Lesbos, here I come…

IMG_0174

Da jeg sad i flyet i luften et sted over Danmark imellem Sønderborg og København, gik det pludselig op for mig, at jeg ikke skal se mine børn de næste 4 døgn. I stedet skal de være hos min mor i Sønderjylland, hvor Thomas, så snart han returnerer fra LA, tager ned og og er sammen med dem.

De skal på ferie for allerførste gang og selvom jeg godt ved, at de overordnet kommer til at få det pissefedt, så skal jeg altså ingenlunde se mig for fin til også at være en lille smule bekymret for hvordan det kommer til at gå i de øjeblikke, der selvfølgelig vil opstå, hvor de ikke har det pissefedt. Når de falder og slår sig, eller værre, når de savner deres mor. De er vant til at jeg (næsten) altid er der og vi er ofte sammen, både dag og nat, så selvfølgelig bliver det en udfordring for dem, såvel som for mig, at vi skal undvære hinanden – især nu hvor de samtidig også skal undvære Thomas et par dage endnu.

Mest af alt glæder jeg mig dog til de næste par dage. På børnenes vegne, fordi de får mulighed for at knytte et endnu stærkere bånd til deres mormor og for mig, fordi jeg skal ud af min sædvanlige gænge og i stedet besøge ét af de steder i verden jeg lige nu brænder allermest for at opleve.

Jeg er blevet inviteret til Lesbos; der hvor de syriske flygtninge er strømmet til i hobetal. Der hvor de forfærdelige billeder af omkomne børn, der lå i vandkanten florerede på facebook sidste år. Dér hvor flygtningekrisen for alvor har kradset og vist sig fra sin allermest voldsomme side.

Uden at vide mere end alle andre om det, så forestiller jeg mig, at det må være forfærdeligt for et samfund, både at skulle varetage et så massivt antal flygtninge, som er kommet til øen i alverdens forfatninger, imens samfundets egen primære industri, som for Lesbos’ vedkommende er turisme, naturligt lukker ned synkront med tilstrømningen af mennesker i nød.

Man har på Lesbos selvfølgelig været nødsaget til at hjælpe de mange mennesker der er kommet til øen med at komme videre og væk fra dét de er flygtet fra og jeg kan kun gisne om, hvor mange ressourcer det må have krævet af Lesbos og af Grækenland.

Det må have været ufatteligt hårdt pludseligt at skulle varetage så mange menneskers liv, som for manges vedkommende, er faldet fra hinanden i kraft af krigen i Syrien. Fuck man.

Flygtningestrømmen er efterhånden ophørt – i hvert fald når det kommer til den strøm der har ramt Lesbos. De flygtede mennesker er blevet spredt ud over hele Europa via den dør der for de flestes vedkommende lå langs kysten på Lesbos.

Jeg glæder mig til at komme derned og se hvordan der ser ud og opleve med egne øjne, hvor lidt eller hvor meget øen er blevet hærget. Samtidig – eller måske allermest – glæder jeg mig til at tale med de mennesker som bor der og høre deres syn på sagen. Hvordan var det da flygtningestrømmen var på sit højeste og hvordan er det i dag? Hvordan kan et samfund overhovedet komme op at stå ovenpå en krise som den de var udsat for sidste år? Og måske allervigtigst, hvad kan jeg, som helt almindelig dansker, gøre? Hvad ønsker de af mig – hvis overhovedet noget? Ikke fordi jeg er ude på – lige nu i hvert fald – at blive nødhjælpsarbejder, men fordi jeg tænker, at jeg alligevel kan være med til at gøre en lillebitte forskel.

Jeg synes det er smadderspændende og jeg håber inderligt, at jeg kan blive klogere på, hvordan vi kan hjælpe hinanden, menneske til menneske, i hver vores liv og hverdag. For jeg tror på, at der er en måde.

Med dét i tankerne, er jeg helt og aldeles tryg ved, at mine børn skal undvære mig i et par dage og at de i stedet skal forkæles af min mor, som jeg véd vil gøre alt i verden, for at de skal have det godt. Vi har det godt og jeg håber, at jeg kan få et indblik i, hvordan vi – eller jeg – kan være med til at gøre det bedre igen, for nogle jeg forestiller mig må have det ret svært.

Lesbos, here I come!

Skriv din kommentar

Kommentarer (10)

  1. Jeg har læst om Lesbosturen fra et par andre bloggere, og hvor glæder det mig at du tager denne vinkel op. Min første tanke var nemlig, shit hvad sker der ikke lige for et samfund når deres vigtigste indtægtskilde pludselig mangler – aka turisme. Jeg håber I får en rigtig god tur, og at danskerne ikke er blevet bange for at tage til disse steder, som jo egentlig mest bare har brug for at vi tager derned og bruger nogle penge.

    1. Tak <3 Jeg er i hvert fald spændt på at opleve det og på at høre hvad de lokale har at sige 🙂

  2. Jeg kommenterede også inde ved Sneglcille, og jeg er egentlig lidt trist over, hvis flygtningedebatten nu skal til at handle om, om vi kan tåle at se på flygtninge, når vi solbader. For mig har flygtningekrise og ferie intet med hinanden at gøre.
    Jeg har intet imod, at I tager afsted, jeg ville bare ønske, at folk fik øjnene op for, at flygtningene her i landet altså ikke er anderledes end dem på stranden i Lesbos. Så hvis vi ikke kan holde ud at tænke på dem, når vi soler os, hvorfor har vi så ingen dårlig samvittighed, når vi møder dem på gaden eller i Netto herhjemme? Jeg er underviser af flygtninge og langt de fleste af dem fra Syrien er gået i land i netop Grækenland eller Italien. Og ham du møder i Netto har med al sandsynlighed stadig sin kone og børn siddende i Syrien, Tyrkiet eller Grækenland (og vil have det 3 år endnu, for sådan er reglerne for familiesammenføring nu).
    Jeg bliver altså også lige nødt til at komme med en lille rettelse: flygtningestrømmen er på ingen måde stoppet, flygtningene er heller ikke holdt op med at drage mod Lesbos, men EU har lavet en aftale med Tyrkiet, der gør, at de bliver sendt til Tyrkiet, når de prøver at komme ind i EU. Smart hvordan man kan betale sig fra sine problemer.
    Det blev langt, sorry, men jeg synes debatten mangler nogle perspektiver.

    1. Hej Merete,
      Tak for dit meget fine indspark.
      Jeg er fuldstændigt enig med dig i – som jeg også har skrevet i mit blogindlæg her til morgen – at vi ikke skal underkende, at flygtningene findes overalt og at den dårlige samvittighed ikke bør “begrænses” til kun at være, når vi opholder os steder som er – eller har været – brandpunkter.
      Jeg tager ikke til Lesbos for at sætte primært fokus på flygtninge, men fordi jeg tror at Lesbos, grundet den massive strøm af flygtninge sammenholdt med nedgangen i turismen, må være hårdt, hårdt presset. Jeg vil gerne se om jeg som helt almindelig dansker kan være med til at gøre en forskel for de mennesker der til dagligt bor på Lesbos og jeg glæder mig til at høre hvad de har brug for, for bedst muligt at kunne hjælpe de mennesker i nød er kommer til dem of ro at deres samfund igen kan komme på fode.
      Om det så er at sende bleer, briller, skolebøger, lærere, penge eller turister i deres retning er mig sådan set underordnet, men jeg er overbevist om at de lokale kan fortælle mig hvad der er behov for fra min side. Og dét er mit fokus.

  3. Flygtningestrømmen er ophøret som du skriver, ja.. Men ikke fordi der ikke længere grund til at flygte 🙂

    Grundet den vanvittige aftale EU har indgået med Tyrkiet, som blandt andet tillader EU at sende flygtninge der ankommer til Grækenland tilbage til Tyrkiet (som konsekvent bryder menneskerettigheder, og selv producerer flygtninge) uden nogen form for screening, er strømmen blot blevet rykket til Italien.

    Men det lyder da super spændende! Jeg glæder mig til at følge jeres tur 🙂

    1. Jeg er helt enig i, at det ikke er optimalt den måde flygtningene bliver håndteret – både ude i verden og herhjemme i Danmark. Dog har dén debat ikke rigtigt noget med Lesbos som feriedestination at gøre 🙂

  4. http://m.b.dk/kommentarer/medinas-flygtninge-bling?redirected=true

    Synes det her er en meget spændende vinkel på det. Jeg har selv engang været frivillig, men jeg må indrømme, at jeg den dag i dag, tænker at det i virkeligheden er lidt en forkert måde at gribe tingene an på. Det skurer bare lidt i mine ører, når du skriver hvor meget du glæder dig og at du brænder for at opleve det. Kan godt være det bare er mig, men den artikel ramte noget i mig.

    1. Ha ha!! Dét var sgu alligevel under lavmålet, at tro på alt bt skriver i en i øvrigt fuldstændigt ligegyldig artikel, som en journalist, der tilsyneladende har set sig sur på medina, har skrevet. Medina er sgu da en skide god ambassadør for u-landsarbejde! Tænk, hvor mange unge mennesker der ser op til hende og måske, fordi de har set hende gå foran, kan blive inspirerede til at gøre det samme.
      Når det så er sagt, så mener jeg ingenlunde at man kan sammenligne min tur til Lesbos med ulandsarbejde; som jeg skriver, har jeg ikke været afsted for at hjælpe flygtninge, men for at se Lesbos og opleve hvad flygtningekrisen har gjort ved lokalsamfundet, som i dén grad er mærket af det.

  5. Hmm… Synes det er et virkelig sært set-up med den rejse. Har virkelig svært ved at forstå, I hvilken funktion du og andre “livsstilsbloggere skal til lesbos. Men håber da, I får en god tur!
    Men jeg må sige at jeg synes, det virker helt forkvaklet at både dit og Sneglcilles indlæg om at I skal afsted beskriver, hvor frygteligt det er for jer, at skulle efterlade jeres respektive børn i fuldstændig kendte, trygge, kærlige omgivelser i 4(!!) dage, mens I drager til et sted, hvor tusinder og tusinder af mennesker har lidt de ulykkeligste skæbner, har måtte forlade deres børn og familie i utrygge omgivelser på ubestemt tid, til et lokalsamfund, der er i krise, et land der er ved at falde økonomisk fra hinanden – og I tænker på, I selvvalgt skal være væk i 4 dage. Det kan jeg ikke undgå at opfatte en smule hyklerisk… Jeg kan sådan set sagtens forstå savnet – det ville jeg også selv have til min egne børn – synes bare det i sammenhængen er så uendelig uinteressant.
    Håber, der bliver en spændende tur – bliver interessant at se, hvad I hver især for ud af den😊

    1. … Og sådan skal du heldigvis være velkommen til at have det 🙂 Jeg kan som menneske ikke formå at lægge mine følelser for og mit savn til mine børn til side uanset hvad, så for mig giver det altid mening at skrive her på mit lille personlige hjørne af internettet 🙂