Om et parforhold #2

IMG_6597

I virkeligheden er jeg vist ved at sige noget der både er mildt, rart og gæstfrit, på billedet her, men min noget aggressive mimik taget i betragtning, synes jeg alligevel det passer temmeligt godt til dagens indlæg. 

Med bagdelen velplaceret i sofaen kan jeg høre et væld af forskellige stemmer, der strømmer ud fra børneværelset. Nogle skranter, andre griner og fælles for dem alle er, at de kommer fra Thomas, som læser godnathistorie for vores egenavlede kærlighedsmennesker, imens jeg endnu engang bliver mindet om, at jeg er godt gift.

En påmindelse nogen måske har svært ved at se det store behov for, nu hvor Thomas er den (slags) mand jeg typisk praler med; som tager masser af selfies med begge vores drenge og som ovenikøbet har skrevet mig et helt album, fyldt med sange om vores kærlighed. Ikke desto mindre en påmindelse, som falder på et tørt sted, efter vi klokken kvart i aftensmad her til aften besluttede, at drøne mod IKEA sammen med vores næsten-naboer, for at gå ombord i både kött- og “ikke kött”-bullar. Verdens tilnærmelsesvist dårligste beslutning til trods for udemærket selskab, vil jeg straks indskyde. Selvfølgelig.

Jeg skal nemlig være den første til at indrømme, at kæmpestore varehuse og disses cafeteriaer aldrig har gjort noget synderligt godt for min personlighed, som i glimt kan tangere mod noget der i hvert fald hverken rimer på lyserød, blomstereng eller lagkage. Jeg bliver en sur og streng kost, for at sige det mildt. Et humør der sjældent bringer andet godt med sig, end det faktum at jeg efterfølgende kan glæde mig over, at jeg har en mand der kan holde mig ud.

Børnene gad ikke spise maden; den ene græd og den anden ville spille iPhone, alt imens jeg ærgrede mig over, at jeg i en uigennemtænkt vending havde bestilt den kedelige voksenvegetar-udgave, i stedet for at gå ombord i to (eller tre) desserter, som jeg tænker er det eneste rigtige at gøre, når man forsøger kombinere cafeteria med kødvægring. Det var pissefedt. Hal-le-lu-jah og pis mig lige direkte ind i øret – særligt fordi kombinationen af kæmpestore varehuse, disses cafeteriaer og en sur kone, ganske åbenlyst, har nogenlunde samme effekt på min mand, som ellers oftest er as cool as ice.

Vi er nogle gange fuldstændigt lige så herre-nedern, som de fleste andre par, men når den horrible tur i cafeteriaet er overstået, bruger vi energien på at tænke på alt det der trods alt var godt, i stedet for at dvæle ved det dårlige. Vi vælger at huske, hvor dejligt det var at vi kunne træffe en hurtig beslutning, slippe for opvasken og vi kigger hinanden i øjnene, fuldstændigt enige om, at næste gang gør vi det på en anden måde. Vi er fælles i det her og selv når vi er sure, bliver vi glade igen og vi passer på hinanden.

På dage som i dag, er det ekstra rart, når jeg med ro i både hoved og hjerte kan sætte mig i sofaen og vide, at min mand fylder vores børn med al den kærlighed de behøver, før de kan lægge sig til at sove, så jeg kan bruge tiden på at sunde mig og huske på, hvor god jeg rent faktisk synes min mand er. Det er vigtigt, tror jeg.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Kære Cana har fulgt dig fra starten og synes du er et fantastisk menneske . Jeg ønsker ikke at bruge din blog til at reklamere men gør det alligevel da jeg ved at dette er et projekt du vil gå ind for som det gode menneske du er . Beder dig på mine knæ og at sætte dig ind i dette projekt julegaveregn.dk og måske lave et indlæg om det .
    Har selv opfordret alle jeg kender til at støtte men dagen fortjener at nå uanede højder .
    De sødeste julehilsner fra Bettina en trofast læser .
    Mor til 4 drenge , den sidste gættede du dog på ville blive en pige da jeg en gang skrev til dig