Midnatspizza, musiksmag og en cykeltur med et juletræ

Da journalisten i morges spurgte hvad det bedste var, ved at være flyttet tilbage til København, fløj det ud af mig, at det var, at jeg kunne få bragt pizza ud til midnat på en ganske almindelig mandag, som jeg gjorde det i går.

Egentlig havde jeg allerede spist aftensmad – ovenikøbet to store portioner risengrød, som jeg elsker – sammen med børnene, men efter at have brugt et par timer på at skifte sengetøj og pleje en sløj lille Peter, var det som om sulten meldte sig i takt med, at jeg forligede mig med tanken om at skulle være vågen hele natten.

Jeg bestilte selvklart den mest snaskede pizza jeg kunne finde på det velvarierede menukort og droppede for en stund min ellers stigende kødvægring.

Gudskelov varede hverken sløjhed eller søvnmangel hele natten og jeg overvejer derfor i skrivende øjeblik om ikke jeg skal have mig (endnu) en omgang pizzarester. Det er trods alt tirsdag og mad skal jo nødigt gå til spilde.

Journalisten var kommet i anledning af Cana’s Album som jo udkommer på fredag (og som stadig kan forudbestilles, med autograf, hos planshop.dk). Det er helt vildt som jeg glæder mig! Jeg glæder mig til at høre hvad I allesammen synes om den og jeg glæder mig til at se den på en masse instagrambilleder under #canasalbum, for jeg vil så gerne følge med og se, hvem I er; jer der tilsyneladende har den absolut bedste musiksmag her i landet, hø hø!

Nuvel, alt skal selvfølgelig ikke handle om hverken mig eller min plade, men jeg synes bare at den er et virkelig dejligt indspark nu hvor naturen har besluttet at give os endnu en måned med trist novembervejr og rig mulighed for at blive indenfor og danse på stuegulvet. Til dét er Cana’s album nemlig særdeles velegnet.

Fuldstændigt på samme måde, som det i går gik op for mig, at vores ladcykel tilsyneladende er særdeles velegnet til både at transportere menneskebørn og bittesmå lejlighedsvenlige juletræer, som var noget af dét Jens fik lov til at have børnehavenissen med til. Pladsen i vognen var måske lidt trang, men det var hyggeligt og jeg fik – vejret til trods – direkte associationer til dengang Thomas cyklede mig og vores boomblaster med fuld knald på Bill Withers’ Lovely Day, igennem København, få dage inden jeg fødte Jens.

Tiderne er forandrede, men billederne, smilene og følelserne er de samme, bare mere nuancerede og så absolut stærkere.

image