Ugens Mand – Tore Avlund Frandsen

Alene i 2015 vandt han 17 priser verden over, for sin vanvittige evne til at instruere reklamefilm og da jeg i sommer for første gang mødte ham, hans søde gravide kone Josefine og deres bedårende datter Aya i Los Angeles forstod jeg hurtigt hvorfor. Tore Avlund Frandsen, som han hedder, er en helt særlig mand, med en unik evne til at se smukke ting og få dem genfortalt så vi andre forstår dem. Han er kreativ, hjertevarm og helt vildt sød og jeg er meget beæret over at have ham i den varme stol i denne udgave af Ugens Mand.

Tore

TORE AVLUND FRANDSEN

Hvad er din største bedrift?

Jeg føler nok min største bedrift er, at være med til at skabe og forme mine børn og se dem vokse op som selvstændige individer. Det er faktisk ret vildt, når jeg lige tænker over det. Det er jo også helt almindeligt… Men jeg er sgu ret stolt over den bedrift.

Jeg har fået en del anerkendelse i min karriere og har vundet flere priser rundt om i verden, sidste år blev det til 17 stk. Men selv om jeg har vundet store priser i London, NYC og Cannes så fik jeg størst glæde ved at vinde prisen som ”Bedste Instruktør” på hjemmebane til den danske reklamepris True Award for et halv år siden. Jeg vandt prisen for en film jeg havde lagt MEGET energi i og en film jeg er rigtig glad for. Det er nok min største karrieremæssige bedrift.

[red: reklamefilmen ovenfor er én af dem, som Tore har vundet priser for]

 

Hvis du fik 1000 kroner til en gave til dig selv, hvad ville du så købe?

Jeg har gerne ét par sko af gangen som jeg går i til sålerne falder af. Jeg kan godt lide nye ting, men jeg knytter nemt et unormalt tæt forhold til mine lædersko… Jeg kunne godt trænge til et nyt par, nu! Men jeg vil kun bruge de 800kr på sko, så der stadig er lidt tilbage til en tur i biffen og popcorn.

 

Hvor håber du at se dig selv om fem år?

Om fem år bor jeg med min kone og to piger et sted i København. Jeg har lavet min første spillefilm og laver lidt reklamefilm ved siden af. Jeg har gang i karrieren, men også tid til at slappe af og hygge med familien og vennerne.

  

Hvis du fik 1000 kroner til en gave til fin kone, hvad ville du så købe?

Nu ved jeg at hun gerne vil have en tarmskylning, mæænn jeg det ville nok ende med smykker eller wellness. Det er altid et hit hos Josefine.

 

Hvordan har det været at blive far?

Skønt. Jeg har selvfølgelig fået mindre tid til nogle ting, men jeg savner heldigvis ikke rigtig noget af det jeg kunne før hen. Vi har en del pasningsmuligheder med bedsteforældre, så Josefine og jeg går gerne ud sammen nogle gange om måneden. Efter en aften ude, savner jeg ofte Aya helt vildt. Det er også meget rart at mærke. Nu kommer nummer to jo lige om lidt… Det bliver spændende at se hvordan hverdagen så bliver!

 

Hvad er det bedste ved at have børn?

Jeg har tit travlt med arbejdet og nogle gange, føle det næsten som liv eller død om jeg nu får den der skuespiller castet eller en fed location godkendt til en optagelse. Når så det hele er ved at koge over, så står Aya bare der og har ingen ide om hvad jeg taler om (og er fuldstændig ligeglad). Hun vil bare herre gerne vil danse rundt i udklædning til høj Justin Bieber- og Buttenschøn- (selvfølgelig) musik. Det er et wake-up call, som især ens børn kan give. For selvfølgelig er intet i verden så vigtigt, at man ikke kan hygge sig.

 

Hvad lægger du først mærke til hos en kvinde?

Som instruktør caster jeg jo enormt mange skuespillere og statister, både mænd og kvinder. Det første jeg lægger mærke til er ansigtet. Jeg synes jeg meget tit jeg kan læse hvilken person jeg har med at gøre ved at kigge på ansigtet. Det er naturligvis en kombination at mange ting, men særligt øjnene er et spejl til sjælen (jaja kliche) men ikke desto mindre sandt.

 

Hvad lægger du mest vægt på hos en kvinde?

Jeg er en person der har brug for meget kærlighed. Kærlighed kan komme i mange former: Mad, sex, nus i håret, lytte til min kedelige historier (som jeg har fortalt mange gange før), gemme lakridser i min taske. Jeg lægger mest vægt på kærligheden i en kvinde.

 

Færdiggør sætningen: En kvinde er smukkest når…

… hun er sig selv og ikke tænker på hvad andre synes.

 

Hvad er kvinder bedre til end mænd?

Jeg synes, at det er svært generalisere hvad kvinder er bedre til, selvom der selvfølgelig ER forskel på mænd og kvinder. Fysiologisk set er der ting kvinder kan, som mænd ikke kan, fx at være gravid og amme.

 

Hvad er dit bedste råd til kvinder?

Jeg arbejder i en branche der ofte fremstiller en unaturlig perfekt virkelighed i forsøg på at sælge flere produkter. Tankegange er simpel: Et produkt bliver vist i en perfekt verden så seeren vil aspirere efter dette og i sidste ende (selvfølgelig) vælge produktet på hylden. Der er mange penge i reklame, så der bliver ikke sparet her. Først udvælges de helt rigtige modeller efter flere dages casting, så styler højtlønnede make-up artister og kostumere modellerne, de dygtige lysfolk sætter beauti-lys og fotograf og instruktør gør hvad de kan for at få det til at se helt ”naturligt” ud. Og hvis det ikke skulle være godt nok er der altid til plads til lidt digital retouching i efterarbejdet hvor rykdeller, cellulitis og modermærker bliver fjernet… Alle kneb glæder i branding. Selv om jeg personligt gøre hvad jeg kan for at undgå disse film, ser jeg stadig denne tendens i mediebilledet, på levende billeder og på tryk. Tanken er jo at du som modtager skal se op til den perfekte virkelighed, men ulempen er at man hurtigt kan føle sig grim sammenlignet med dette. Med dette i baghovedet, så er mit råd: Du er perfekt som du er lige nu, lad ingen få dig til at føle andet!