Da jeg annullerede mit pas…

image

Selvom jeg ikke havde skænket det en tanke på forhånd, fik jeg pludselig en følelse af at være indespærret, da jeg i onsdags forsikrede manden bag skranken i Hovedbiblioteket om, at jeg ikke skal ud af landet før midt i marts, hvor jeg rejser til Los Angeles. Årsagen til min påstand var, at jeg skulle have fornyet mit pas og at det nemmeste ville være, hvis det gamle bare blev annulleret i mellemtiden; givet naturligvis, at jeg ikke skulle bruge det.

Således befinder jeg mig nu på dansk jord, uden mulighed for at rejse når jeg vil. Som jeg godt ved jeg ikke skal, men jeg synes alligevel at der er noget angstprovokerende ved, ikke at have det ene internationalt gyldige legitimationsbevis, som sikrer mig fri rejsemulighed. Eller flygtemulighed, for den sags skyld.

Jeg ved selvfølgelig godt at risikoen for at jeg skulle få behov for at flygte til et andet land, er så godt som ikke-eksisterende, men tænk at være tvunget på flugt fra sit eget land og blive mødt af lukkede grænser – enten fordi man ikke har et pas, eller fordi éns pas ikke udløser et “velkommen” slet og ret grundet dets udstedssted. Det må være det mest frygtelige i verden at blive tvunget til at forlade sit hjem, sit arbejde, sin familie, sine venner, sine hobbier og alt man ejer udover sig selv, sit pas og dem man har med sig, uden vished om man nogensinde kommer tilbage. Eller om man nogensinde kommer frem, for den sags skyld.

Frygteligt.

Tænk at forlade sine børn. Eller at tage dem med sig, med risikoen for, at de – enten alene eller sammen med én – ikke kommer frem.

Jeg kan næsten ikke klare at tænke tanken til ende.

Måske er jeg bare særligt på dupperne her til morgen, fordi jeg tilbragte aftenen i går i selskab med en veninde, et halvt kilo slik, et glas rødvin og Fasandræberne i fjernsynet, som en opvarmning til Flaskepost fra P, som vi planlægger at se (eller ikke se, hvis den er for creepy) i biografen, når den udkommer. Selvom jeg har læst bøgerne, som jeg i virkeligheden synes er langt mere både ulækre og nuancerede end filmene, så løb det mig alligevel koldt ned ad ryggen flere gange og jeg sætter måske derfor i dag lidt ekstra pris på mit frie – eller altså, næsten helt frie – liv.

Alligevel tror jeg det er meget sundt at tænke tanken, af og til. At minde sig selv om, at der findes mennesker derude som lever et helt andet liv. Et liv i frygt, kummerlighed, angsten for at miste og håbet om det bedre. At dét liv findes – også her i vores lille lykkelige land.

.. Og så håber jeg ikke at jeg med min morgenmelankoli har gjort en mandag mere mandagsagtig end hvad godt er. Dagen har alligevel potentiale til at blive god – det handler bare om at finde det.