mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Positiv blogging – et bevidst valg

image

Da jeg i går mødtes med nogle “bloglegaer”, som kvinden bag karmamilli.dk har fundet på at kalde bloggeres indbyrdes forhold, blev jeg spurgt om ikke jeg følte et vist ansvar for at blogge om alle aspekter af min hverdag, nu hvor jeg blogger så ofte og så personligt som jeg gør. Den udløsende faktor for spørgsmålet havde været, at nogen havde betvivlet hvorvidt det nu også kunne være rigtigt at jeg altid havde det så godt, som jeg fremlægger det her på bloggen.

Bummelum.

Først og fremmest så nej, jeg føler faktisk ikke noget synderligt ansvar overfor andre end mig selv og min lille familie når det kommer til at drive min blog. Bevares, jeg vil helst ikke træde for mange over tæerne, men selvom jeg elsker at I læser med, så blogger jeg nu engang allermest for min egen skyld. Fordi jeg elsker det og fordi jeg ikke kan lade være. At jeg så har været så svineheldig at min hobby ovenikøbet er gået hen og er blevet mit levebrød kan jeg kun klappe i hænderne af begejstring over – og selvfølgelig takke alle jer for, fordi I læser med.

Dernæst så ja, det kan faktisk godt være rigtigt at jeg altid har det så godt som jeg fremlægger det. Jeg har, siden jeg oprettede bloggen, vistnok været glad hver evig eneste dag – godtnok ikke hele dagen hver dag, men hver dag. Netop her finder jeg den store forskel og det er altså ganske bevidst, at jeg forsøger at opretholde den positive tanke i den virtuelle del af mit liv, som jeg deler med jer.

Det sker meget sjældent at jeg blogger om en hel dags hændelsesforløb og oftest tager mine blogindlæg afsæt i begivenheder eller oplevelser, som nogle gang ikke har varet mere end ganske få minutter den pågældende dag. Derfor tillader jeg mig selvfølgelig også at udvælge mine øjeblikke med en vis omhu. Jeg udvælger dét jeg gerne selv vil huske og dét jeg forventer at jeg gerne selv vil læse – og jeg vil lade mine børn læse – om 10, 20 og 30 år.

Når vi har været en tur i parken vil jeg selvfølgelig langt hellere berette om hvordan vi grinede så meget, at vores maver krampede sammen og vi endte med at rulle rundt på græsset i en lykkerus, end om det lille øjeblik, hvor mine drenge blev kede af det / vrede / frustrerede over ét eller andet ligegyldigt, som et blad de ikke kunne nå eller en sten der ikke måtte kastes. Jeg vil nemlig gerne huske det gode. Både i dag, men også i fremtiden. Jeg tror i høj grad på at ord skaber og når jeg vælger primært at vægte mine ord på det positive, så bliver mit mind-set også mere positivt – noget jeg selvfølgelig også håber kan smitte en lille smule af på jer.

Så nej, jeg føler ikke noget ansvar for at berette om de øjeblikke hvor frustrationerne raser og alting er svært, når jeg nu rent faktisk har muligheden for selv at bestemme. Mine dage slutter oftest med et smil og dét er jeg altså mere end bare almindeligt glad for.

Skriv din kommentar

Kommentarer (16)

  1. HØRT! Hvor er det vigtigt netop at tage disse valg. Jeg hører tid også at jeg er så positiv – men er det dårligt? Der sker da også lorte ting men generelt er dagen da god! Jeg er fan af det du skriver. Sådan. God dag:)

  2. Jeg tror på at et positivt mindset/tankegang faktisk gør ens liv bedre. Fordi man møder hvert menneske, øjeblik og oplevelse med et positivt sind, så er hvert menneske, øjeblik og oplevelse også bedre, end hvis man var negativ fra starten. At være positiv er et bevidst valg, hvert fald for mig. God dag fra mig her.

  3. Jeg synes du over den periode jeg har læst med har fortalt ærlig om dine kriser og jo det er nok ludt tid siden, men sådan som jeg læser det flyver du på en lykkensrus efter du har taget en aktiiv beslutning om hvad din arbejdsliv skal bestå i. Den ene aktive beslutning avler nye spændende valg. Bliv endelig ved med at skrive om dit dejlige liv. Jeg husker både badekarvox, søvnløse nætte, mavedeller, tvivl om jordemoderfaget, studievalg, den med at flytte den trygge/glade familie fra Jylland til storbyens jag. Elsker din humoristiske sans og positive historiefortælling.

    1. Tak, Zara – det synes jeg faktisk også og jeg er virkelig glad for at du har det sådan. For selvfølgelig må det – for mig – ikke blive pladderlykke, men et positivt sind og en erkendelse af, at alt ikke altid er – eller har været – lutter lagkage 🙂

  4. Jeg har det på helt samme måde – man er hvad man spiser, så at sige – og man er den historie man fortæller om sig selv, så hvorfor ikke fortælle den mest positive historie man overhovedet kan? Det har jeg i hvert fald prædiket mere eller mindre bevidst i mange år 🙂

  5. Jeg tror også på, at det, vi vælger at fokusere på, godt kan vise sig at være det, vi får mere af. Så at vælge den positive vinkel er en genvej til mere af alt det positive 🙂

  6. Da jeg gik i 8. klasse. Var der en dag én af de seje piger (og det var ikke mig), der spurgte mig: “Hvordan kan du altid være så glad? Du smiler ALTID!?”. I en tro om at man kun blev sej hvis man var lidt sur, forsøgte jeg mig med det i en periode. Men det var ikke fedt og det var bare ikke mig. Så jeg er fuldstændig enig. Og hvis din positive tilgang (eller andres) kan smitte bare et par stykker mere på den anden side af skærmen. Så er det da optur med optur på! TAK FOR GODT INDLÆG. Igen:-). Klem en bloglega!

  7. Livet kan leves over eller under stregen… eller hvordan det nu er smart at sige det. Nyd livet og send gode vibes afsted…så tror jeg vi får gode vibes tilbage. Det er da det du viser os alle. Fantastisk livsopgave 🙂 ….. ligger her på briks i blodbank “lig stille i 20 minutter inden ” fed gave midt i stress og jag … livet er da skønt

  8. Alle ved jo at livet ikke er “en dans på roser” men man kan jo vælge en positiv tilgang til “dansen”. Jeg elsker din positive tilgang til mange aspekter af livet – du blir ALDRIG pladderoptimist! Jeg går ud fra at du også har syge børn sene nattetimer, hvor Thomas er ude at spille! Men det ved vi jo godt, sådan er livet! Jeg ser også oftes også positivt på livet – humor redder mangt og meget! Der er nok som er negative og sure. Klø du bare på. Jeg elsker dig blog

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven