Vi er nødt til at skifte taktik

image

Henover kassebåndet fik jeg i går øje på bladet, som jeg i sidste uge var blevet gjort opmærksom på ville udkomme lige omkring nu. Alt for Damerne – eller Alt for Dullerne, som jeg ynder at kalde det – som i denne uge, udover en masse andet kræs, indeholder en rejsereportage skrevet af undertegnede, om min tur i Sierra Leone med PlanDanmark.

Kæft, hvor er jeg stolt, man!

Mig, lillebitte mig, født og opvokset i Sønderjylland, med halm i træskoene og hovedet fuld af visioner, fylder seks sider i ét af Danmarks største kvindemagasiner.

Der er sket så vanvittigt mange ting i mit liv i løbet af det seneste års tid. Jeg føler mig heldig og priviligeret. Især, da jeg i går satte mig med en kop kaffe i solen og genlæste artiklen, følte jeg mig ekstra heldig. Heldig over at være født i denne del af verden, hvor det er en selvfølge at kvinder har en stemme og en ret til at bestemme over vores egen krop.

Så kan det godt være at jeg af og til stiller mere eller mindre velformulerede spørgsmålstegn ved nogle af de valg vi træffer, som kvinder her i landet, men når det kommer til stykket, så er jeg overmåde lykkelig for at vi hver især er herre (eller altså, kvinde!) over vores eget liv. Vi træffer både til- og fravalg livet igennem og selv de valg, der går mod samfundets normer, er tilladte.

Vi vælger selv hvornår vi vil have børn, ligesom vi har retten til at vælge dem fra, hvis det er dét vi vil. Vi vælger selv hvad vi vil studere, ligesom vi har retten til at fravælge dét, hvis vi vil. Vi vælger selv vores partnere, ligesom det er helt okay, hvis vi vælger at være alene igennem hele vores voksne liv.

Privilegier, der desværre ikke er gældende alle steder i verden.

I Sierra Leone for eksempel, bliver piger helt ned til 12-års alderen gift bort fra deres familier, til mænd, som ofte både voldtager og tæsker dem. Pigerne og kvinderne i Sierra Leone er ikke noget uden mændene. De kan ikke leve et liv uden at finde sig en mand, fordi de i så fals vil blive anset som værende hekse og vil blive jaget vildt, som var de rovdyr på vej mod en børnehave.

Kvinderne i Sierra Leone har ikke ret til selv at vælge stort andet end hvilket tøj de ifører sig om morgenen. De kan ofte ikke selv vælge deres partner; de kan ikke vælge hvornår de vil have børn og de kan slet ikke vælge om de vil have en uddannelse.

Samtidig véd man, at kvinder rent faktisk er bedre til at skabe vækst i de små u-lands-samfund end mændene. Hvis man giver en pose penge til en kvinde og til en mand, vil kvinden få pengene til at vokse langt mere, end manden. Måske fordi hun kærer sig om andre og om fremtiden, måske af andre årsager. Faktum er dog at kvinden er i stand til at bære et kæmpestort ansvar, som hun lige nu ikke får lov til at tilgå.

I mit hoved giver det absolut ingen mening, at 50% af en befolkning skal skæres fra som værende andenrangsmennesker, alene baseret på køn. Det nytter ikke og jeg er overbevist om, at vi – for nogensinde at kunne hjælpe u-landene i den rigtige retning – er nødt til at hjælpe kvinderne til lidt oprejsning.

Siden afkoloniseringen af store dele af Afrika i 1960’erne har vi i den vestlige verden kæmpet for at hjælpe det store Afrikanske kontinent til at få opbygget bæredygtige samfund, stort set uden held. Det nytter ikke at bygge skoler og sygehuse, hvis ikke der er kompetente lærere og læger. Det nytter ikke bare at kaste om sig med penge, som konsekvent bliver forvaltet uhensigtsmæssigt.

Derfor stemmer jeg for, at vi snart ændrer taktik og begynder at gøre en indsats, som rent faktisk virker. Vi skal yde hjælp til selvhjælp. Vi skal uddanne, både fagligt og i menneskeret. Vi skal satse på alle – også på kvinderne.

Vi skal hjælpe kvinderne til at forstå deres ret til egen krop, egen stemme og eget liv.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Jeg er ikke uenig i din tanke om at vi skal hjælpe kvinderne til at blive ligeværdige partnere ej heller st der skal være gode lærerene, ordentlige skolelokaler osv.

    men en del undersøgelser viser at det faktisk ikke er nødhjælpen som gør den store forskel. Problemet er dwn gæld landende har til I – landende og at store udenlandske selskaber ofte sidder på naturressursene dom er det der i mange tilfælde kunne ændre økonomien . Men så længe der er tilfældet, så er den eneste løsning jo desværre at enkeltpersoner of firmaer bidrager i det “små”. Så det er ikke fordi jeg siger den enkelte ikke har er ansvar. Ville ønske jeg vidste hvordan jeg kunne være med ril at påvirke ardet også ville ske.

    PS. Fedt med artiklen. Og det er bestemt ikke dig dette er rettet mod. Men hvis vi er flere som råber højt om det samme, så kan dw måske ske?

    1. Jeg tror vi er HELT enige 🙂 Jeg skriver netop at den ulandsbistand (og nødhjælp) vi har ydet igennem de sidste 60 år ikke har hjulpet (nok). Vi er nødt til at skifte taktik og et godt sted at starte er, at hjælpe til, at ikke kun 50% af befolkningen holdes ansvarlige, men at give plads til kvinderne, så de kan uddanne sig, få jobs og være med til at gøre en forskel i lokalsamfundene, som i dén grad trænger! Jeg har set de små samfund ved selvsyn sammen med PlanDanmark – som i øvrigt gør en kæmpestor og virkelig god indsats for at hjælpe de unge i samfundene til at kunne etablere sig selv og skabe udvikling frem for stagnering.
      Jeg er totalt fortaler for det udviklingsarbejde Plan udfører, fordi det netop handler om at “hjælpe i det små” og at uddannebefolkningen i basale færdigheder indenfor opsparing, forsikring og iværksætteri – både for kvinder og mænd.