FødselsFredag – min egen fødselsfredag

Jeg havde ikke skænket det en tanke før i aftes, at jeg det i dag er fem år siden jeg fredag d. 27.maj 2011 fik mit første barn og dermed min første fødselsoplevelse. Derfor bringer jeg i dag beretningen om min helt egen fødselsfredag. Beretningen er skrevet et par uger efter fødslen og er altså en halvgammel affære, men ikke desto mindre er den stadig et meget godt spejl af hvordan jeg har det med min første – og fantastiske – fødselsoplevelse. Den har været bragt på bloggen en gang tidligere, men for de af jer der eventuelt allerede måtte have læst den, håber jeg at I enten vil genlæse eller springe den over med et smil.

førstefødse

Min mand og jeg har igennem hele graviditeten håbet på, at det ville være muligt at fødslen skulle forgå hjemme – og heldigvis, blev det sådan.

Jeg har, fraset massive bækkenproblemer, haft en fantastisk og helt ukompliceret graviditet. Da jeg trådte ind i uge 39 begyndte jeg at få kraftigere plukkeveer; så meget at jeg et par aftener fra 39+2 tænkte ”hmm.. gad vide om det her udvikler sig til veer…” Men nej, flere gange vågnede jeg lidt småskuffet om morgenen ”Nå, så tager vi en dag mere”.

I 39+5 skulle vi til jordemoder, hvor vi fik at vide at alt var “peachy perfect” og at den lille derinde vejede ca. 3500 gram. Derudover aftalte vi med jordemoderen, at hun ugen efter skulle komme hjem til os, for at lave almindelig jordemoderundersøgelse og desuden tjekke ud med parkering osv. (vi boede trods alt midt inde i København, hvor p-pladser af og til kan være helt umulige at finde!). Det var super dejligt at lave den aftale, da jeg så tænkte det som en ny ”deadline” for at vi skulle noget i graviditeten og jeg tænkte derfor, at det måske ikke ville gøre så meget at gå over tid så.

Om eftermiddagen fik jeg – igen igen – kraftige plukkeveer, så jeg tog mig en lille lur. Man har vel lov, når man er højgravid, ik’? 🙂

Efter aftensmaden var der stadig mange plukkeveer og jeg fik lokket Thomas med ud på en lille gåtur. Vi manglede æg til den kage jeg havde planlagt jeg ville bage når veerne gik i gang.

Så lagde os ind i sengen og tændte for fjernsynet – kl.22.30 startede ”Deadline” på DR2 – og ja, det må man sige det var. Deadline. Da programmet startede, blev plukkeveerne så kraftige at jeg ikke kunne koncentrere mig om TV’et og de kom pludselig med 3-5 minutters interval. Jamen dog, så skulle det måske starte alligevel? I hvert fald fik jeg SMS’et til min jordemoder, at der var noget i gære og at vi ville kontakte hende hvis eller når det tog til og så gik Thomas ellers i gang med at gøre lejligheden fødselsklar: Sorte affaldssække for vinduerne, plastik under lagenet i sengen, en madras ind på gulvet i stuen og han fik pustet fødekarret op.

Alt imens jeg forsøgte at spise lidt mad. Veerne tog hurtigt til og maden blev ikke til spor. Og jeg skulle da overhovedet ikke bage nogen kage!

I graviditeten havde min mand og jeg aftalt, at vi skulle drikke en øl eller to, når veerne gik i gang. Når man sådan ikke har rørt alkohol i 9 måneder, var jeg overbevist om at jeg ville blive lidt småfuld og kunne sove i nogle timer, inden den aktive fødsel.

Alt for mange gange har jeg mødt førstegangsfødende, som er fuldstændigt udmattede, inden fødslen overhovedet er i den aktive fase, fordi de ikke har kunnet/villet sove i starten af forløbet. Men bvadr (!), siger jeg bare! Da min mand tog en øl ud af køleskabet og stillede den på bordet foran mig, var sagen klar – jeg skulle IKKE have noget alkohol. I stedet kastede jeg op. Puha, og der var kun gået 1 time fra veerne for alvor var sat ind. ”Manner” tænkte jeg. Det gjorde virkelig ondt nu. Derfor besluttede jeg at undersøge mig selv indvendigt (det er jo fordelen når man selv er jordemoder og har sådan nogle seriøst lange fingre). Ingen livmoderhals, knap 1 cm åben. Hmm, ikke meget, men det var helt ok, da veerne jo kun lige var begyndt.

Jeg gik rundt i lejligheden og fik bare mere og mere ondt. En time senere kom veerne med 3-4 min interval og var gode lange, så jeg undersøgte mig igen. 2-3 cm åben. Yes!

Den jordemoder jeg havde aftalt med skulle komme, boede i Sverige, så vi besluttede at ringe efter hende allerede nu. Samtidig blev vi enige om at det nok var nu, jeg skulle tage lavement. For helvede (pardon my french) hvor var det frygteligt! Jeg kunne OVERHOVEDET ikke holde på det og løb ud på toilettet i det samme der kom en ve. Hermed min dybtfølte undskyldning til alle dem jeg igennem tiden har sagt ”bare du holder det i mindst 5 minutter, så er det fint” No (fucking) way om jeg kunne have holdt på noget i 5 minutter! Nåmen, mit lavement nåede måske ikke at virke, men so be it. Ikke mere pruttevand til mig, tak!

I stedet fik jeg slæbt mit enorme korpus i badekarret og hurra hvor var det skønt! Veerne gjorde stadig lige ondt, men pauserne var skønne og bevægelsesfriheden uvurderlig. De næste 2 timer aftog veerne gradvist i interval og ved 03-tiden var der op til 10 minutters interval. Skønt, tænkte jeg, men jeg vidste jo godt, at det ikke ligefrem var fordrende for forløbet og min mand forsøgte at overtale mig til at komme lidt op af karret. Jeg kunne bare slet ikke overskue det. 03.30 kom jordemoderen og i det øjeblik hun trådte ind i lejligheden fik jeg ligesom fornyet energi og veerne tog til.

04.10 blev jeg undersøgt indvendigt, 4-5 cm og en stor hindeblære. ”Åh nej” tænkte jeg ”jeg har så skide ondt og så sker der ikke mere?!” Så jeg var selv nødt til at mærke med forneden igen. Veerne var nu meget kraftige og enormt svære at tackle, men det hjalp at min mand og jordemoderen hele tiden forvissede mig om, at jeg godt kunne komme igennem det og at jeg klarede det flot.

Hindeblæren foran barnets hoved voksede for hver ve og kl. 05.00 bristede den og der kom begyndende pressetrang. Nu gik det stærkt! Nu kom babys hoved for alvor ned og massere på livmodermunden og i løbet af 35 minutter var jeg blevet 10 cm og begyndte for alvor at presse. Hele tiden undersøgte jeg mig selv og det gav mig bare SÅ god energi, at jeg kunne mærke hvor meget der skete forneden hver gang jeg pressede.

40 minutter senere tog jeg imod vores barn. Det var den mest vidunderlige følelse i hele verden at tage imod sit eget barn.

Thomas fik lov at se hvad vi havde fået – en dreng. Vores Jens, som i dag fylder 5 år.

Det var en drømmefødsel og den bedste oplevelse jeg nogensinde har haft. Selvfølgelig var det hårdt og frygteligt undervejs, men det var simpelthen så fantastisk at opleve kroppen tage 100 % over og bare gøre det, den skal gøre.

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Så fin en historie. Jeg tillader mig lige at gen-stille et spørgsmål, som jeg i sin tid stillede til din Jordemoderlørdag om hjemmefødsler, men ikke fik et svar på. Du siger, at jordmødre er den faggruppe med flest hjemmefødsler – har du tilsvarende statistik for læger? Jeg bliver mere og mere lun ved ideen om, at et (forhåbentligt) fremtidigt barn nr. 2 skal fødes ved hjemmefødsel, men den ene gang, jeg kort har talt om emnet med min svigerinde (læge) og hendes venindekreds (læger), var holdningen ret klart, at det var helt åndssvagt og at man absolut skulle på hospitalet! Det undrer mig lidt, fordi det ikke umiddelbart passer med de fakta, jeg kan se omkring hjemmefødsler.

    1. Læger ne ser jo også når det går galt. jordemødrene ser der store flertal som går godt.

      Kender i øvrigt personligt flere som vil føde hjemme.

    2. Læger er kun med til de komplicerede fødsler, og derfor er der slet ikke ligeså mange læger som jordemødre der vælger at føde hjemme.
      For nu er der ca 50 % jordemødre der vælger at føde hjemme, og tendensen er (heldigvis) også stigende blandt lægerne 🙂
      Hilsen fra en jordemoderstuderende

      1. … Det må vist næsten være 50% af de jordemødre som er ukompliceret gravide 🙂 Ellers er det vist for godt til at være sandt, eller hvad?

    3. Hej Caroline,
      Først undskyld at jeg har misset dit spørgsmål!
      Jeg kender ikke statistikken for læger, men jeg forestiller mig, at markant færre føder hjemme.
      Jeg tror at man som læge er flasket op med at tro så meget på hospitalssystemet, så det bliver gjort til “det eneste rigtige” eller “det bedste” uanset om undersøgelser viser noget andet, som det for eksempel er tilfældet med hjemmefødsler, som er bevist ligeså sikre som hospitalsfødsler 🙂
      Det ER ikke mere farligt at føde hjemme end det er på hospital 🙂

  2. Måske er det et dumt spørgsmål, men har tænkt over det længe. Hvorfor er det kun på film, at vandet går midt på gaden? Når jeg læser fødselsfredag, er det tit om natten at vandet går. Er der noget i kroppen, der gør dette eller er det bare tilfældigt?
    Hilsen hende, der bliver mere og mere skruk for hver jordemoder-onsdag og fødselsfredag 😄

    1. Ha ha, det er sgu da et skide godt spørgsmål! Vandet går også midt på gaden i Danmark, men du har ret i at det oftest er en lidt mere “rolig” affære. Ro, afslapning og mørke, som jo er noget af dét vi finder om natten, hjælper kroppen til at skabe de vefremmende hormoner, så det giver meget god mening at mange fødsler starter om natten – det er også (blandt meget andet) derfor jeg er fortaler for hjemmefødsler, fordi man selv bestemmer belysningen og slipper for lysstofrør og “larm” om natten fx 🙂 Det kan kroppen bedst lide 🙂