mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Mærkelige navne

Skærmbillede 2016-03-09 kl. 13.58.00

Da der i weekenden rullede DR2-temaet om mærkelige navne ind over skærmen, var det for mig med en vis spænding i maven jeg satte mig til rette i sofaen, for at finde ud af hvad pokker det egentlig var for noget, det der med mærkelige navne, udover “Jytte og Gert Boller”, som teaseren havde vist mig og som jeg måske ikke syntes var så mærkeligt, men til gengæld sjovt! Tænk sig at de, da de skulle giftes og besluttede at dele navn, valgte “Boller” i stedet for Jensen eller hvad pokker den anden nu hed dengang og at Jytte så ovenikøbet senere i livet blev gift med en anden mand og bibeholdt “Boller” – dét vidner i alle tilfælde om overskud og god humor, synes jeg!

Mange ville måske mene at netop én som mig, har et mærkeligt navn. Cana. Som – hvis det skal gøres helt korrekt – udtales Carna. Især synes de fleste at det er lidt mærkeligt, når de hører at min bror, som jo forøvrigt var ugens mand i sidste uge, hedder Lars.

Lars og Cana.

I mine ører klinger det helt perfekt og jeg kan ikke forestille mig at hedde noget andet. Faktisk tror jeg at jeg var nærmest voksen før det gik op for mig, at mit navn var mere end bare almindeligt sjældent. Jeg har altid været glad for – eller måske nærmere ligeglad med – mit navn, omend jeg tydeligt husker hvordan jeg i de tidlige år i folkeskolen var træt af, at mit navn konsekvent var stavet forkert på indbydelserne til børnefødselsdagene, ligesom jeg hadede at have vikarer i timerne, fordi det altid betød, at de ikke kunne finde ud af hvad jeg hed. Canna. Ca’ana. Carina. Sana.

Cana, bare Cana, som man ville udtale det på engelsk.

Mine forældre har ingenlunde engelske aner og jeg er faktisk ikke sikker på om de overhovedet, dengang jeg blev navngivet for alvor mestrede det engelske sprog. Til gengæld mestrede de sønderjysk og var kreative nok til at “finde på deres eget navn”, som min far så stolt brøster sig med, når han fortæller historien om, hvordan han transformerede Carina til Cana.

Tv-programmet om de mærkelige navne gjorde mig ikke så meget klogere. Nogen kalder deres børn for Jens og Peter, imens andre kalder deres børn for Kastanje Bi Ærteblomst – som pigen på billedet ovenfor, der er hapset fra den omtalte dokumentar, hedder – og dét der engang var mærkeligt, er nu efterhånden blevet udvisket. Normalitetsbegrebet er blevet udvidet og jeg er på alle måder ret stor fan. Jeg tror ikke vi er spor determinerede ud fra vores navn og jeg tror grundlæggende på, at vi kan hvad vi vil, så længe vi bare kæmper for det.

Jeg tror på at jeg også kunne have været hvor jeg er i dag, hvis jeg havde heddet Kirsten, som jeg i et flygtigt øjeblik prøvede at overtale Thomas til at Peter skulle have heddet, hvis han havde vist sig at være en pige.

Skriv din kommentar

Kommentarer (17)

  1. Elsker at følge med på din blog. Med endnu mere nu, hvor du lige viste din (flygtige) kærlighed for navnet Kirsten. Jeg er en 27-årig Kirsten og tro mig – det navn er man alene om på min alder. Det var forfærdeligt at hedde det i folkeskolen, for det var jo kun noget de gamle damer hed. Men siden har jeg ELSKET det! I øvrigt TAK for alle de jordmoderrelaterede indlæg. De har (også) været fede at læse for sådan en førstegangsgravid Kirsten som mig (med termin om 2,5 uge – juhuuu). Hav en dejlig aften ☺️

  2. Da jeg var barn ville jeg gerne have et specielt navn. Jeg synes det var dødssygt at hedde Christina. Dette blev også forstærket af at vi var to på min vej der hed det og at jeg som den yngste, blev kaldt “lille Christina”. Jeg blev i en årerække kaldt Stina (det kalder min familie mig stadig) men nu som voksen kan jeg egentligt ret godt lide mit navn. Jeg har i øvrigt kaldt mine børn – Carla og Viggo, så vi er ikke selv gået den traditionelle vej selvom vi hedder Christina og Simon 😊

    1. Ha ha, som barn var jeg faktisk af og til misundelig på dem der hed “Christina P” – jeg synes det var vildt sejt!

  3. Vi valgte at vores børn, når de engang kom, ikke skulle være en af de ærkedanske børn (anders, Mette, Christian, Ida…) det lød bare forkert i vores ører….vi er selv en Tanja og Morten

    Vi endte op med Evelin (med “i” istedet for “y” -syntes det virkede så negativt med “y”) og en Willum (Evelins valg og ja vi syntes at et E og W passede godt sammen. Og læg W på siden og du har et E)

    1. Nåårh hvor fint! Og skarpt set med E og W – det havde jeg i hvert fald aldrig tænkt på 🙂

  4. Mine piger skulle hedde noget “almindeligt” da deres efternavn er specielt! Min mand og jeg er ikke til nymodens navne, specielle navne osv. Og jeg arbejder i børnehave, så jeg kunne sætte ansigter på rigtig navne, nogle positive og andre det meget modsatte!! Så vores piger hedder Louise (8 år) og Mette (4 år) Men der er faktisk ikke ret mange piger på deres aldre der hedder de pågældende navne, så lidt specielle er de så alligevel 😜

    1. Jeg synes det er MEGA sejt at kalde sin børn navne der er “moderne” i éns egen generation – netop fordi de så bliver “unikke” med “almindelige” navne 🙂

  5. Jeg synes at man som forældre har et ansvar over for barnets fremtid, også når det gælder valget af navn. Jeg tror eksempelvis ikke at jeg ville kunne tage advokaten Cirkeline eller politibetjenten Columbus alvorligt… Ikke sådan rigtigt ihvertfald…. Jeg tror det er vigtigt at man vælger et navn som man også kunne forestille sig en voksen og myndig person hedde, så man kan saftsuseme ikke kalde sit barn klokkeblomst osv, for det lyder nuttet og yndigt når barnet er lille og yndigt, men en fuldvoksen kvinde kan (i mine øjne) altså ikke rende rundt og hedde klokkeblomst. ja jeg er meget gammeldags og konservativ på det punkt 🙂

    1. Ha ha, jeg kan sagtens følge dig – jeg tænker dog, i kraft af at der kommer så mange nye navne til hver eneste dag, at vi i fremtiden formentlig ikke vil undre os så meget over advokaten cirkeline, som vi ville gøre det i dag 🙂

  6. Min datter hedder My. Hun hed en kort periode Agnes, men det var bare slet ikke rigtigt. Så hun blev en My. Præsten mente vi brurde give hende et ekstra fornavn – bare for en sikkerheds skyld – men det ville vi ikke. Hun hedder bare My (og så mellemnavne fra os hver og min kærestes efternavn). Nu venter vi nummer to og gættene er utrolig mange på hvad vi mon finder på til den næste lille spunk 🙂

  7. Jeg elsker min navn nu (Alice), men ikke da jeg gik i skole for jeg var den eneste på hele skolen og selvfølgelig skulle alle altid komme med alice i eventyrland så da vi skulle vælge navn til datteren blev det Kathrine, godt gammelt navn 😊

  8. Jeg tror det er meget normalt at de personer med almindelige navne, som der var 3-4 af i samme klasse, gerne vil give deres børn mere unikke navne, så børnene skiller sig ud. Omvendt vil de med specielle navne give børnene mere almindelige navne da de har oplevet irritationen ved at stave navnet hele tiden mm. Min lillebror gik i klasse med 3 navnebrødre og det irriterede ham at han blev reduceret til forbogstavet på sit efternavn. Jeg derimod hedder Linda. Ikke at det er så specielt et navn men alligevel specielt nok til at jeg aldrig har mødt en med samme navn. Jeg kan huske at jeg da jeg var barn var ked af, at jeg ikke fik et kælenavn eller at jeg ikke kunne få de der kopper, blyanter, kruse, penalhuse og jeg ved ikke hvad med ens navn på. Og at folk ofte skal have mit navn en gang til. Så mit gæt er at vi nok alle forsøger at give vores børn dét vi selv “savnede” som barn 🙂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven