mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Glemte støvler, glemt pung og glemt vejhjælp – om at have forlagt sin hjerne.

image

Da jeg i morges skrev, at resten af min dag ville blive fuldstændigt forrygende, var jeg tilsyneladende en kende optimistisk.

I ventetiden fra jeg var ankommet til lufthavnen indtil jeg kunne forvente mine drenges exit ud igennem de dikterende døre, satte jeg kursen direkte mod lagkagehusets ene lufthavnsafdeling, hvor jeg til min store fortrydelse – da jeg skulle betale for det tørreste brød den ellers udemærket bager nogensinde har budt mig – opdagede, at jeg havde Peters vinterstøvler i tasken og altså havde efterladt ham i dagplejen med et par hjemmesko, som eneste fodtøj.

Heldigvis berettede dagplejeren at hun selvfølgelig have opdaget den mangelfulde fodbeklædning og derfor havde taget børnene med på Remisen; den indendørs legeplads der ligger rundt om hjørnet. En overskudskvinde, siger jeg jer.

Således kunne jeg lynhurtigt pakke den dårlige samvittighed væk, inden jeg stillede mig i position til at modtage mine to og knap havde jeg fået øje på Jens, førend der blev åbnet for sluserne og tårerne trillede ned ad mine kinder i bare glæde og forløsning over igen at holde min førstefødte i mine arme. En reaktion der tilsyneladende kom bag på både Thomas og alle de andre musikgutter han havde med sig.

I taxaen på vej hjem, fik Jens øje på Tivoli, som vi hurtigt besluttede at besøge, så min søvnfrarøvede mand kunne tage sig en skraber derhjemme i en lydløs lejlighed. Derfor hilste vi lynhurtigt på lejlighedens nyindflyttede nisse, hentede vores varmeste overtøj og drog afsted.

“Årskortet skal fornyes” skrev selvbetjeningsautomaten og vi gik, fjantende og lykkelige over hinandens selskab, hen mod billetkontoret ved hovedindgangen; hvor jeg til min store ærgrelse opdagede, at jeg havde glemt min pung i mit skift til varmere tøj. Ikke så meget som en indgangsbillet eller en lillebitte candyfloss, kunne jeg tilbyde min pludseligt slukørede fireårige.

… Indtil det gik op for mig, at jeg kunne forny vores wildcard online og på dén måde alligevel få adgang til parken. For ja, jeg er selvfølgelig sådan én der kan mine dankortinformationer udenad – jeg er trods alt temmeligt veltrænet udi disciplinen internetindkøb, af alt lige fra dagligvarer til undertøj.

Tjuhej hvor det gik og vi havde en fabelagtig time i tivoli, med fuld knald på både forlystelser og røde næser, inden vores mavers rumlen overdøvede lyden af radiobiler og hvinende karruseller og vi vendte hjem.

Efter et par skiver rugbrød og et stykke kage – se hvilken og få opskriften HER – overtalte jeg Thomas til at spille op til muskeldans og vi trillede således, med hjælp fra et par hidkaldte, søde og komplet fremmede teenagepiger, vores lille blå bil i fuld hast ned ad Holsteinsgade, blot for at kunne konstatere, at jeg har været ganske effektiv, da jeg lod strømmen tappe – bilen var helt død.

Så meget for København og folk uden biler” nåede jeg lige at tænke, imens jeg havde de første 10 sønderjyder, som snildt kunne være kommet forbi med en bil og et par startkabler, i tankerne, da formanden for vores andelsforening, en håndværker med styr på sit kram, svingede forbi.

“Har du ikke vejhjælp? De kommer jo indenfor en time”

Jo, for helvede, det har jeg også, men jeg har forlagt min hjerne samme sted som mine nøgler. Selvfølgelig har vi vejhjælp. I should know.

I ren og skær pinlighed over egen dumhed, venter jeg til i morgen med at hidkalde andre end chokoladeguderne, som i dén grad skal føle sig velkomne hos mig her til aften. Igen.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven