Fødselsfredag #12 En uplanlagt hjemmefødsel – fra fars perspektiv

Èn af sjældenhederne, når det kommer til fødselsberetninger, er når de bliver fortalt af mænd. Vi kvinder har ofte både lyst til og behov for at bearbejde vores fødselsoplevelser ved at nedskrive dem og for nogle vedkommende også dele dem, til andres store fornøjelse, imens det er mit indtryk, at mænd har det ganske anderledes – også selvom fødslerne for dem, selvfølgelig også er fuldstændigt vanvittige oplevelser. Derfor er jeg simpelthen så mega stolt over i dag at kunne præsentere jer for en fødselsberetning skrevet af en mand; ovenikøbet af en mand, som endte med at tage imod barnet, hjemme på badeværelsesgulvet.   Hvis ikke I læste moderens beretning eller ikke har den frisk in mente, vil jeg anbefale jer lige at læse den først, da det helt klart gør faderens beretning endnu vildere og stærkere. Læs om den uplanlagte hjemmefødsel fra mors perspektiv HER

EUWYCOBR4B

Uplanlagt hjemmefødsel – fra fars perspektiv

Jeg vågner præcis kl. 03.33 ved at min kone begynder at jamre. På det tidspunkt begynder jeg allerede at spekulere i, hvornår vi skal ud af døren, hvornår vi skal af sted på sygehuset. Men med min kones rolige adfærd og den måde hun er på, bliver jeg hurtig rolig igen og tænker at der går lang tid endnu. Også taget i betragtning af vores ældste barns fødsel, som tog lang tid.

Jeg begynder at tage tid mellem veerne, efter min kones anvisninger og konstaterer at der ikke er noget mønster endnu. Her er der vel gået en times tid, kl. er nu ca. 04.30, og vi sidder faktisk og sludrer og griner lidt. Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, føler jeg at veerne bliver markant værre og her begynder jeg at blive utryg ved situationen. Jeg beslutter, efter noget tids snak, at nu ringer jeg til jordemoderen. Efter en kort snak med hende, kan jeg jo godt se at jeg ikke har noget at være bekymret for, da veerne ikke er regelmæssige og da min kones udbrud ikke er i nærheden af samme skala (lydmæssigt), som da vores første barn blev født. Min kone taler med jordemoderen, og alt virker ok og fattet. Pludselig ser jeg vores datter stå i døren, da det er min kones fødselsdag. Jeg lister ud til hende og vi bliver enige om at vi skal ind i køkkenet for at hente nogle flag, da Mor selvfølgelig skal ’synges op’ med fødselsdagssang. Vi når kun lige ud til køkkenet (som er lige overfor vores daværende soveværelse), da jeg min kone udbryder at vandet er gået. Hun råber febrilsk, at hun skal ud af sengen, så sengen ikke bliver ødelagt. Jeg prøver at bevare fatningen, vender mig om og giver min datter et kys, og fortæller hende at baby er på vej og at den kommer ud i dag. Der er høje lyde fra min kone, og jeg kan se på vores datter er hun er lidt utryg ved situationen. Jeg giver hende et kys og siger at alt skal nok gå og at hun i dag bliver storesøster. Jeg ser lige røven af min kone, som er på vej ud på badeværelset, og kan ud af øjenkrogen også se telefonen der ligger på sengen, hvor jordemoderen stadig er i røret. På vej til badeværelset, tager jeg telefonen og spørger jordmoderen til råds. Hun er stadig meget rolig i stemmen og siger at vi nok hellere må køre af sted til sygehuset. Jeg siger ok, og afslutter samtalen, da jeg skal ringe til svigerfamilien, så de kan komme og passe vores datter.

På det her tidspunkt begynder virvaret. Jeg har en lille pige der har et stort behov for at være tæt på mig, og samtidig skal jeg ud at se til min kone og har ligeledes min svigerfar i røret. Jeg siger til min svigerfar, at de gerne må komme i tøjet og komme herop, da vi skal af sted til sygehuset nu – stadig med en rolig stemme. Jeg ligger på og kommer ud på badeværelset og ser at min kone står i bruseren, og hendes veer virker til at være blevet meget kraftigere på rekordtid. Jeg vender mig om mod min datter og beder hende om at gå ind på værelset og finder noget at lege med, da jeg lige skal tage mig af mor. Prøver at forklare hende, at hun ikke skal være bange og at alt er som det skal være. Sekundet efter vender jeg mig om. Min kone siger, at det der med at køre selv til Kolding sygehus er helt og aldeles udelukket. I det samme ringer min kones telefon, og det er jordmoderen som vil fortælle mig, at hvis vi er utrygge ved at selv køre, så kunne hun tilbyde en ambulance, hvilket jeg takker ja til. Jeg ligger telefonen for at fokusere på min kone. Min kone kigger på mig med et bestemt udtryk, som jeg ikke kan sætte ord på, da hun tager sig til skridtet og hun har lidt panik i stemmen, da hun siger ’den kommer nu’.

Og nu er det at det går stærkt, for alvor stærkt. Jeg ringer igen til svigerfar for at sige, at nu skal det altså gå stærkt – de skal komme nu! Svigerfar siger, med en smule irritation i stemmen ’ja ja, vi er jo på vej’, hvortil jeg svarer at det er i orden, men at de skal skynde sig for hun er ved at føde lige nu. Og jeg ligger på. Jeg ringer i samme sekund til jordmoderen, og fortæller at jeg kan se barnets hoved tydeligt og at hun gerne må sørge for at den ambulance kommer NU!!! Stadig med rolig stemme, instruerer hun mig i at jeg skal få min kone ned at ligge og hvad jeg skal finde frem af håndklæder og lignende. Mens hun ligger på gulvet, kommer jeg i tanke om at jeg nok hellere må få låst hoveddøren op, så ambulancefolkene kan komme ind. Jeg løber tværs gennem huset og får låst døren op, samtidig med at jeg tænker på vores datter – hvor er hun henne? Jeg løber tilbage igennem huset, forbi badeværelset hvor min kone ligger og skriger lidt, og ind på vores datters værelset. Ser min datter sidde i sin seng, helt oppe i hjørnet og holde sine hænder for ørene. Jeg kysser hende igen, og siger at alt er i orden og at Morfar og Bedste kommer lige om lidt. Løber tilbage til min kone, jeg har stadig jordmoderen i røret, som spørger til hvordan hun har det. Min kone får en presseve, og hovedet kommer ud. Og nu er det for alvor at panikken breder sig i mig, og jeg siger (meget vredt) til jordmoderen, hvor fanden den ambulance bliver af? Da det jo er længe siden at jeg bad om ambulancen første gang, hvortil hun svarer roligt ’prøv nu at hør her min ven, der er kun gået 2-3 minutter, og det skal nok gå’.

Det første jeg ser, er at hovedet er helt mørke lilla og der kommer ingen lyd fra barnet, så jeg tænker at der må være et eller galt i halsen. Jeg sutter på min lillefinger, hvorfor ved jeg ikke, og kommer den lige så forsigtig ind i barnets mund. I det samme begynder barnet at give lyd fra sig og jeg bliver lettet, men samtidig lidt panisk fordi hovedet er lilla og det er det eneste der er ude – visuelt ser det ud som om at barnet kunne blive kvalt med den trange plads. Så jeg siger ’ Pres skat, du skal presse’, hvortil jordmoderen råber at det må hun under ingen omstændigheder, barnet skal først gøre sig klar til at komme ud ved at dreje en halv omgang. Min kone siger, lige så køligt, at hun ingen presseve har og derfor ikke skal presse nu. På det her tidspunkt er min svigerfamilie lige kommet ind ad døren, så der føler jeg en smule ro ved at de tager sig af vores datter. Nu ser jeg pludseligt at barnets hoved bevæger sig en kvart omgang, og min kone gør opmærksom på at nu skal hun presse. Hun presser en gang, og jeg tager imod vores barn. Ligger barnet på min kones mave og dækker til med håndklæder. Med det samme ser jeg, ud af vinduet, at ambulancen kommer. Jeg går ud og tager imod dem, og fortæller jordmoderen at nu er de kommet. Jordmoderen siger tillykke og spørg til barnets køn. I al virakken har jeg ikke skænket det en tanke, trods det at vi har ventet i 9 måneder på at finde ud af det. Vores Bedste sidder på det her tidspunkt ude ved min kone, imens jeg guider ambulancefolkene ind. Jeg spørger hende hvad vi har fået, og Bedste løfter op i håndklædet og fortæller at det er en dreng.

Det hele slutter med at vores datter kommer ud, og ser lillebror, Mor og Far – og at alt er ok. Det er egentlig først der, da vi alle er samlet ude på badeværelset, at jeg får tid og ro til at tænke over hvad der lige var sket. Og det er der, jeg føler lykkefølelse og glæde.

Skriv din kommentar

Kommentarer (16)

  1. Puha fik helt tårer i øjnene af den fødsels beretning. Hvor er det smukt og samtidig vildt sejt! 🙂 Respekt herfra og tak for nogle altid fantastiske indlæg, er sgu vild med dem alle og glæder mig helt vildt til Bremen 🙂

  2. Sidder her (og er selv langt over den fødedygtige alder) med tårerne trillende ned af kinderne…
    Det er så stærk en beretning… Tillykke til familien<3