mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Om et parforhold #4

image

Hold kæft hvor jeg savner mine fødder! Eller altså, jeg savner mine raske fødder.

Siden juleaften har jeg stort set ikke har kunnet hverken iføre mig sko eller gå på andet end tæerne på min venstre fod og jeg er ved at få fniller af min immobilitet.

Der er så meget jeg gerne ville have gjort den seneste uge, som jeg, på grund af en skide byld under foden, ikke har kunnet gøre. Danse, handle ind, gå til bageren, gå på legeplads, tage flotte sko på, hoppe, løbe, gå og komme længere ud for en dør end de 15 meter til skraldespanden, som jeg til nøds har gået ud til de enkelte gange den har været kritisk fuld, imens Thomas ikke har været hjemme.

Det er slet og ret skide irriterende! Og jeg er irriterende.

Fordi jeg ikke har kunnet bevæge mig bare nogenlunde anstændigt, har jeg, som værende den der angiveligt har det primære huslige overblik, mere end én gang i løbet af hver eneste dag den seneste uge, sendt Thomas i kiosken. Det viser sig nemlig at min hjerne åbenbart er forsvundet sammen med min evne til at gå. Jeg har været skide fucking træls og min mand har ikke kunnet gøre andet end at nikke, smile og fortælle mig, at han stadig elsker mig; og dét er jeg eddermame taknemmelig for.

Elsk mig mest, når jeg fortjener det mindst, sagde en klog engang og lige nu, passer det meget godt på mig. Jeg har brug for kærligheden lige nu hvor jeg synes at alting er en lillesmule (læs: mega) træls – og min hengivne mand, giver mig den.

Dét, mine damer, kan altså gøre selv den mest hundekolde lørdag til en summen af sommerfugle i min mave. Jeg skal bare lige huske det. Jeg er virkelig godt gift.

… Også selvom vi (igen) mangler mælk.

 

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Eeeej, jeg ved PRÆCIS hvordan du har det – da jeg for nogle år siden, fik så fremskreden gigt i mine fodled, og knap kunne gå over gulvet i stuen, skulle der satme’ sluges kameler – jeg der havde været vant til at løbe adskillige kilometer ad sygehusets gange, på en enkelt vagt + alle de andre kilometer bare fordi jeg var mor, mig m.m…… Det har taget år, at forlige sig med, så jeg kender udmærket følelsen….. Men lad musen fod få lidt ro, såskal du nok komme op på stiletterne igen – og på legepladsen – og i kiosken – og ud at shoppe – og, og, og, og……. God bedring, Cana

    1. Den er gudskelov i bedring, men jeg kan stadig ikke gå – og tør heller faktisk heller ikke, fordi jeg er bange for at den forværres :-/

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven