Fødselsfredag – Thors vej til verden

Der er mange kvinder som frygter at få fødslen sat i gang, fordi det ofte tager lang tid og betyder, at fødslen – uanset hvordan den ellers skrider frem – er kompliceret og at man derfor skal overvåge barnet med CTG. Kvinden som har skrevet denne uges fødselsberetning havde på forhånd besluttet sig for at bruge CTG’en til noget positivt og man må sige, at hun fik en fantastisk oplevelse, på trods af igangsættelse <3

IMG_3916
Min termin var sat til 31. januar 2016, men jeg er åbenbart sådan en type, der vil være sikker på at mine børn er færdigbagte før de kommer ud, for ligesom i min første graviditet, ender jeg med at gå en del over tid – så meget at jeg også denne gang ender med en igangsættelse.
Jeg havde ellers håbet at få lov til at prøve selv at gå i fødsel, men det skete ikke. Jeg kunne sikkert sagtens have valgt at vente med igangsættelsen, men jeg var bare super mættet af graviditet og orkede helt simpelt ikke længere.
12. februar 2016
Kl. 09.45
Jeg møder ind på sygehuset til overbårenhedsundersøgelse – uge 41+5. Jeg bliver scannet, får kørt CTG og bliver tjekket indvendigt. Jeg kender undersøgelsesproceduren, fordi jeg allerede har prøvet det med storesøster.
Det er min konsultationsjordemoder der er på vagt, hvilket er rigtig dejligt og trygt. Scanning og CTG er helt efter bogen, og den indvendige undersøgelse viser, at jeg er én finger åben og har 2 cm livmoderhals igen. Jeg bliver enormt skuffet. Jeg var sikker på at alle de regelmæssige plukkeveer, jeg havde haft den sidste måned havde gjort mere, men livmoderhalsen skal afkortes yderligere, hvis vandet skal kunne tages. Planen er derfor, at jeg skal spise Augusta-piller med 2 timers interval indtil kl. 18.00.
Jeg bliver lidt nervøs, da jeg ved at medicinske igangsættelsesforløb kan trække ud, og ende med at vare flere dage, men jeg er træt af min runde besværede krop, som lider voldsomt af bækkenløsning i denne graviditet. Jeg er mæt, og ser frem til at få min mobilitet tilbage.
Kl. 10.50
Jeg indtager første pille på sygehuset, og skal komme tilbage efter en time, så jordemoderen kan tjekke hvordan lillebror reagerer. I den time går jeg en tur i gågaden.
Solen skinner. Jeg synes ikke, at jeg kan mærke nogen som helst forskel. Lidt plukkeveer, men med langt imellem. Jeg køber en sød kjole til storesøster, og ringer og opdaterer Chris omkring igangsættelsen.
Kl. 11.50
Jeg er tilbage på sygehuset og jordemoderen lytter lillebrors hjertelyd. Den er helt som den skal være, så jeg får 3 piller mere med hjem, og en tid på fødegangen til CTG og tjek kl. 18.00.
Vores lejlighed skal renoveres, så vi skal derfor have flyttet alt inventar i stue og køkken ind i soveværelset inden mandag. Chris tager tidligere fri fra job, og vi får flyttet lidt rundt i løbet af eftermiddagen, mens jeg spiser piller. Jeg synes stadigvæk ikke, at de har nogen effekt. Jeg bliver en kende modløs, føler at min krop slet ikke er klar, og at udsigterne til en snarlig fødsel ligger meget langt væk.
Kl. 15.00
Vi henter storesøster i børnehaven og kører ud til farmor, hvor vi skal overnatte pga. renoveringen. Vi slapper af i sofaen, og alt er helt som det plejer – jeg mærker stadigvæk ingenting. Skuffelsen breder sig, og jeg begynder at blive en smule ked af det. Heldigvis afleder storesøster tankerne, og Chris kender de helt rigtige tidspunkter for kram.
Kl. 17.30
Vi kører mod fødegangen. Chris tager ikke sin taske med ekstra tøj og toiletsager med. Vi bliver med stor sandsynlighed sendt hjem med flere piller og en tid til at vandet kan tages næste morgen.
På fødegangen bliver vi mødt af den sødeste jordemoder. Jeg får kørt en fin CTG, som viser regelmæssige plukkeveer med 4-5 minutters interval. Jeg kan ikke mærke dem, men de har arbejdet hele dagen. Jeg er nu 2 fingre åben og min livmoderhals er udslettet, derfor vil jordemoderen gerne lave en hindesprængning. Chris og jeg bliver begge forbavsede. Der breder sig en varm og kærlig stemning på stuen – nu går det snart løs!
Kl. 18.40
Jordemoderen prikker hul på fosterhinderne, og mit vand siver langsomt ud. Det gør ikke ondt. Heller ikke da hun presser ham lidt op, for at vandet kan passere, men det føles mærkeligt; som om et andet menneske tisser i mine bukser – helt ude af min kontrol. Jeg kan mærke at lillebror synker lidt ned efter vandet er forsvundet.
Kl. 19.30
Mine plukkeveer begynder at bide, og efter kort tid er jeg ikke længere i tvivl; jeg har veer. Hurra! De er milde, men det er veer. Der er en særlig og magisk stemning på stuen nu, og jeg bliver helt forelsket i Chris igen. Vi smiler begge hver gang en ve melder sig – nu sker det vi så længe har ventet på. Det er næsten som om vi fylder rummet op med kærlighed, så vi er klar til at tage imod lillebror.
Vi griner og fjoller i vepauserne. CTGen bliver helt underlig, fordi jeg griner så meget. Maven hopper og laver kludder i kurverne. Jeg føler næsten at jeg griner lillebror længere ned i bækkenet.
Kl. 19.47
Jeg får et lavement, og siger efterfølgende til Chris, at jeg ikke tror der går længe før jeg går i fødselsbobbel. Jeg bruger varmepuder som smertelindring under veerne.
Kl. 20.06
Vi kommer tilbage på stuen, og jeg bliver koblet til CTGen igen (lillebror skal overvåges fordi jeg er blevet sat medicinsk i gang med piller). Veerne bider godt til nu. Jeg forsvinder langsomt ind i min bobbel og koncentrerer mig kun om min vejrtrækning – ænser intet omkring mig, kun jordemoderens guidede ord og Chris’ tilstedeværelse.
Mine veer sidder kun foran på maven – præcis det samme sted, som når jeg har menstruationssmerter. Det er stærkest i midten lige bag kanten til skambenet, og breder sig op og ud mod æggestokkene. Det er vildt at mærke kroppen arbejde, og selvom det gør pokkers ondt, nyder jeg faktisk, at jeg – i dette nu – er ved at føde et lille nyt menneske, som vi alle glæder os så vanvittigt til at møde.
Under min første fødsel var jeg også lænket til en CTG. Dengang besluttede jeg mig for, at bruge den til noget positivt; på den kunne jeg se mine veer. Jeg kunne se at tallene og kurven begyndte at stige, hvordan det peakede, for derefter at falde langsomt igen. Det gjorde veerne mere overskuelige, når jeg kunne se, at de ville få en ende igen.
Denne gang havde jeg ikke behov for at kigge på skærmen, men jeg forestillede mig det visuelt alligevel. En masse små bakker at bestige – en af gangen. Og hver gang en ve var slut, og jeg nåede bunden af bakken, tog jeg en dyb og tung vejrtrækning for at understrege overfor min krop, at den nu holdt pause og at skulle slappe af. Det synes jeg fungerede rigtig godt for mig.
Kl. 20.50
Jordemoderen undersøger mig indvendigt igen. Jeg er 4 cm åben og hun erklærer mig i aktiv fødsel. Jeg husker, at jeg bliver sur og ked af det, fordi jeg var sikker på at der var sket mere, når nu veerne bed så hårdt. Jeg kigger skuffet på Chris, som ligner en der tænker det samme.
Kl. 20.59
MEN! I løbet af de næste 2-3 veer udvider jeg mig til 10 cm. I den sidste af disse veer, kan jeg mærke at lillebror trænger virkelig langt ned i bækkenet (jeg følte, at jeg udvidede mig 3-4 cm alene på den ve), og da veen stopper, ved jeg at den næste er en presseve.
Kl. 21.04
Jeg ryster, fordi det går så stærkt. Jordemoderen kalder, og siger til de andre på stuen, at det her kommer til at gå lidt stærkt og kræve ekstra hænder, men hun når hverken kittel, afdækning eller benstøtter. Da den næste ve kommer kan jeg mærke pressetrangen. Jeg bliver bedt om at gipse mig igennem den.
Jeg har inden fødslen fortalt, at jeg gerne selv vil tage imod. Jordemoderen siger derfor nu, at hun synes jeg skal prøve at mærke, da hun kan se toppen af lillebrors hoved. Jeg er lidt overvældet af hele situationen, og siger at jeg ikke vil. Jeg tør ikke længere selv at tage imod ham. Men min fantastiske jordemoder guider mig roligt, og siger at det vil være ærgerligt, hvis jeg fortryder. Jeg samler mod og mærker efter; det føltes helt anderledes end jeg havde forventet. Huden bliver jo presset sammen i fødselskanalen, så det var nærmest som at røre ved en budding. Jeg bliver helt forskrækket og fjerner hurtigt hænderne igen – men han var lige der, Lillebror! Jeg havde LIGE rørt ved ham.
I den efterfølgende ve, får jeg lov at presse med. Jeg presser hovedet ud og griber helt instinktivt ned efter ham. Jeg gisper lidt, og holder en pause. Jordemoderen spørger om jeg kan presse mere på denne ve, og det kan jeg.
Kl. 21.08
Jeg griber under hans arme, og kan mærke hvordan han langsomt glider ud af min krop. Nu sker det øjeblik, vi så længe har ventet på. Det smukkest i livet. En celledeling (på makroplan) – på samme måde som det hele startede, dengang for 9 måneder siden. Der var rummet også badet i kærlighed.
Som en blomst folder han sig ud mens jeg løfter ham op på maven. Han strækker sin lille krop og sine lunger, og tager den første indånding efterfulgt af et lille skrig. Hans første lyd.
Da jeg lægger ham på mit bryst folder han sig sammen igen. Han bliver en lille varm og blød bold, præcis som jeg forestiller mig, at han har ligget inde i min mave; en kærlighedspakke.
Jeg kigger på Chris. Mit lykkelige tårevædede blik møder hans. Tænk at vi har gjort det igen. Tænk at man kan skabe noget så komplekst og fantastisk mere end én gang. Nu var han her – lille Thor, som bare kigger på sin far med sine store mørkeblå øjne.
3680 g og 52 cm.
Perfekt.
Nu venter kun livet.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Åh, den historie gav kuldegysninger af sindsbevægelse. Husker som i går at jeg selv for snart 6 1/2 siden tog imod den yndigste lille pige. Jeg var også lige ved at fortryde, men heldigvis overtalte min jordemoder mig til at gøre det. Hvilket jeg den dag i dag absolut ikke fortryder.

  2. Så skøn og dejlig beskrivelse! Jeg kunne med tårer i øjnene pludselig huske følelsen af at gribe min lille datter under armene og løfte hende ud og op til mig! Og sejt vende grundvilkårende for fødslen ( igangsættelsen) til noget fint!
    Det er der mange der kunne nyde godt af:)