Min første (forfærdelige) tur i fitness

image

Med bare fem dages forsinkelse, kom jeg i går endelig afsted til fitness. Eller altså, til et yogahold i det nærmeste beliggende fitnesscenter, som jeg forøvrigt frekventerede temmeligt ofte, da jeg som 20-årig boede i præcis samme område af København som nu.

Siden dengang er der dog tilsyneladende sket én af følgende to ting. 1. Jeg har ændret mig. 2. Det lokale træningscenter har ændret sig.

Selvfølgelig hælder jeg mest til det sidste, selvom jeg inderst inde nok godt ved, at det er det første. Jeg er åbenbart blevet en gnaven (ret) voksen dame.

I hvert fald skete der det, da jeg langt om længe havde fået råbt til pigen bag skranken, at det altså ikke var sådan for lutter lagkage at jeg stod der ude foran indgangspartiet – hvor jeg den ene gang efter den anden blev overhalet af fitnesstyper, som tilsyneladende var hjemmevant i centret eller som i hvert fald havde et medlemskort til at lukke dem ind – at jeg kom ind i det mest ildelugtende rum jeg længe har været i. Og jeg må her altså lige indskyde at jeg – temmeligt ofte endda – befinder mig et rum, som indkluderer en lorteble.

Føj. For. Den. Lede.

Langt om længe fik jeg mit medlemskort, hvorefter pigen, der nu var blevet skiftet ud med en dreng, kiggede på mig og forsøgte – med øjnene – at sige noget ala: “Så, nu må du godt skride, gamle sure dame. Jeg skal kigge lidt på mine triceps i spejlet bag dig”

Ingen “velkommen til” eller “omklædningsrummet er dernede” eller noget-som-over-hele-hovedet-helst!

Kæft, en dårlig service, man. Ja undskyld, men mit (mere) voksne jeg forventer tilsyneladende en lille smule imødekommenhed, når jeg sådan indtræder på helt fremmed grund.

Nuvel, jeg fik alligevel overtalt den unge mand til at pege rundt i centret, så jeg kunne få en fornemmelse af hvad der befandt sig hvor, inden jeg femtusinde procent malplaceret gik ned mod omklædningsrummet, hvor jeg vitterligt overvejede, om der mon ville være nogen der ville opdage det, hvis jeg bare gik ud igen og gjorde som om jeg allerede havde været inde og tæske lidt på noget jern. Altså, som om jeg nogensinde ville gøre det, men I ved hvad jeg mener, ik’?

Velvidende at Thomas var derhjemme og at han derfor lynhurtigt ville kunne afsløre mig i ikke at have trænet, hoppede jeg i træningstøjet og gik ud i centret, lidt mindre akavet, imens jeg holdt vejret indtil jeg entrerede holdsalen, hvor jeg brugte en times tid på udmærket yoga i en gudskelov helt stille sal, inden jeg tog hjem og spiste mig ned i en falafeldurum med masser af cremefraichedressing.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg på ingen måder er positivt overvældet, men gudskelov har jeg allerede et morgenhold her klokken 9, hvor jeg håber at mit indtryk vil komme til at ændre sig en smule. Det skal det.

Hvis ikke, så forstår jeg virkelig godt, hvorfor mange har så skide svært ved at finde motivationen til at komme i fitnesscenter – det var jo ganske enkelt et horribelt sted at indfinde sig, for sådan én, der ikke er på hjemmebane, som mig.

Skriv din kommentar

Kommentarer (14)

  1. Åh jeg hører og forstår dig! Hvis ikke du kun tog dagsholdene kunne vi være gnavne sammen. Tror det ville gøre det en tand mere udholdeligt 🙂

  2. Har du overvejet om det er det rigtige center du er i? Ved ikke om det er en af de store kæder nu, men der er altså rigtig mange små fitnesscentre, som gør virkelig meget ud af god stemning og god service, og at de fysiske rammer er i orden – bl.a. netop fordi det er måden at adskille sig fra de store centerkæder på. Hvis det er yoga du er der for, og det bliver ved at være træls, så er der måske også specifikke yogastudier i nærheden af dig – deres service plejer sgu også at være i top. Bare sådan du ved, hvis det fortsætter med at være nogle træls typer dernede bag skranken. 🙂

    1. Du kan tro jeg har overvejet det 🙂 Nu giver jeg dem lige en ærlig chance, meeeen risikoen for at jeg rykker videre er absolut til at få øje på 🙂

  3. Jeg vil også lige hoppe på den med at forskellige centre, har forskellig atmosfære..
    Og lidt som at shoppe tøj, så er det også vigtigt at shoppe fitness center, for det bør være et sted hvor du kan se dig selv komme, og hvor du føler dig velkommen, ellers kan det meget hurtigt gå ud over motivationen.. Og så går det først galt :/
    Håber det lykkedes dig at hænge i, eller finde noget der passer til dig!

    Kram til dig og dine!

    1. Rasmus, du har sgu da ret! Fitnesshopping – det er lige før det alene, kan få mig til at blive fan!

  4. Skynd dig til finde et andet center. Der er intet så demotiverende end dårlig stemning, eller man ikke føler sig velkommen. Så næsten hellere gå på kompromis med de tilbud de udbyder. Held og lykke 🙂

    1. Ha ha, du har totalt ret, men nu prøver jeg lige at give dem en ærlig chance – alle kan jo have en dårlig dag 🙂

  5. Mit bedste råd:
    Drop fitnesscenteret – kig i stedet forbi Anna Bogdanovas hjemmeside.
    Jeg er solgt!

      1. Jeg er altså ikke betalt for at skrive det her, – men prøv at tjekke http://annabogdanova.dk/uimodstaaelig/
        Der er både hold og forløb, hvor du bliver “holdt i hånden”.
        Og så tager det bare ikke ret meget af ens tid, men er enormt effektivt. Win-win.
        Nåmen, det var bare det…
        Hej hej!

  6. Det er præcis derfor, jeg netop har meldt mig ud. Jeg gider det ikke.

    Nu går jagten på et center, hvor der ikke er særlig mange mennesker 😉

  7. Vil bare lige slå et slag for Michelle Kristensens univers. Hun tilbyder også privat træning og hendes kostsammensætning er genial til at få de graviditetslignende maver til at forsvinde.
    Jeg kender det med se gravid ud alt for godt, men er endelig ved at få bugt med den strittende mave en gang for alle