En update fra Østrig

P6073334

Først og fremmest skal jeg være helt ærlig og sige, at jeg aldrig nogensinde havde troet at jeg skulle til Østrig, uden det skulle indebære både snevejr og virkelig meget afterski.

Èn af mine gode veninder fra jordemoderstudiet, havde været au pair hos en familie i Østrig, inden hun startede på studiet og jeg har indtil nu altid undret mig over, hvorfor pokker hun, af alle steder i verden, valgte at tilbringe et år i Østrig. Jeg så indpakningen af de små milka-mini-muh chokolader og hørte en skinger dame jodle foran mig, når jeg tænkte på Østrig og jeg var altså ingenlunde begejstret.

Men det er jeg nu!!

Jeg var så heldig, for nogle uger siden, at blive inviteret på en lille mini-get-away, sammen med min familie, for at afprøve Østrig, nærmere betegnet Salzburgerland, som rejsemål for en familie som os – om sommeren og gudskelov takkede jeg ja, inden jeg nåede at overveje, at jeg egentlig ikke havde noget synderligt ønske om at komme til Østrig.

Vi ankom i mandags, efter to flyveture af hver en times varighed, glade og nogenlunde veludhvilede hen til vores hotel, Mühlpointhof, som ligger i Lofer, der er en lillebitte by, som mest af alt ligner en filmkulisse. Her er så vanvittigt smukt! Vi har været en tur med den lokale lift til bjergene, som kun ligger et par minutter fra hvor vi bor. Thomas og jeg syntes det var virkelig sejt at rende rundt på de stejle bjergstier, hvor vi, som de absolut eneste, ikke var iført vandrestøvler og de der stave, der blev så moderne blandt pensionisterne i Danmark for nogle år tilbage. Jens derimod, syntes det var totalt røvtur i forhold til hotellets svedige legeplads, som han konstant mindede os om, at han savnede.

Hotellet, som er ret småt og virkelig 80-er agtigt indrettet, er super chill og medarbejderne er simpelthen så megasøde og så laver kokkene her ovenikøbet temmeligt god mad, som trækker ret godt op, sammen med både swimmingpoolen, spaområdet, de to legerum og det faktum, at vi ikke bare har ét hotelværelse, men en stor lejlighed med udgang til vores egen private tagterrasse.

Lige udenfor hotellet ligger en lille udlejningsbiks for el-cykler og selvom vi egentlig kun var lidt lunkne på idéen om at skulle bevæge os ud på jernhesten midt i vores familietur, så var det måske det bedste vi nogensinde har gjort. Sådan på ferieskalaen. Hold. Nu. Kæft. Hvor var det hyggeligt! Altså, helt vildt!

Vi havde fået receptionisterne til at tegne os en rute på omtrent 25 kilometer, som viste sig at være intet mindre end fantastisk. Det var – med fare for at lyde virkelig langhåret – nærmest som om man gik i et med naturen, med køer som gik frit henover cykelstien og floden fra vandfaldet i bjergene brusende ved siden af os, omgivet af store sneklædte bjerge, imens vi cyklede rundt  i vores sommertøj og fandt på nye versioner af Povl Kjøllers gamle hits. Hr. og fru Hakkebøf slog til for fuld skrue og da Thomas undervejs foreslog om ikke vi skulle bruge en uge til sommer på at tage på cykelferie, var jeg sørensusme ikke langt fra at sige jotak. Eventuelt med base her på Hotel Mühlpointhof og et godt telt bagpå cyklen, så vi kunne tage på lidt længere ture, næste gang.

Undervejs på vores cykeltur kom vi hen til nogle saltgrotter, som jeg mægtigt gerne ville have besteget, men fordi det faldt sammen med Peters middagslur og et par heftige regnbyer, slog vi tanken hen og nød i stedet, at vi havde haft en skøn cykeltur allesammen.

Der er så mega meget at sige og jeg kommer formentlig til at skrive (endnu) mere om turen, når jeg er tilbage i Danmark, men for nu vil jeg bare lige slå et slag for, at I der hverken brænder for charter eller storbyferie i denne omgang, tager Salzburgerland med i jeres sommerferieovervejelser – her er mega nice!

P6073342

En del spurgte forleden, da jeg postede ovenstående billede på min instagram, hvor min kjole var fra – den er fra ASOS og kan købes lige HER (affiliate link)

Skriv din kommentar

Kommentarer (16)

  1. Nøj hvor kom jeg lige til at savne Østrig dér!
    Som barn holdt vi altid ferie i Italien og Østrig, hvilket var en fantastisk kombination. Men vandreturene og oplevelserne i Østrig er virkelig gode minder, og jeg vil SÅ gerne tilbage dertil. Den største udfordring er vidst bare at komme med fly til Tirol, som altså er mit favoritsted.
    Så i år bliver det costa del Sol, hvilket helt sikkert også bliver skønt!

    1. Det kan i hvert fald godt anbefales, selvom jeg også er overbevist om at Costa del Sol bliver skønt 🙂

  2. Det er det mest fantastiske sted i har valgt😊 Jeg har selv boet 3 vintersæsoner i Lofer og kan kun anbefale at prøve det😍

    1. Hvor lækkert! Jeg gad virkelig også godt at prøve at være her i vinterperioden engang 🙂

  3. Har lige sendt link til min mand. Det lyder skønt og pludselig overvejer jeg om vi skal til Østrig og holde sommerferie. Planen var ellers at blive i Danmark. Vi har 2 drenge på præcis samme alder som dine og de ser ud til at hygge sig.
    Hvordan er prislejet?

    1. Jeg tror man skal regne med omtrent 5000 kroner på flybilletter og – hvis man overnatter her hvor vi er – cirka det samme, eller lidt mere, for en uge på hotel. For alle 4 🙂

  4. Jeg storsmiler af din læsning😆Har selv arbejdet i Østrig flere vintersæsoner OG været på utallige afterskiture af den helt vilde model.. Men et år på vej til familiens sommerferie gjorde vi stop i Saalbach (ca 20 km fra Lofer) Det var det mest fantastiske sted OGSÅ om sommeren. Pisterne var forvandlet til det rene børneparadis, med skattejagt, legeplads, svævebane og Tarzan lignende udfordringer. Virkelig sjovt for hele familien. Hytterne i pisterne sprudlede af stemning med tyrole påklædt servering og Hansi musik i højtalerne. Også er grønne bjerge, rindende vandfald og blomsterfyldte altankasser bare så smukt.. Luften er ren og det østrigske folk er så venlige… Østrig er virkelig også et besøg værd om sommeren.

  5. Det lyder da helt sikkert til at være værd at overveje! Dine snaps gav mig i hvert fald lyst til at pakke taskerne og begive mig afsted med det vuns😄 Vi var med min svigerfamilie i Chamonix for nogle år siden – et område, jeg også kun kender som skisportssted – men hold nu op, hvor kunne man gå, cykle eller køre nogle dejlige og flotte ture! Siden er vi blevet småbørnsfamilie, og jeg tænker, at det er meget rart med rejser til steder, hvor der ikke er alt for varmt. Tak for inspiration👍

  6. Jeg er vild med Østrig. Jeg har siden jeg var barn holdt både sommer og vinterferie i Østrig, og nu hvor jeg selv har fået børn gør vi det samme. Østrig er perfekt for børn, masser af bjerge at boltre sig i, legepladser, og meget mere. Det er ikke for varmt, men man skal kunne forvente en lille sne byge om sommeren men helt ærligt så er ungerne vild med sne også om sommeren.
    Jeg glæder mig allerede til vores tur går til Østrig i uge 29.

  7. Det så SÅ lækkert ud på snap – nu var du inviteret derned men ved du noget om hvad det koster at flyve derned, og hvordan er prislejet i Østrig?

    1. Vores flybilletter kostede (for os alle) lidt over 5000.- hotellet vi boede på, kan man vist også få for omtrent det samme for em uge 🙂 Mad og drikke er lidt billigere end i DK, men ikke meget.