Tillykke med maven…

image

Med det dér helt særlige smil i øjnene, lagde hun sin hånd på min og sagde “tillykke med maven“. I dag. Hvor jeg altså på ingen måder er gravid, for lige at få dét faktum helt på det rene.

Hvad fanden svarer man?! Fuck.

“Øhm, tak… Jeg har sådan set bare spist mig til den, men jeg er da nogenlunde tilfreds…” svarede jeg nervøst, imens jeg mærkede blodet strømme til mit ansigt, kun overgået af den hastighed jeg kunne se kvinden overfor mig ransagede sin hjerne for at komme udenom den kæmpe brøler hun lige havde begået. For hvis der er noget der er værre end at blive lykønsket med en graviditet der i virkeligheden bare består af bland-selv-slik og croissanter, må det det være at være afsenderen af den malplacerede lykønskning.

Men ærligt, jeg bebrejder hende ikke, for jeg ser gravid ud.

Jeg er sådan relativt slank, har et bmi i den absolut fornuftige ende af skalaen, men min mave buler mere end bare almindeligt meget i forhold til resten af min ellers nærmest ranglede krop – og har altid gjort det. Og nej, det nytter ikke at I siger at det er noget der foregår i mit eget hoved, for den ubarmhjertige virkelighed – som I kan se på billedet ovenfor, hvor jeg hverken puster maven op eller suger navlen ind – er, at min mave stritter som om jeg er gravid et sted imellem uge 16-28, afhængigt af hvornår på dagen (og måneden!) man ser mig.

Bulen/dunken/håndbolden Maven er selvfølgelig blevet tydeligere – eller sværere at holde inde – efter jeg har fået børn, men jeg har faktisk også fået kommentaren adskillige gange inden jeg overhovedet blev gravid og jeg tænker, at det må skyldes en kombination af nogle irriterende gener og en uhensigtsmæssig kropsholdning, som får mig til at syne gravid, når jeg ikke er det.

Uanset hvad, fik kommentaren mig til at gøre alvor af den tanke jeg har haft siden før jeg tog til Afrika tilbage i februar; jeg skal starte med at træne. Og jeg gør det nu. Eller altså, fra i morgen, ik’?

Skriv din kommentar

Kommentarer (20)

  1. Jeg er i præcis samme situation som dig! Mit bmi er også mere end fint, men min mave har altid bulet mere ud end mine bryster :/ Og jeg har altså på ingen måde små bryster, og det er 8år siden jeg fødte min eneste søn.. Jeg havde en relativ tætsiddende kjole på til 50års fødselsdag hos min nye kærestes familie en gang – det var første gang jeg mødte dem, og flere ønskede os tillykke med graviditeten :/ Virkelig akavet situation 😀

    Jeg har tænkt på træning MANGE gange, men det falder altid til jorden. I denne omgang forsøger jeg mig med kun at drikke vand – det har jeg hørt skulle virke 😉

  2. Åååårh.. Hvor SYND for den dame. GULP. Det gør hun nok aldrig igen, det med at lykønske uden at være HELT sikker 😉 Åh, skulle man godt nok til at i gang med den træning (sagde hun, og flækkede en pose Malaco)? #sigh

  3. Det er brød- og rødvinsmave! Jeg har haft præcis den samme. Prøv at kigge på Michelle Kristensens Bootcamps og opskrifter – det virker og er holdbart i længden. Hurra!

  4. Umiddelbart tænker jeg, om du er blevet undersøgt for delte mavemuskler?
    Jeg kan anbefale dig at kigge på “mavenogmig “s hjemmeside, det har jeg selv haft stor succes med og min “gravid” mave er blevet ikke-eksisterende!
    Og når det er sagt, så er du virkelig en smuk kvinde ☺

  5. Hahaha det er ligesom mig – ser kronisk gravid ud 😄
    Siger til mig selv at efter 4 børn så er det nok svært at komme af med dunken 😄
    Men sandheden er jeg nok er lidt doven anlagt – men du har ret – i morgen starter jeg med at træne igen igen igen 😄😄😄😄

  6. Som en anden skriver, så tænker jeg også at der kan være nogle delte mavemuskler på spil. Jeg brugte så Superfitmor (og anbefaler det absolut) til at komme af med min topmave, men altså, hovedsagen er at du bruger træning målrettet delte mavemuskler, hvis det virkelig er det, der er på færde.

  7. Den kommentar har jeg prøvet at få 2 gange…. Og jeg var heller ikke gravid, eller har fået børn.
    Jeg er bare indehaver af PCOS og tager på, på maven som så buler ud især hvis jeg har fået sukker eller kulhydrater.
    Jeg ved godt det nok er mest pinligt for afsenderen af kommentaren, men det er heller ikke såååå sjovt at så og skulle indrømme at man bare er lidt tyk 😀

  8. Uha, den kommentar ville jeg også få hvis man altså kunne blive gravid på røven;-) Den er også fyldt med slik og kage… Men altså hvis du starter med at træne, så gør jeg også!! Det ville da være mega inspirerende!! Så kunne du skrive lidt om hvor latterligt det er at skulle ud at løbe en tur, men hvor fedt det er når du er kommet tilbage…Så kunne vi andre gøre det samme;-)

  9. Åh det lyder som mig, bliver ofte spurgt om jeg er gravid og må svare at jeg bare er fed, trods BMI i underkanten af det normale, men ja skal også igang med at træne – og spise mindre sukker. Starter på mandag (igen igen)

  10. Jeg har det samme problem, og havde det også da jeg var en trænings-fanatisk teenager på under 50 kg. Det fedeste ved min (rigtige) graviditet var faktisk at kunne smile bekræftende til alle lykønskningerne (også dem i uge 4;-))

  11. Av, den har jeg også fået – super pinligt for os begge, den kan bare ikke tages tilbage igen, vel 🙂 Jeg har haft den mave altid – lige til jeg stoppede med at spise gluten – det var det, der skulle til 🙂

  12. Tjek workout Pedersen (både hjemmeside, FB, IG) – hun har nogle programmer man kan lave hjemme i stuen….
    Bla. Er maveprogram som folk har ret god succes med – og hun lægge tit billeder op at deres resultater (som er helt vilde på kort tid) 😀

  13. Nu er det ikke fordi at træning ikke er godt, og der kan værejo være mange grunde til den falske babybule, men en desværre ret ukendt årsag er stram psoas/hoftebøjer. Den hæfter nederst på rygsøjlen og øverst på lårbenet, og hvis den er for stram hiver den selvsagt de to punkter imod hinanden. Prøv at google det, der er nogle ret gode billeder!
    Og hvis det er årsagen, ja så hjælper maveøvelser desværre ikke så meget 😊

  14. Det har jeg også prøvet! Endda før jeg blev gravid første gang. Der var en mandlig kollega der aede min mave og spurgte hvornår vi skulle have den lille. Nøj det var pinligt! Har altid været skank, men svajrygget og med en tydelig topmave…