Kærkomment kram og en lillebitte krise

image

Bedst som Jens blev ked af det over at jeg slukkede for tv’et i formiddags, kom Peter gående ind i stuen, kiggede op på mig og konstaterede “Jens græder” inden han gik hen og omfavnede sin storebror. Der blev han stående, midt i et kærkomment kram, lige indtil kærligheden var trængt ind hos Jens, som overgav sig til de gode følelser og begyndte at kysse løs på Peter.

Arghmen, jeg kunne slet ikke være i mig selv af bare lykke og jeg er sikker på, at alle jer der har mere end ét barn, kan nikke fuldstændigt genkendende til den følelse, som jeg nu krampagtigt forsøger at fastholde i kroppen, fordi jeg om bare to dage kører mine drenge ned til deres mormor i Sønderjylland, hvor de skal på ferie for allerførste gang. Især Jens glæder sig og jeg er sikker på, at de kommer til at få en fest, med masser af opmærksomhed og endnu mere forkælelse.

Jeg husker selv tydeligt hvor fedt det var, når jeg som barn måtte sove ude hos min mormor flere dage i træk. Vi havde et helt særligt bånd og lige præcis dét, håber jeg også at mine drenge kan få med min mor.

… Også selvom jeg lige nu har temmeligt meget krise over at skulle undvære mine to små kærlighedsbomber så længe, men mon ikke en gin/tonic og en masse spændende ting på programmet kan hjælpe lidt på det? Jeg håber det – og så håber jeg at I allesammen får en virkelig dejlig aften, uanset hvor få eller hvor mange kærlighedsbomber I fylder jeres liv med. Husk – uanset hvad – at der altid er nogen der elsker jer.

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Åh den følelse oplevede jeg lige igår. Vores store på på snart 8 kom til at tisse i bukserne, hvilket ikke er sket siden hun var 3 eller 4 år. Tisse skulle hun og vi var på legepladsen men hun ville hjem på toilet. Får nøglerne og kæber alt hvad hun kan. Da vi kommer 5 min efter står hun bag ved skraldespanden og græder. Hun skulle skynde sig så meget at hun ikke kunne få døren låst op 😔 Straks kigger lillebror på snart 5 på hende og siger” det er synd for dig, jeg siger ikke boget til nogen” det reddede lige det hele for både hende og mig!

  2. Nyd at du har bedsteforældre til dine børn. Når man (som jeg) ikke har sine forældre mere, har man konstant lyst til at fortælle folk, hvor heldige de er…
    Bedsteforældre er en gave, man skal værdsætte højt. Fedt for dig og dine børn 👍🏼

    1. Jeg forstår dig godt; Thomas har mistet begge sine forældre, men har heldigvis fået nogle gode substitutter.
      Der er selvfølgelig altid nuancer og jeg tror desværre – eller heldigvis – ikke at man kan stille det helt sort/hvidt op 🙂

  3. Jeg er mormor det er bare det bedste, jeg har mit barnebarn Molly fast hver torsdag efter skoletid og køre hende i skole fredag morgen. Hvis der er en forhindring så må vi finde en anden overnatning for Molly skal ikke snydes. Molly har udnævnt mig til verdens bedste mormor og det er jeg meget stolt af.😊

    1. Åh hvor dejligt! Det lyder som om I har et rigtigt godt og tæt bånd til hinanden. Hatten af for at du er så god til at prioritere dit barnebarn! <3