Må vi irettesætte hinandens børn?

Skærmbillede 2016-04-04 kl. 22.00.39

Som de fleste af jer måske allerede ved, var jeg et smut inde forbi Aftenshowet i går, hvor jeg sammen med Anna Libak og Mads Christensen, havde fået den fornøjelse at snakke lidt vores holdninger til at opdrage på – eller måske nærmere, at irettesætte – andre børn end sine egne.

Allerede i sminkerummet, da make-up-artisten sagde, at det sørme var et brandvarmt emne jeg var inviteret i studiet for at tale om, slog det mig, at der formentlig fandtes en hel masse mennesker, som måske ville synes, at jeg med mine holdninger var helt og aldeles forkert på den.

Da Mikkel Fønsskov under briefingen, inden programmet blev sendt, også nævnte at det formentlig var et emne som ville “dele vandene, begyndte jeg at blive en smule nervøs. Tænk hvis hele familien Danmark ville synes at jeg var forkert på den?

Heldigvis var Mads en gevaldig guttermand til at få mig til at føle mig godt til rette inden vi skulle på og bummelum, så kørte bussen; jeg glemte alt om nerver og skulle flere gange bide mig selv i tungen for ikke at fortælle en hel masse mere af det jeg havde på hjerte. For der var en hel del mere end det I kunne se i programmet (eller til de af jer der ikke har set det: som I kan se HER).

Kort sagt, så ja, jeg synes det er helt okay at irettesætte andres børn, så længe man gør det på en sød og ordentlig måde. For mig handler det ikke et pjok om at opdrage på andres børn, men i højere grad om at løfte det ansvar jeg synes man har som voksen, i forhold til at hjælpe børn med at få korrigeret en eventuelt uacceptabel adfærd, uanset om det så er i hjemmet, på legepladsen, i bussen eller i netto.

Jeg synes det er skide ærgeligt at så mange som undersøgelsen (der henvises til HER) viser, er så menneske- og relationsforskrækkede at de ikke “tør” irettesætte et barn, som opfører sig på en uacceptabel måde, fordi de er bange for den konflikt der eventuelt måtte opstå.

Vi er jo for pokker allesammen mennesker og vi vil grundlæggende hinanden det bedste og især vil vi selvfølgelig vores børn det bedste og for mig at se, er det nu engang det bedste for mine børn, hvis de er sådan nogle som andre mennesker faktisk bryder sig om at være sammen med. Dét kræver naturligvis at de ved hvordan man skal opføre sig, men fordi de “kun” er henholdsvist 1 og 4 år, ved de ikke altid selv hvad der er god og hvad der er dårlig opførsel, ligesom de – især min ældste, som dog har lært en del om opførsel og egen indvirkning på andre –  af og til slet og ret ikke tænker over konsekvenserne af hvad de foretager sig. Til dét har de brug for nogle kærlige og omsorgsfulde voksne, som kan vise dem vejen og fortælle dem, hvordan man bedst begår sig i de givne situationer. Ligesom jeg forøvrigt også er overbevist om at de vil have behov for voksne til at hjælpe dem med at lære at manøvrere indenfor de sociale spilleregler på en god måde, når de bliver ældre.

Ærligt, så ville jeg selvfølgelig foretrække hvis Thomas eller jeg altid kunne være på pletten og være de voksne der skulle korrigere drengene, når de træder ved siden af, men med hånden på hjertet så er det langt fra muligt og når jeg mærker efter indeni, tror jeg faktisk også at det er for det bedste, at mine børn lærer, at de selvfølgelig skal lytte til andre voksne også, ligesom de skal lære om og at respektere de givne adfærdskodeks der er i de forskellige sociale sammenhænge de indgår i. Ansvaret – synes jeg – bliver for stort, hvis vi som forældre ikke tør hjælpe hinanden.

Jeg er selvfølgelig med på, at der er forskel på hvordan en irettesættelse foregår i forhold til barnets alder og den kontekst man befinder sig i, men uanset hvad, er jeg af den overbevisning at vi gør både os selv, vores børn og vores samfund en kæmpe bjørnetjeneste, hvis vi ikke løfter i flok og tør tage lidt ansvar for hinanden. Så længe vi gør det på en kærlig og omsorgsfuld måde, kan jeg i hvert fald kun se fordele.

Hvad siger I? Er det okay at irettesætte på andre børn end sine egne? Hvornår, hvordan og hvorfor?

Skriv din kommentar

Kommentarer (26)

  1. Jeg er ikke selv børn endnu, men det har alle mine veninder. Jeg holder meget af mine veninders børn og bruger meget tid sammen med dem. Jeg har altid irettesat /sat grænser for børnene – både når vi er ude, hjemme hos dem og i mit hjem. Jeg synes, at jeg er forpligtet til/ har ret til at sige fra, når de over skrider mine grænser for, hvad jeg synes er okay. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg ikke kunne holde ud at være sammen med børnene. Min veninder har aldrig sagt, at det ikke var okay. Men jeg tror også, det handler om, at de oplever, at jeg holder af og gerne vil deres børn.

    1. … Og så handler det garanteret også om måden du gør det på, som jeg er sikker på er helt vildt god! Godt du gør som du gør og tak for dit indspark 🙂

  2. Hej Cana.
    Øv øv kan ikke se indslaget. Men det holder mig ikke fra at tage stilling til det du skriver.
    jeg er generelt enig i dine holdninger. Dog synes jeg det er utroligt vigtigt at man ikke “opdrager” på andre børn hvis deres forældre er i nærheden. Medmindre de ikke selv tager affære.
    Jeg har intet i mod at andre bidrager med at korrigere mine børn. Ja til tider kan det endda være meget virksomt når man selv kommer til kort f.eks. med 2 trætte børn på vej hjem i bussen. Det plejer at være ret så effektivt på mine børn hvis en fremmed kommenterer deres opførsel. Det sker heldigvis ikke tit. Jeg er nu nok egentlig ret heldig med deres opførsel når vi er ude.
    Men der er selvfølgelig en ordentlig måde at gøre det på og en ikke så ok måde at gøre det på.
    Og det er jo igen det der med at kunne begå sig rigtigt i sociale sammenhænge. Det er ikke altid kun børn der skal korrigeres på det område 🙂 de har dog trods alt en undskyldning. Hvor voksne… ja… vi er jo nok bare ikke alle ens… gudskelov:)
    VH Belinda

  3. Jeg er meget enig i det du giver udtryk for her. Jeg irettesætter en gang imellem på andres børn – men måske mest på teenagere, tror jeg. De er tit i flokke, og uden deres forældre, og så kan nogen af dem altså hurtigt blive lidt dumme at høre på. ;p
    I øvrigt kan jeg tilføje at jeg kan huske, at jeg som barn har undret mig over,hvorfor mine venner, men ikke jeg, blev irettesat hvis vi legede hjemme ved dem. Faktisk er jeg næsten sikker på, at det fik mig til at søge grænserne lidt ekstra – og jeg er ellers meget lidt grænsesøgende. 🙂

  4. Cana, du er vidunderlig!
    Jeg har ikke selv børn, og er måske ikke den skal tale højest om børneopdragelse. Dog kan jeg ikke andet end at give dig ret. Jeg har ofte været en af dem der irettesætter et barn i bussen eller på gaden.. Jeg plejer at gøre det ved at sætte mig på hug og forklare frem for at skælde ud. Nogle gange med mixede resultater. Nogle forældre bliver simpelthen så flove at de faktisk bliver vrede, over at jeg har tilladt mig at rette på deres barn.. Andre smiler træt og siger tak, tydeligt udmattede efter en lang dag.
    De af mine veninder der har børn plejer at sige det er en lettelse.. Og jeg har hørt en af dem fortælle sit barn, at hvis jeg har “skældt ud” skal hun høre efter. For så har hun gjort noget hendes mor heller ikke ville have syntes om.

  5. It takes a village to raise a child – det synes jeg altså er et ordsprog der holder. Jeg har haft utroligt mange voksne der har opdraget på mig igennem min opvækst, og det har bare gjort det nemmere for mig at begå mig socialt som barn. Jeg venter min første (28+9 and counting!!) og jeg er ikke i tvivl om at jeg ville være glad for ordenlige og respekfulde indputs til opdragelsen, så længe de er alderssvarende og i børnehøjde!
    Børn er jo sådan set små mennesker der engang skal være voksne, og jeg møder flere og flere voksne der også godt kunne tåle et opfriskende kursus i god opdragelse 😀

  6. Hej Cana. Tror egentlig jeg er enig med dig 🙂 Og sejt du tør gå på TV! Må lige ha’ set indslaget ved lejlighed.

    Dog synes jeg heller ikke man skal irettesætte, når forældrene er der – medmindre den er HEL gal altså.

    Min søster og hendes mand har tendens til at sidde og kommentere, hvor meget min 4-årige skal spise op, når de er inviteret på mad hjemme hos os. Jeg synes faktisk, det er -for at sige det direkte – pisse irriterende. For min 4-årige er ret kræsen og jeg vil gerne (som flere eksperter anbefaler) tage fokus væk fra, hvad han spiser/ikke spiser, dvs undlade at kommentere negativt ved bordet. Men når de så bliver ved med at sige, at han skal spise det ene og det andet, så overskrider det mine grænser totalt! Jeg sidder jo lige ved siden af, for fa’en! Jeg har prøvet at sige til dem: “Hov, jeg skal nok lige tage mig af, hvor meget han spiser” til dem, men den er ikke feset ind på lystavlen endnu. De kan også kommentere, at nu må han ikke få mere chokolade – selv når jeg sidder ved siden af. Jeg synes, det virker underligt. Jeg er moren, så det skal jeg da nok bestemme.
    Sorry – lige et personligt rant herfra. Men det var bare for at give et eksempel på, at måske skal vælge sine kampe, når man irettesætter andres børn 🙂 … hvilket jeg synes er OK at gøre i visse tilfælde, når børnene overskrider andres grænser.

    1. Nejnejnej, det lyder som om det måske nærmere – ja undskyld jeg er så direkte – at det er din søster og hendes mand der trænger til en korrektion af deres adfærd! Det er selvfølgelig overhovedet ikke okay – og hvis de er så bekymrede for din dreng og dine opdragelsesmetoder, så bør de – efter min mening – helt klart tage den med dig, som voksne.

  7. Jeg stemmer i, og er enig. Man må gerne irettesætte andres børn, så længe at man gør det på en ansvarlig og i øjenhøjde måde. Og hvis mine drenge ikke opfører sig ordentlig eller hensigtsmæssigt, så håber jeg virkelig, at der er voksen der siger til/fra, hvis vi ikke er tilstede eller hvis vi ikke ser det.

    Jeg er nok lidt Mads C-agtigt. Hjemme hos os, er det vores regler der gælder. Og bliver der fx hoppet i sofaen (et no go hos os :-)), så får barnet det afvide, også selvom forældrene er der. Det gælder jo om at sige tingene på en pæn måde.

    1. Jeg er fuldstændigt enig! Børnene skal jo lære at begå sig i de forskellige sociale sammenhænge de indgår i – og det er selvfølgelig okay, at reglerne ikke altid kan være de samme i de forskellige situationer.

  8. Helt og aldeles enig.
    Jeg har engang holdt min søns fødselsdag for 1. Klasses drengene. Der var en dreng, der tydeligvis havde det meget svært med at være til fødselsdag. Jeg spurgte ham pænt, om jeg skulle ringe efter hans mor, hvortil han takkede ja. Drengen var lettet og blev hentet, og de andre drenge havde en skøn dag. MEN min pointe kommer her… Mange af de andre forældre syntes, det var forkert, at jeg ringede efter moren. Det kunne jeg ikke tillade mig.
    Jeg har irettesat og dermed hjulpet mange børn som mor og det stopper jeg ALDRIG med. Det er kærligt ment.

    1. Så længe situationen blev udbedret uden nogen led last, så tror jeg nu nok du har gjort det helt fint 🙂

  9. enig. Er jeg mon ved at være en “gammel mor?? ( jeg er 48) Er noget forundret over de unges holdninger og forskrækkelse og berøringsangst på at irettesætte andres børn. Hvornår kom det lige ind??? Vi har da aldrig været bange for den slags før.

    1. Det er en meget god pointe! Jeg tror det er kommet ind med at vi generelt – tror jeg – bliver mere og mere bange for at indgå i relationer med hinanden. Konfrontationer og konflikter bliver noget vi undgår så vidt overhovedet muligt – og dét synes jeg er møgærgeligt, når det netop er, når vi udfordres at vi kan udvikle os mest.

  10. Som kommende gymnasielærer og med en svigerinde der er folkeskolelærer, må jeg tilslutte mig dine pointer på det kraftigste Cana! Hvis børnene ikke oplever at ændre voksne irettesætter, så er det at vi som lærere får smidt “du er ikke min mor”-kommentaren i hovedet når vi beder om ro og ordentlig opførsel. Og vi må jo af gode grunde ikke “tage fat” i børnene og fx hjælpe dem ud af klassen hvis ikke de vil stoppe en uacceptabel adfærd, og så bliver vi magtesløse hvis ikke en mundtlig irettesættelse bliver modtaget af børnene. Det er et kæmpe problem især i folkeskolen, og jeg tror det i mange tilfælde bunder i at børnene kun er blevet opdraget/irettesat af egne forældre og ikke voksne generelt – for hvordan skal de så vide at de skal lytte til ALLE voksne og ikke kun mor og far? Ih hvor jeg håber at mine små piger møder voksne der vil dem og som derfor også tør sætte grænser for dem!

  11. Jeg kan simpelthen ikke forholde mig til Anna Libæk… hun river i mit pædagogiske hjerte og hendes holdning flyver lidt højre og venstre i det interiew 🙂
    DU derimod var super sejt og jeg har helt den samme holdning som dig 🙂