Mere om aftenshowet og (mine) børn på de sociale medier

image

Det er næppe gået manges næse forbi, at jeg brugte en times tid i aftes på at være med i Aftenshowet på DR1, hvor jeg var blevet sat i stævne for at tale om mine tanker om, at jeg deler billeder af mine børn på de sociale medier. Årsagen var, at et nyt specialestudie viser, at danske forældre faktisk tænker temmeligt meget over, hvordan vi fremstiller vores børn på internettet. Noget som jeg synes i virkeligheden er det vigtigste. At vi hver især tænker over det. Vi har alle forskellige grænser og forskellige forståelser af hvad der er det rigtige for netop os at gøre, men så længe vi er bevidste om de valg vi træffer, tænker jeg at de er fine.

Da jeg i formiddags åbnede indbakken på min facebookside, havde jeg fået følgende besked fra en læser, som gjorde mig så glad (og som jeg selvfølgelig har fået tilladelse til at dele):

 

“Jeg stod og lavede candyfloss til en anden kunde, da jeg ud af øjenkrogen skimtede de bløde, brune krøller.
Jeg vendte mig og sendte jer en smil – signalerede, at jeg havde set jer – og tabte pusten lidt, da jeg opdagede, hvem krøllerne tilhørte.
Jens så mig vist og kiggede genert væk, men du havde travlt med at spørge ind til, om han var sikker på, at det var det her, som han ville have.
Jeg fæstnede blikket på de flyvende sukkerstrimler i mine hænder, trak vejret dybt og tænkte over, hvad jeg skulle gøre.
Skulle jeg bede om et knus? Du havde jo opfordret til det tidligere.
Nej. Det var Jens’ fødselsdag, og jeg mindedes mine egne børnefødselsdage i den alder: jeg nød altid opmærksomheden, og ville helst have mig selv i fokus.
Måske er Jens anderledes, men jeg ville alligevel ikke rette fokus mod dig på hans dag.
Skulle jeg lade som ingenting?
Det kunne jeg heller ikke helt få mig selv til.
Jeg tog imod betaling og afleverede en stor, lyserød candyfloss til pigen overfor mig, imens jeg tænkte videre.
Det blev jeres tur, og jeg behandlede jer som alle andre kunder, imens jeg gjorde mig umage med at holde pulsen nede.
Du smilede og takkede.
Var nøjagtigt ligeså venlig, som jeg oplever dig, når jeg læser dine tekster, og din store dreng var i et kærligt, moderligt fokus hele tiden.
Jeg gav Jens et sugerør og sagde tillykke med fødselsdagen. Han kiggede en smule forvirret på mig, men rettede hurtigt opmærksomheden mod hans – læste jeg senere – første, egen slush-ice.
Du, derimod, søgte mine øjne, sendte mig et smil og sagde tak.
I gik langsomt afsted, imens Jens spurgte til hvorfor jeg mon vidste, at der var hans fødselsdag.
Mine håndflader var svedige, og det tog mig adskillige minutter at holde op med at ryste bagefter. Pulsen hamrede afsted efter mødet med jer, og jeg følte mig tåbelig – det gik nemlig op for mig, at jeg for første gang i mit liv var fuldstændig starstruck!

Jeg tænkte efterfølgende mange tanker over min approach – og det faktum, at jeg henvendte mig til din dreng. Overvejede hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var i din situation, og det var mit barn.
Jeg synes, at min tilgang var ok, og har for længst lagt oplevelsen bag mig.
Men i aftes var du i Aftenshowet, omhandlende håndteringen af dine børn i forhold til din blog, og jeg kom i tanke om det igen.
Jeg så ikke udsendelsen (jeg stod og poppede popcorn i Tivoli, apropos), men jeg har en forestilling om, hvad du kan have sagt, for jeg tror ikke, at du gør noget, som du ikke kan forsvare overfor dig selv – og dine børn.
Og det er grunden til, at jeg elsker din blog.
Jeg elsker tankerne om ret til egen mening, forsvar af denne, og berettigede beklagelser, når ens egen mening kommer til at fylde så meget, at andre føler sig mast under vægten af den.
Og jeg tror, at når man skaber en elskelig blog med sine børn i fokus, så får ens følgere lyst til at henvende sig til både dig og dine børn.
Men jeg synes også, at der er en diskurs om, at alt hvad vi lægger på nettet er eget ansvar – og selvom dine børn er dit ansvar, så synes jeg også, at der er et fælles ansvar for, at alle børn har lyst til at færdes alle steder på en god måde – uanset hvem deres forældre er.
Så uanset hvor starstruck man måtte være (yes, det er mig!), så tror jeg ikke, at vi kommer udenom børn i ‘kendisverdenen’ og jeg synes virkelig ikke, at vi skal diskutere, HVORVIDT de skal inddrages – men HVORDAN vi gør det på den bedste måde!
Og jeg tror kun, at det kan lade sig gøre via fælles ansvarstagen i forhold til hinanden og refleksion over vores – som følgere ligeså vel som bloggere – brug af sociale medier.”

 

Jeg husker tydeligt episoden og var så glad over den lille, fine anerkendelse der lå i, at en for mig fremmed kvinde, ønskede mit barn tillykke med fødselsdagen.

For mig er det ikke spor mærkeligt at dele billeder af mine børn. De er en del af mit liv, som jeg har valgt at portrættere både her på bloggen, på instagram og på snapchat. Som jeg gør med alle andre, behandler jeg selvfølgelig mine børn med respekt og jeg kunne ikke drømme om at tage billeder af dem, hvis de ikke selv har lyst, ligesom jeg selvfølgelig ikke deler billeder, som krænker dem eller som jeg forestiller mig de bliver pinlige over, når de vokser op.

Mine børn er kommet for at blive og for mig er det altså ikke spor mere farligt at have dem med på de sociale medier end det er, at have dem med i bussen, som også er fyldt med fremmede, der både kan se og interagere med dem. Fremmede, som jeg i øvrigt oplever, som værende med til at gøre både busturene og min færden på de sociale medier sjovere. Jeg kan godt lide at indgå i sociale relationer, både her og der, ligesom jeg oplever at mine børn også godt kan lide det. De kan godt lide at interagere med andre mennesker og for mig at se, er det lige præcis dét vi gør, her på de sociale medier – det er bare på en anden måde end den vi  – de voksne – har prøvet det som børn. Det ene skal ikke erstatte det andet og jeg er vild med begge dele og så synes jeg virkelig, at læseren med den lange, søde besked har en god pointe i, at det er et fælles ansvar blandt os alle, at gøre de sociale medier til et rart sted at være, hvor vi (selvfølgelig) ikke skal være bange for at vise hverken os selv eller vores børn – eller vores kongelige porcelæn, apropos indslaget i Aftenshowet, hvis vi har mere lyst til det – frem.

Hver sin tilgang og så længe vi alle gør plads til hinanden og udviser respekt, så skal det nok gå, ik’?

Skriv din kommentar

Kommentarer (5)

  1. Sikke dog en fin kommentar din læser havde lagt. Jeg er enig – både i at der vigtigste er at man tager stilling og til at vi allesammen skal værne om vores allesammens sociale medier. God aften til dig og dine

  2. Jeg er også enig. Tag stilling. Og lær så børnene at gebærde sig/passe på/tale ordenligt på de medier, når de bliver så gamle…

  3. Helt enig. Vi vælger jo som forældre alt på vores (små) børns vegne og vi gør forhåbenligt alt, så vidt muligt, i deres bedste interesse. De er vores ansvar og vi bestemmer ligesom. Siger de en dag fra, er jeg sikker på at vi respekterer det.