Kære vasketøj…

611E343F6D

Kære vasketøj,

Hver eneste uge, får du en ordentlig omgang. Du bliver grebet, proppet, slynget og hængt, som en anden underdanig i armene på Mr.Grey. Hver eneste gang står jeg bagefter tilbage med en følelse af sejr, når du igen er forsvundet; foldet sammen og lagt ind i skabene.

Jeg vandt den kamp jeg ved jeg ikke kan vinde, for ugen efter, er du der igen, som et bjerg der skal bestiges og en byrde der skal bæres. Du vokser støt dag for dag og bliver både større og mere kompliceret. Du får mig til at snuble over dig, når du flyder på gulvet og du skriger højere efter opmærksomhed, des mere du vokser ud over kurvekanten.

Du er ligeglad med om det er weekend og at jeg egentlig havde andre planer; du vil ordnes. Du vil have den helt store tur, med grundig forarbejdning af de mange pletter du forsøger at skjule fra mig, inden du er klar til at komme ind i maskinen. Du vil sorteres, forarbejdes, vaskes, sorteres igen, hænges op, tørretumbles, stryges, dampes, foldes sammen og hænges op. Du er ikke som andre ting, der kun kræver den slags grundighed et par gange om året, næh nej, med dig er det hyppigere. Allerhelst hele tiden.

Det er ikke alle og enhver der kan regne ud hvad der skal ske med dig og det kræver en kvindes snilde, at få bugt med dig og netop dét, bruger du imod mig. Du forsøger at få mig til at føle mig dygtig, når jeg har onduleret dig. Du giver mig følelsen af sejr, imens du gnider dig i de beskidte bukser og venter på den næste makrelmad som skal møde min nye silkeskjorte. Du fryder dig og du ved, at jeg aldrig kommer til at vinde kampen.

Til gengæld skal du vide, kære vasketøj, at bare fordi jeg ikke vinder kampen, kan jeg stadig godt vinde. Jeg kan lære at nyde tiden med dig. Jeg kan lære at nyde dig, som en ukompliceret kryds-og-tværs. Du er ikke andet, kære vasketøj, end fornuftigt tidsfordriv, som jeg øver på mig på at holde af. Når dét sker, har jeg nemlig vundet den kamp jeg ellers troede jeg vidste ikke kunne vindes.

Du får mig ikke ned med nakken. Hah!

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Ha ha… så må jeg have vundet kampen, jeg elsker nemlig vasketøj og endda alle faser af det☺ Jeg slapper af når jeg lægger tøj sammen og det er endda til 4 børn Glædelig jul⛄

  2. Hvor er det bare skide godt skrevet kære Cana 🙂 Jeg Elsker mit vasketøj når jeg har tid til det, og hader det når jeg er i tidsnød… Elsker roen når jeg er i mit eget lille vaskeri…