Når MamaSchøn græder på en onsdag

image

Det kan godt være at det er fordi jeg, i stedet for at bruge natten på at sove, blandt andet har set Løvernes Konge – TO gange – imens jeg har nusset en virkelig hårdt skoldkopperamt Peter det meste af natten, men da jeg for et kort øjeblik siden tjekkede mit kommentarfelt, kom jeg totalt til kort og fik vand i øjnene, som var de overfyldte kloakker under stormbrud. For dimsen, da!

En – for mig fremmed – kvinde skrev og spurgte om der overhovedet er noget ved mig, der ikke er fantastisk. Og JA, dét kan jeg love jer for at der er og jeg er i virkeligheden også ganske overbevist om at I allesammen godt ved det, men for pokker, hvor gør det mig glad, når nogen alligevel får lyst til – helt umotiveret – at svinge sådan et kompliment ind over bloggerdisken.

Jeg er lige kommet hjem fra et formiddagsevent ude i byen og er altså blevet noget så rørstrømsk over lige netop dén kommentar, fordi jeg lige nu – til trods for en dejlig formiddag – føler mig som alt andet end særligt fantastisk. Jeg er træt, uoplagt og nærmest parat til at sælge hele min skosamling til dén der først hidbringer mig noget med et fedt- og sukkerindhold der svarer til en donut dyppet i knuste flødeboller og cremefraiche.

Så altså, tak, ik’? Jeg er fand’ma glad for at I læser med. Hver og én af jer og I fortjener de største truttere man overhovedet kan forestille sig! I gør det sjovere at være mig.

Skriv din kommentar

Kommentarer (9)

    1. HAHAHA!! Jeg er en solid 39/40 – men HAR altså dækket mit behov med en fuldfed macchiato med masser af sirup fra StarBucks 😀

  1. Åh, jeg spoler stadiiiig over der, hvor Mufasa dør. No shit 😀 Kan ikke tage det!
    Og hey; skønt med komplimenter af den ganske oprigtige slags. Så kan dagen kun blive lidt lysere – præcis ligesom når man husker på, Simba jo gudskelov sejre i de sidste fem minutter :p

    Fortsat god dag!

    – A

  2. Dejligt indlæg.
    Det gav lige en påmindelse om, at det aldrig er skidt at rose nogen.
    Har lige læst et andet sted på nettet en tråd- hvor trådstarter bliver svinet til. Og for nogle dage siden læste jeg dit indlæg (og kommentarer) om hende der barberede sig i svømmehallen😀 Hvor jeg synes at nogle af kommentarerne var forfærdelige. Jeg ved godt det emne har været oppe før- hvor nemt det kan være at svine andre til når man sidder bag en skærm. Det vil jeg slet ikke ind på- jeg vil bare glæde mig over at folk også kan sige pæne ting. Og hvor godt det blev modtaget.
    Jeg tror ikke du er perfekt – men jeg synes du er ret fantastisk.
    Nu vil jeg sende et par sms’er afsted til nogle dejlige mennesker i mit liv og fortælle dem, at de er fantastiske😊

  3. jeg er ret sikker på, at vi som mennesker er fantastiske hver og én, med de op- og nedture der nu måtte være!

    Så ud og få fingrene i noget fedt og sukker, så du kan komme igennem!

    Kram her fra!