Fødselsfredag – med fastsiddende skuldre

Det er ingenlunde for at skræmme nogen at jeg igen i dag bringer en fødselsberetning, som ikke går helt efter planen, men slet og ret fordi fødsler altid er uforudsigelige og fordi jeg tror på, at det kan være værdifuldt at kende bare en lille smule til de komplikationer der af og til opstår, når man føder. Ikke fordi jeg forsøger at plante en angst hos nogen, men fordi jeg tror på at de nuancerede og ærlige billede nu engang må være det bedste at vise frem. Heldigvis ender beretningen godt til sidst og så lover jeg at det bliver lidt mere smooth i næste uge.

Denne fredags fødselsberetning er en længere affære, så jeg kan anbefale at I sætter jer godt til rette og skænker en kop af noget I godt kan lide at drikke og lader jer drage ind, som en flue på væggen, i en fødselsberetning, hvor man virkelig kan fornemme dén voldsomme oplevelse det må have været.

Skærmbillede 2016-05-20 kl. 00.03.03

22/01 2015 havde jeg termin med mit andet barn. Graviditeten med mit første barn, Nynne, havde været helt normal, der var noget med lænden og så selvfølgelig de almindelige graviditets gener. Men intet der skræmte mig for at sku have barn nr. 2. Fødslen dengang gik rigtig godt, 10 timer og en stor og solid pige på 4 kg. Der gik to år med en familie på tre, og så besluttede Magnus og jeg os for at det var tid til at udvide med en lille ny. Vi fandt ud af det dagen før Nynnes 2 års fødselsdag og vi glædede os. Dog skulle 2. graviditet vise sig at være en noget anderledes oplevelse end den første.

Den første måned var med job som restaurantchef på Sunset Boulevard, så der var ikke meget tid til morgenkvalme – selvom den pressede på. Månederne efter skulle jeg læse matematik op, altså i sommerferien. Lange lange dage i skole, lektier når jeg kom hjem og så var det selvfølgelig en utrolig varm sommer. Det var hårdt, både at være gravid i et gloende hedt klasselokale og at savne Nynne og Magnus meget, arbejde deltid på Sunset i weekender og om aftenen, samtidig med at det var et svært fag for mig at læse op. Det endte dog i fine karaktere og en stærkere rygrad! Dog mindre stærk lænd, for maven voksede og det gjorde smerterne i lænden også.

Så blev jeg optaget på mit 1. prioriteret studie, markedsføringsøkonom. Jeg havde en ide om at siden jeg elskede mit job om chef på Sunset, elskede jeg alt der havde med tal, budgetter, virksomheder og markedsføring at gøre (men endte med ikke at være rigtigt, da jeg så startede studiet) Introuge/rusuge er selvfølgelig svær for en gravid at deltage i, men jeg gjorde mit absolut bedste. Det var også hårdt, for jeg ramte en sygdomsperiode som strakte sig ud over de første 4 uger af studiet. Og så var der lænden, der kun blev værre og værre. Jeg endte med at måtte sygemelde mig midt i oktober.

Så havde jeg tre-fire måneder til bare at slappe af, bruge tid med Nynne og forberede hjemmet til at Oscar skulle komme. I de måneder voksede maven i takt med ubehaget, og den dårlige samvittighed over ikke at kunne være der for Nynne gnavede i mig. Det var på mange måder en anderledes graviditet end den første, først og fremmest fordi at Nynne jo skulle bruge sin mor og far og de fleste tanker var på hende og hendes behov. Derudover opførte kroppen sig anderledes, jeg tog 24 kg på, 14 kg mere end med Nynne. Årstiderne var anderledes og det påvirkede slimhinder og skabte et enormt søvnbehov. Der kom strækmærker på maven, jeg ku ikke passe noget tøj – ej heller graviditetstøjet som jeg havde besluttet mig for at investerer i denne gang. Vandet i kroppen hoppede sig op, hormonerne rasede, jeg var altid sulten og forpustet. Men sådan var det nu engang og Magnus var en enorm støtte hele vejen igennem. Nynne havde heldigvis også en alder hvor hun var selvhjulpen med mange ting. Og hun forstod til dels hvad det var der foregik med mors voksende mave og hvad det var vi ventede sådan på. Vi fandt hurtigt et navn til ham, Oscar! Så blev det mere personligt for Nynne og nok også en smule for os. I de sidste måneder op til fødslen fik Nynne nærmest et forhold til det der nu var i maven. Hun snakkede til ham, sagde hun elskede ham, kyssede maven og legede selv mor med sine dukker. Hun glædede sig til at få en lillebror og til selv at blive storebror – for det blev man jo hvis man sku ha en lillebror. Det giver jo mening langt hen ad vejen.

Terminen nærmede sig og maven blev ved med at vokse. Den bragede igennem alle jakker og trøjer som jeg ejede og tillod mig kun at bruge det absolut største tøj i skabet, selv Magnus’ underbukser og t-shirts blev for stramme. Jeg var sikker på at gå over tid, da det ligger til familien. 26 børn er blevet født enten på eller efter termin på min mors side, siden min mormor fik sine børn. Torsdag d. 22/01 2015 skete der intet. Dagen efter gjorde der til gengæld! Bare ikke hos mig. Min søster Louise og jeg var cirka lige langt henne, hun havde bare termin en uge før mig. Natten til lørdag fødte hun sin første søn. En smuk mørkhåret dreng på 4500 g! Jeg var ved godt mod, jeg havde forberedt mig på at hun jo ville føde først og væbnede mig med tålmodighed.

Olivia, Magnus’ søster boede hos os i dagene omkring termin, så hun hurtigt kunne springe til at babysitte Nynne når Oscar begyndte at melde sin ankomst. Og det begyndte han så med tirsdag aften, 5 dage efter termin. Det nev en smule i underlivet, men det kunne ligeså vel være en af de mange uforklarlige ubehageligheder der var forbundet med den sidste del af graviditeten. Så vi gik i seng med ro i sindet, men jeg måtte op på min sædvanlige tissetur omkring kl. 01. Efter dette havde jeg svært ved at falde til ro, da det begyndte at nive mere og mere. Jeg lå i sengen, da det pludselig gav et smæld fra underlivet. Jeg vendte mig og så kom en lille skylle af vand ud forneden. Jeg vækkede Magnus i troen om at vandet var gået og vi gik sammen på toilet for at undersøge om det var tilfældet. Det lignede også at vandet så småt var begyndt at sive, så vi prøvede at tage tid på de niv jeg stadig kunne mærke. Det var svært, for de var der kun engang imellem med ujævne mellemrum og var så svage at jeg ikke altid lagde mærke til at de aftog. Vi ringede til fødegangen som bad os komme. Min søster Mie hentede os omkring kl. 02.30 og vi kørte ind forbi min søster Sussi for at tage hende med på sygehuset. Planen var oprindeligt at Sussi skulle være med til fødslen, men hun kunne kun blive til omkring kl. 8, da hun skulle holde afslutning på sit arbejde. Jeg havde en smule veer, men ikke noget som var alarmerende, så vi besluttede os for at køre forbi seven elleven for at købe nogle boller. Magnus gik derind og fik en rigtig god snak med en guttermand af en kasseekspedient, som var ekstra omhyggelig med at smøre bollerne. Han syntes at det var vældig hyggeligt at vi nu skulle ind og føde. Vi andre sad i bilen og snakkede og havde det godt.

Vi ankom til Skejby sygehus lidt i 4. Vi tog selvfølgelig trappen op, selvom vi blev vist hen til elevatoren. Det var et lille tegn på at det ikke var så fremskreden. Vi blev modtaget af en jordemor som undersøgte mig og meldingen var lidt fesen. Det viste sig at vandet ikke var gået, det var bare slimproppen som var gået. Jeg var tre cm udvidet. Vi blev enige om at vente en time og se hvordan det udviklede sig.  Så vi satte os i venteområdet med boller og hyggede os. Der var ikke mange veer, og jeg kunne godt selv fornemme at det ikke var rigtige ’fødeveer’. Vi gik lidt op og ned af trapper (det ser man så tit i programmerne at de gør), men det skubbede ikke til noget. Klokken 5 gik vi tilbage til stuen og ventede på at jordemoren skulle komme og undersøge igen. En anden jordemor kom. En ung, lyshåret, strid og flabet jordemor som ikke kendte til planen. Jeg bad om at blive undersøgt igen og hun svarede at jordemor nr. 1 nu var optaget af en rigtigt fødende og om jeg ville vente. Det gad jeg ikke, så hun undersøgte mig og kunne fortælle at intet havde ændret sig den sidste time. Jeg blev spurgt om hvad jeg kunne tænke mig, blive eller tage hjem. Jeg ville helst blive, af mange praktiske årsager som jeg nævnte for hende. Hendes svar var kort og kontant ’det er vi sådan set ligeglade med, det er jo yderlige omstændigheder’. Godt.. I frygt for at skulle have hende som jordemor, ændrede jeg mening. Dét og så følelsen af at vi ikke var velkommen på sygehuset. Vi besluttede os for at tage hjem til Sussi, så kunne Mie komme videre hjem til sin familie, som så småt var ved at stå op. Sussi kunne gøre sig klar til arbejde og vi undgik at skulle hjem til Nynne og forstyrre hende.

På vej hjem til Sussi kom en slem ve. Dén og oplevelsen på sygehuset overvældede mig meget og jeg måtte give slip på overskud og græde en smule der i bilen. Jeg kunne nu begynde at kende mig selv fra min sidste fødsel. Jeg blev stille og gik ind i mig selv. Det var i virkeligheden et udmærket tegn, for det fortalte jo at nu begyndte det at gå fremad. Men Mies bekymrede øjne gjorde mig ret sårbar, og jeg følte mig trist, lille og forvirret. Vi havde et par timer forinden siddet i samme bil samme sted i byen, haft det sjovt og grint over den lidt sjove situation og sammensætning af mennesker. Nu kom det hele tættere på og uvisheden om de næste timer var frustrerende. Sussi boede på 5. etage – uden elevator, så vi gik stille og roligt op ad trapperne og var i lejligheden kl. 06.30. Og så begyndte det at tage fart. Jeg fandt mig til rette i hendes sofa, og fandt hurtigt en rytme og rute når der kom en ve. Veerne begyndte at være regelmæssige, men jeg kunne godt holde dem ud. Jeg var enormt træt. Jeg skulle tit tisse, men det gjorde ondt hver gang. Sussi skulle have morgenmad. Ristet rugbrød med makrel. Det lugtede forfærdeligt. Magnus tog tid mellem veer og på hvor længe de varede. På en time gik de fra at være lidt ustadige til ca. 7 min. i mellem, 5 min. imellem og da nogle af veerne begyndte at overlappe, bad jeg Magnus ringe til fødegangen. Han forklarede situationen og hun ville gerne snakke med mig. Men jeg kunne kun snakke mellem veerne, så det tog sin tid for det var en af de veer der bare blev overlappet af den næste. Hun lød så sød i telefonen. Det gjorde mig glad. Og så bad hun os komme ind, det gjorde mig rigtig glad.

Efter en time i Sussis lejlighed tog vi igen afsted mod Skejby. Vi ringede efter en taxa og ankom på sygehuset kl. 08. Jeg var overvældet af følelser. Veerne i bilen var kun lige til at holde ud og taxa chaufføren tilbød at køre ind til siden hvis det blev for meget. Men jeg skulle bare have den tur overstået, så der snart kunne komme ro på de yderlige omstændigheder. Da vi trådte ind ad døren, bed en ve ufattelig hårdt og jeg var et uvejr af følelser indeni. Vi kom op på fødegangen, denne gang vha. elevatoren. Jeg blev modtaget af en kvinde og hun lød ikke som jordemoren vi havde snakket med i telefonen. Det slog mig ud, og så måtte jeg igen overgive mig til gråden. Jeg var rigtig træt. Veerne fortsatte som de skulle. Heldigvis viste kvinden mig hen til vores jordemor, og hun tog imod mig som om hun kendte mig. Hun trøstede mig uden at vide hvorfor jeg græd og viste os ind på vores fødestue. Viden om at vi skulle blive på denne stue indtil fødslen var overstået gav ny energi. Det gjorde jordemoderen også, for hun roste og heppede helt fra start. Nu ville jeg gerne selv have styringen over kroppen og ikke overgive mig til den ynkelige fornemmelse jeg havde haft de sidste to timer. Jeg spurgte hvornår hun havde fri, for at forberede mig selv på evt. vagtskifte, men der var længe til forsikrede hun. Jeg følte mig stærkere efter jeg kom ind på stuen. Magnus var fantastisk. Han var mentalt tilstede, tog ingen pauser og hjalp mig med alt. At kravle op og ned af sengen, tage trusser af og på, bruse mig i badet og som ståstøtte når jeg havde brug for at hænge mig op ad ham. Status efter første undersøgelse var der forskellige opfattelser af. 5-6 cm åben og at Oscar sad langt nede. Jeg kunne bare høre at jeg kun var åbnet 2 cm de siden kl. 05 og hvis det var hastigheden, havde vi stadig mange timer tilbage før vi var i mål. Jordemoderen mente derimod at det var strålende, og forberedte os på at når vandet engang gik, ville det komme til at gå ret hurtigt. Hun nævnte det et par gange, men jeg tænkte ikke så meget på det. Jeg tænkte på at det nok ikke ville gå af sig selv og det skulle prikkes hul på. Og at hvis det lignede sidste fødsel, skulle jeg gå ret længe før de ville prikke hul. Men det var dommen. Så vi arbejde videre, Oscar og jeg. Jeg fik bistik, det hjalp rigtig godt. Jeg bad jordemoderen fortælle hvor mange hun ville ligge, og at hun skulle tælle for hvert stik hun lagde.  Jeg fik ca. 8 stik +/- af flere omgange og opdagede til sidst at hun altid lige lagde én mere end hun sagde hun ville. Hun er squ snu, tænkte jeg. Jeg kan tydeligt huske hvordan stemingen lettede hver gang jeg havde fået en omgang bistik, Jordemoderen fik endda sagt hun aldrig havde oplevet nogen grine højlydt efter stikkene. Jeg vandrede rundt og prøvede forskellige hvilestillinger imellem veerne, men der var ikke rigtig noget som hjalp. Jeg var så træt. Det fik jeg sagt meget. Jeg gabte og gned mine øjne konstant. Jeg ville så gerne bare sove. Vi så lidt Friends på computeren, vi hørte Enya på en cd som sad i afspilleren på stuen. Det var overraskende behageligt. Sandsynligvis derfor den var på fødestuen.

Jeg blev undersøgt igen kl. 10. Jeg var 7-8 cm åben. Jeg spurgte hvad planen var når jeg var helt udvidet. Så skulle vi vente på vandet, og hvis det ikke gik af sig selv kunne vi tage det efter et par timer. Men jordemoderen var fan af at det gik af sig selv, så jeg skulle bare fortsætte med at gå rundt. Hun foreslog jeg gik i bad, så det gjorde jeg 10.15. Magnus stod med brusehovedet og skyllede min lænd mens jeg ømmede mig over de helt ekstreme veer der stod på. Der var kommet lyd på mine udåndinger. Så kom der en ve der nærmest tvang mig i gulvet. Men i stedet for at falde om, så gik vandet. Lige der i bruseren, og sprøjtede op på væggen, på Magnus og ud på badeværelsegulvet. Vi kaldte på jordemoderen, der hjalp med at tørre mig og få mig ind i sengen. Hun undersøgte mig og alt stod fint derinde. Jeg vendte mig om på siden, der lå jeg bedst. Jeg havde kvalme og min krop rystede. Jeg kunne ikke holde veerne ud, men de blev også hurtigt overtaget af pressetræng. Vi måtte ikke presse aggressivt, men gerne give efter som hvis man bare skulle skide og det gik af sig selv. Og det gik meget af sig selv. Jeg pressede et par gange på siden og så var hovedet født.

Jeg vendte mig om på ryggen og næste ve var på vej, men de kunne hurtigt konstatere at der ikke skete noget.

Jordemoderen bad roligt sosu-assistenten om at trykke på alarmknappen. Så væltede det ind med assistenter og børnelæge. Oscar sad fast med sin skulder over mit skamben. De var dybt koncentreret, bad mig samle benene, sprede fødderne og ikke presse. Så for at reagere på pressetrængen, skubbede jeg på dem der stod omkring mig og en assistent sagde ’du må ikke lige skubbe til mig nu, søde Ida’.  Jeg forstod intet af hvad der skete mens det stod på. Magnus havde hjulpet mig med at holde mit ben, men han blev erstattet da de mange mennesker trådte ind ad døren. Han var chokeret og forvirret, for de brugte deres tid på at få Oscar ud og ikke på at fortælle hvad de foretog sig. Han sad heldigvis kun fast i et par minutter, så efter lidt asen og masen på min mave, var han ude og kom op på mit bryst. Jeg nåede at hilse på ham, men han skulle hurtigt videre over til varmebordet. Navlestrengen blev klippet af personalet. Efter undersøgelsen kunne de konstatere at skulderen ikke havde taget skade, men han fik hjælp til at trække vejret i ca. 10 min., da lungerne ikke var fuld udspilet. En stor og solid dreng, 4578 gram og 56 cm. En ordentlig baby! Hvilket var overraskende for Magnus og jeg, da vores egen jordemor havde skudt ham til ca. 3700 gram. Roen bredte sig så småt på stuen. Jeg blev undersøgt og fik to sting lige under urinrøret, Oscar kom over til mig for at sutte de dyrebare dråber råmælk og vi fik en snak med jordemoderen om forløbet.

Timerne fløj afsted, vi skulle så småt lære hinanden at kende, jeg skulle have tisset og Oscar skulle have sutte ordentligt inden vi måtte forlade sygehuset. Så det brugte vi en del timer på. Jeg havde rigtig ondt i maven. Efterveerne bed simpelthen så hårdt, at det føltes som om jeg skulle til at føde et barn mere. Det var svært at gå, at stå og at trække vejret ordentligt. Men det er bare sådan det skal være efter en fødsel. Oscar knirkede en underlig lyd, og jeg tænkte at det skulle da blive spændende om vi kunne sove fra det om natten. Da klokken nærmede sig 15.00 snakkede vi med jordemoren om de praktiske forhold, våde bleer, telefonnumre og fik tid ved efterfødselsklinikken. Børnelægen skulle blot undersøge Oscar en sidste gang og så var vi sådan set good to go. Jeg ringede til Mie for at dele nyheden og for at arrangere hjemtransport. Men så kom børnelægen, og hun var ikke tilfreds. Knirkelyden var ikke god og der blev pludselig snakket antibiotikakur, overnatte til fredag, børneafdeling for syge nyfødte og observation.

Det gik stærkt, Magnus og Oscar fulgte med lægen ned til A30 og jeg måtte vente på en portør. Mutters alene sad jeg nu på fødestuen. Jeg havde stadig svært ved at gå og var bange over de nye informationer vi havde fået. En sød sygeplejerske kom forbi og hjalp mig med at få tøj på, pakke taskerne og sendte mig afsted til børneafdelingen. Jeg fandt Magnus og Oscar på en stue, hvor for tidligt fødte og syge nyfødte lå siden om side, med slanger og apparater overalt. Min uro fortsatte og jeg måtte bare følge med og se hvor det er førte hen. Igen havde jeg ikke noget kontrol og ingenting at skulle have sagt. Alt hvad jordemødre, læger, sygeplejersker osv. gjorde var alt sammen for Oscars bedste, de ville ikke tage nogen chancer. Men han havde det godt, kunne vi se. Han sov roligt og så rask ud. De testede hvor god hans iltoptagelse var og kunne efter det udelukke antibiotika. De ville beholde ham natten over til observation. Jeg blev sendt på barselsgangen for at få smertestillende og noget at spise. Magnus og Oscar blev på A30 et par timer, men kl. 19.00 var vi alle samlet igen på en lille stue, fyldt med lykke. Vi var glade, Magnus og jeg. Vi kunne selv høre at knirkelyden var aftagende, så vi bekymrede os ikke specielt over det. Vi var blevet mor og far på ny. Vi var en familie på 4 nu, og vi glædet os til at komme hjem og vise ham frem til Nynne. Vi fik snakket de to forløb, skulderen der sad fast og børneafdelingen, igennem et par gange. Magnus fik sig et chok da Oscar sad fast. Det var voldsomt at se så mange mennesker overtage stuen uden at vide hvorfor. Jeg fik et chok da jeg blev efterladt på fødestuen. Antibiotika, observation i 48 timer og børneafdeling, det rungede i mit hoved. Vi havde blot ti minutter forinden jublet over at Oscar suttede godt og havde fået fortalt Nynne at vi kom hjem med hendes lillebror til aftensmad. Vi glædet os til at komme hjem og være os selv, men pludselig sad jeg alene, kunne ikke finde mine sandaler, kunne ikke selv få trusser på, kunne ikke engang lede efter et bind. Men et par timer senere var vi samlet på den samme stue, alene med ro og fred – og en hel masse lykke.

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Er helt vild med at følge disse beretninger men undrer mig i dag om hvad ‘bistik’ er.
    Hilsen hende uden børn

    1. Bistik er det samme som steriltvandspapler 🙂 Det er cirka 0,1 ml sterilt vand der sprøjtes ind under huden 4 steder, enten foran over skambenet eller hen over lænden 🙂 Virkelig effektivt for mange 🙂

  2. Karina:
    Et bistik er at få sprøjtet en smule sterilt saltvand ind under huden. Der kommer en lille hævelse, som ligner et bistik. Man kan sætte dem på lænden eller over symfysen, alt efter hvor veerne gør ondt. Og så lindrer de smerten lidt.
    De kan dog gøre nas at få lagt. Jeg fik to med god effekt under min fødsel. Men jeg skulle ikke have flere. Da jeg fik dem, var det det eneste tidspunkt under fødslen, hvor jeg skreg😄 Men det er åbenbart meget forskelligt, hvordan det føles.