gør ondt, og efter flere ugers dårlig søvn, er jeg hamrende træt. Min jordemoder tilbyder at jeg kan få en sovecocktail. Hun lover mig højt og helligt at veerne ikke vil gå i sig selv. Jeg takker ja og det ender med at vi faktisk får sovet fra 22-00.30, hvor hun kommer og vækker os.

Hun havde ret! Efter endnu en gynækologisk undersøgelse fortæller hun at jeg nu er så åben at hun kan tage vandet, hvilket hun gør kl. 00.50. Herefter går det stærkt. Han arbejder sig ned i bækkenet, men synes alligevel lige at han har tid til at stå og rokke lidt med hovedet. Dog får vi ham på plads og jeg bliver instrueret i at presse. Efter 13 minutters presseveer kommer vores lille søn til verden. Født 38+1. Han virkede så lille og skrøbelig, men en tur på vægten afslørede at han var en lille basse på 3944 gram fordelt på 54 cm. Jeg knuede ham tæt til mig og græd. Vores lillebror. Vores levende og raske baby.

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Åhh… Sidder her og tuder! Hvor er det bare fantastisk. Stort tillykke med jeres lillebror og dejligt at høre forløbet gik så godt. vi venter stadig på at graviditets testen er positiv. Men det er stadig med lidt frygt for en kommende graviditet, efter man har fået et englebarn. Endnu engang kæmpe tillykke til jer 💙

  2. Jeg har stået i amme situation. Vi mistede vores lille Dicte i min mave 39+6 i 2009. Det var så forfærdeligt og jeg bærer stadig den kæmpe sorg i mit hjerte, der aldrig heler, trods vi efterfølgende har fået 3 små sætte til hende. Jeg blev gravid små 3 mdr efter Dicte blev født og det var en HÆSLIG graviditet. Jeg var så bange og sygemeldt da jeg var halvvejs pga min psyke. Blev igangsat 37+0 og fødte Silje 37+1. Et kæmpe stort og rørende øjeblik at få hende ud i sikkerhed til os 💗💗💗

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven