Forhåndsindtrykket har sat sig – klar til afrejse

image

Efter fem timers fuldstændigt uafbrudt søvn og midt i en ellers meget livagtig drøm, ringede alarmklokken og varslede at jeg skulle se at få fjerene ud, pakke min kuffert og komme afsted. I know, enhver anden ville have pakket kufferten seneste i går aftes, men af én eller anden årsag, kunne jeg ikke rigtigt tage mig sammen.

Alt (det jeg huskede) blev pakket og jeg kom afsted mod lufthavnen, hvor jeg nu er mødtes med et par gutter fra Spies, nogle vældigt flinke journalister og Sneglcille, som skal med på turen og jeg sidder lige nu sammen med hele flokken med en kaffe i hånden og noget frugt der mest af alt minder om noget der har været i køleskabet et par dage for længe og synes faktisk at det er helt okay.

Jeg tror jeg havde svært ved at sove i aftes, fordi jeg er spændt på hvad der møder mig, men nu hvor jeg mærker efter, så glæder jeg mig mere end jeg er bekymret. Især efter min tur ud til lufthavnen, hvor jeg faldt i snak med en 28-årig mand, som var flygtet fra Somalien for 20 år siden, efter han havde oplevet, da han en dag var ude at lege, at hans hjem blev bombet fra luften.

Hans fortællinger gjorde så dybt indtryk på mig og jeg har i dag, mere end nogensinde, lyst til at være med til at gøre en forskel. Fortællingen om hvordan han som barn så mennesker blive skudt på tæt hold og om hvor taknemmelig han var, for efter flere års flugt at være endt i Danmark, hvor han sidenhen har stiftet familie og ladet sig interere. Forskellen jeg kan gøre, er godtnok i det små, og i denne omgang ikke for flygtningene, som i øvrigt både findes her og der, men måske en forskel for et samfund, som jeg forestiller mig står tæt på forfald.

Mennesker er jo for fa’en de samme verden over og jeg synes at vi skylder hinanden at gøre det godt. Både for os selv og for dem vi ikke kender.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)