Et besøg hos min farmor, som ikke må blive det sidste

Om ti minutter letter mit fly tilbage mod København og jeg kan næsten ikke være i min krop af bare savn. Til mine børn, til Thomas og til den kærlighed vi har til hinanden. Mine følelser hænger udenpå tøjet og jeg har brug for at give kærlighed. Brug for at nyde, være, elske, kysse og leve.

Tidligt i morges stod jeg ud ad sengen. Min veninde lå der stadig, men sagde ikke andet end “Godmorgen” og kiggede igen ned i sin telefonskærm. Hun vidste godt, at jeg ikke var i humør til at snakke.

Jeg skulle med flyet til Sønderborg, for at besøge min farmor, som pludseligt er blevet meget, meget syg.

Inden jeg kom derned, mistænkte jeg at det ville blive den allersidste gang jeg skulle se min farmor. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente mig, men jeg vidste at det ville blive svært.

Min far hentede mig i lufthavnen og vi aftalte at jeg lige kunne nå en kop kaffe og en gåtur i byen, inden vi sammen ville køre hjem til min farmor, når hun var parat til besøg. Sådan én er hun nemlig. En værdig dame, som gerne vil gøre sig parat til besøg – også selvom det muligvis bliver det sidste hun får. Hun er ordentlig til fingerspidserne og på mange måder én af de klogeste mennesker jeg har kendt; og det endda selvom jeg aldrig har kendt hende særligt godt.

Turen ned igennem gågaden i Sønderborg var en tarvelig affære, med tomme butiksruder og skilte med tilbud om udlejning. Alt for dyr udlejning, formentlig. Det hjalp ikke umiddelbart på mit humør og jeg besluttede, i stedet for at tage en kaffe med på på tur, at sætte mig ind på en café, som serverede mig den dejligste cortado jeg længe har drukket og skrive et blogindlæg. Et blogindlæg, som formentlig aldrig kommer til at se dagens lys, men som var dejligt at få skrevet og svært at forstå. Om at tage afsked. Om ikke at vide hvornår man tager afsked. Sådan for alvor.

Min farmor, som hun lå der i sin seng, så dejlig ud. Hun var så smuk, selvom det var tydeligt at hun er syg.

“Jeg er så glad for at det ramte mig og ikke én af jer” sagde hun “jeg håber bare at det går hurtigt”

Jeg kunne ikke lade være med at græde. Ligesom jeg heller ikke kunne det, da hun fortalte mig om hvor glad hun var for at jeg har fundet Thomas.

“Han er sådan et godt menneske” sagde hun og gav både sig selv og mig tårer i øjnene.

Og hun har ret. Han er sådan et godt menneske. Ligesom min farmor.

Hun er også god, selvom hun snart er væk.

Jeg lovede hende at komme igen.

Jeg kommer i næste uge” sagde jeg “så tager jeg Thomas og drengene med

Ja, lad os nu se i næste uge” sagde hun, inden hun sagde tak for besøget og igen havde brug for at hvile sig.

Ja, farmor, lad os nu se. Jeg vil rigtigt gerne se dig igen.
image

Skriv din kommentar

Kommentarer (15)

  1. Kære Cana
    Jeg mistede min far først på året. Følelsen af at have sagt ordentlig farvel og tak for denne gang, er så vigtig at have med sig. Husk at det også gælder for små størrelser, som ofte har godt af at tegne en farvel og Tak – tegning.
    Mange kram til dig og dine familie i denne del af din farmors liv

  2. Av. Nu græder jeg. Præcis den følelse har jeg også. Min farmor er præcis sådan og ALTID stærk og pæn i tøjet. I forrige uge fik vi afvide at nu er hendes kræft tilbage. Hun bliver dårligere hver dag og har ingen kræfter lige nu og blev indlagt i morges. I fredags da hun gik hjem fra mine forældre sagde hun: “jeg håber at jeg ser jer igen”. Av helt ind i maven…

  3. Åh hvor jeg føler din smerte. Uvisheden, længslen, frygten og alle mulige følelser i en pærevælling.
    Jeg har selv været der, for 9 år siden.. Jeg mistede mine bedsteforældre i løbet af 3 uger. Det ene dødsfald komplet uventet, det andet ventet og frygtet. I dag ved jeg det er det bedste for dem, men det forhindrer mig på ingen måde i at være vred over det, ked af det og savne så meget jeg græder. De var mine klipper, mit andet (trygge) hjem og de har stor andel i det menneske jeg har udviklet mig til. Jeg ville ønske de skulle se mine børn vokse op, møde min mand osv..
    Sådan er livet ikke, det ved vores voksne sunde fornuft, men nogle gange er det bare så ufedt med alle de voksenting!

  4. Kære Cana. Jeg føler med dig og forstår præcis hvad du føler. For 2,5 uge siden mistede jeg min farfar. Han havde ikke været syg længe. Faktisk kom han på sygehuset om morgenen, hvor det blev konstateret at hans organer var ved at stå af. han havde boet hjemme, klaret sig selv og kun haft få besøg fra hjemmeplejen indtil fire dage tidligere. Der var han kommet til observation på et plejehjem. Her kom han tilbage lørdag aften. Vi (hans børn og børnebørn) sad hos ham. Snakkede om gamle minder. Nød udsigten ud over havet. Fandt det pudsigt at der på altanen på “hans” værelse, var plantet blomster i hans favorit farver. Om natten, 4 timer efter de fleste af os igen var taget hjem for at passe vores børn, sov han ind.

    Han havde ikke ondt. Han havde ikke lidt. Men nu er han igen hvor han helst vil være; ved min farmors side. Hun døde 7 år og 7 dage før ham. De havde været gift i 55 år, og kæreste en årrække før det. Hendes død var hans værste smerte.

    Da vi snakkede med præsten, fandt jeg ud af, at jeg heller ikke rigtig har kendt ham, men han har nået så meget i sit liv og kan jeg bare nå at opleve en brøkdel af det han har nået, så vil jeg være lykkelig.

    Min søn, hans ældste oldebarn og store stolthed, spørger til ham hver dag. Vi snakker meget om døden herhjemme. Men det hjælper både mig og ham til at bearbejde, at han nu er væk. Vi savner ham, men helt sikkert på den gode måde.

    Kærlig hilsen Louise.

    PS. De danske bedemænd har en bog til børnene der hedder “Hvor går man hen når man går bort?” Bedemanden var så sød at komme hjem til mig med den, og den er rigtig god at snakke ud fra.

  5. Er normalt ikke typen der kommenterer, men som dog læser flittigt med. Sidder lige nu i et s-tog og har læst dit indlæg. Hold op, hvor du rammer noget i mig. Tårene triller ned af mine kinder og de andre passagerer kigger intenst på mig. Jeg håber, at I alle når at besøge din farmor igen i næste uge – ligeså meget fordi, at et sidste farvel bare er så fandens svært, men også fordi, at dine drenge og Thomas skal have “lov” til at sige farvel. Tanker til dig ❤️

  6. Puha Cana. Kender alt for godt den følelse med at besøge en hvor man er i tvivl om, om det var det sidste. Jeg ville nu gerne læst den blog post, som måske/måske ikke ser dagens lys. Det er et emne som er utrolig svært at snakke om, da det er en meget personlig ting, som vi dog alle sammen går igennem.

    Men håber inderligt du får hende at se igen, i næste uge ❤️
    Mange kram herfra

  7. Tanker til dig og hele din familie Cana.
    Kan mærke dine følelser helt herude på den anden side af skærmen.
    Jeg håber, at du får set din farmor igen næste uge ❤

  8. Kære Cana.
    Jeg håber at du får din farmor at se igen. Jeg ville ønske at jeg kunne se min far igen. Sidste år sagde vi farvel, han 65 år og jeg 24 år. Sorgen startede 5 måneder før han døde, da vi fik at vide at lægerne ikke kunne gøre mere. Det gjorde på en måde sorgen lettere, for jeg vidste at jeg skulle sige farvel. Der blev sagt en masse ting, som nok ikke var blevet sagt, hvis han var gået bort pludseligt. Jeg håber at du får sagt det du vil. Jeg skrev et brev til min far som han fik før han døde og det gjorde det lidt lettere.

    Min fars præst sagde til begravelsen: “Det er måske vanskeligt at blive sluppet, men relationen behøver ikke være forsvundet af den grund, den er anderledes.”

    Og det tror jeg på. Jeg har stadig en relation til min far, men den er anderledes. På den måde lever de døde videre gennem os. <3

  9. Åh, hvor jeg føler med dig ! Min elskede farmor er et af mine bedste minder fra min barndom. Vi var naboer, og hun var der altid for min søster og jeg. Det blev mit tunge lod i livet at overbringe hende beskeden om, at hendes yngste søn, min far var død. Da hun selv blev en gammel kone bad hun mig om at sørge for sin bisættelse, som hun på forhånd havde planlagt. Jeg var hos hende de sidste dage, og jeg holdt hende i hånden, da hun trak vejret for sidste gang. Jeg savner hende hver dag !! De bedste tanker til jer alle !!!

  10. Så rørende at læse. Jeg kan virkelig fornemme kærligheden mellem dig og din farmor. Minder mig om kærligheden til mine bedsteforældre som desværre ikke er blandt os mere men også om at nyde nuet.
    Min mormor sov stille ind december sidste år. Til begravelsen sagde præsten noget i denne stil: “Signe (min mormor) har haft et langt liv når man ser tilbage på de 92 år med minder men som pårørende der ser fremad uden Signe føles det som et kort liv”. Det rørte mig virkelig.
    Synes du skal have et stort tak for at dele dine følelser med os.