Fødselsfredag #1

image

Endelig er det blevet fredag. Fødselsfredag! Jeg har glædet mig helt vildt til at dele den første fødselsberetning med jer og jeg glæder mig allerede nu til næste fredag, hvor I får den næste. Hvis I ikke kan vente så længe, kan jeg anbefale at slå et smut forbi HER, hvor én af de mest zenagtige damer jeg kender, blogger; mest om yoga og lidt om (andres) fødsler.

Jeg har modtaget virkelig mange fødselsberetninger og jeg er meget beæret over at få lov til at dele jeres personlige oplevelser her på bloggen. Den første beretning er fra en kvinde, som fik sit første barn ved en uventet hurtig fødsel.

Min fødsel tog 6 timer. Jeg var 24 år, og min graviditet var ikke planlagt – men bestemt lykkelig.

Min graviditet var præget af, at min kæreste og jeg begge stod over for at afslutte vores uddannelse. Jeg valgte at udskyde mit speciale til efter fødslen. Mine tanker gik de sidste måneder på fødsel og familieliv når jeg ikke var på job, og specIalet fyldte mindre og mindre. Min kæreste var derimod besluttet på at han skulle aflevere sit, selvom hans forsvar næsten faldt sammen med min termin. Vi havde derfor ikke været til andet fødselsforberedelse sammen end det kursus som hospitalet afholdt.

Vi havde dagen inden fødslen været til det sidste jordemoderbesøg i uge 40+4, hvor jeg var blevet tjekket for svangerskabsforgiftning. Jeg havde taget 25 kg på, havde vand i kroppen og mit blodtryk var de sidste to uger steget.

Plukveer havde jeg ikke mærket mange af, men til tjek for svangerskabsforgiftning kunne en anden jordemoder fortælle mig at jeg havde plukveer.

Klokken 1 om natten vågnede jeg af en ve. Jeg vækkede min kæreste, for jeg vidste at nu var det nu.

Vi var glade. Og fandt stopur frem for at tage tid mellem veerne.

Jeg gik ud for at tisse, og ringede til min mor. Hun ville gerne med til fødslen.

Ude på toilettet gik mit vand mens jeg ringede min mor op.

Vi ringede til fødemodtagelsen, og fik besked om at komme ind klokken 10 om formiddagen.

Vi gik ud og besluttede os for at lave en kop te. Vi kunne ikke bare gå til ro med det samme. Mens vandet kogte tog mine veer til. Jeg måtte lige ind og hænge over sengekanten et par gange. Intervallet mellem hver ve blev lige som kortere og kortere, og jeg indså da jeg stod over vasken på badeværelset og fik tevand tilbage op i svælget  at jeg ikke kom til at drikke mere te.

Min kæreste fumlede med stopuret. Der var ca 1-2 minutter mellem de sidste par veer. Vi kunne ikke få det til at passe med hvordan vi havde fået at vide en fødsel forløb. Var vi i fase 1,2 eller 3?

Jeg bad min kæreste ringe til fødemodtagelsen og sige at veerne havde taget til. Han ville meget gerne give mig røret, men jeg kunne ikke overskue at tale under veerne.

Jeg fik ringet til min mor og bad hende kort for hovedet om at komme. Hun var faktisk på vej, for hun havde det på fornemmelsen.

Min mor kom og gik straks ind og strøg mig over lænden når jeg havde en ve. Det var dejligt. Min kæreste vidste ikke helt hvad han skulle gøre og kiggede med fra sidelinjen.

Jeg jamrede mig under veerne og var pinlig over det. Fødslen var jo lige gået i gang og jeg havde et halvt døgn foran mig sådan her. Mig, frk. Fitness, der dyrkede crossfit og løb. Altså inden graviditeten. For under havde jeg droppet træningen, og var begyndt til gravidyoga. Og jeg havde det fint med det. Jeg har aldrig set mig selv som en der nemt lod sig påvirke af smerte. Men nu tvivlede jeg.

Jeg lå på knæene med arme og hovedet hen over sengekanten. Der var ikke mere end 30-45 sekunder mellem hver ve nu.

Min mor gik ud for at lave sig en kop te. Mine veer tog gevaldigt til i styrke, og jeg råbte ‘hårdere’ da min kæreste strøg mig forsigtigt på lænden.

Bag efter var jeg ked af at have råbt af ham, men så kom en ve igen.

Min mor kom ind på soveværelset: ‘nu tager vi afsted’.

Det var hårdt at få jakke og sko på, og jeg havde gennemsigtige strømpebukser og en af kærestens fodbold t-shirt på under jakken. Jeg, som havde forestillet mig at jeg ligge make up efter et bad, som Kourtney Kardashian gør i tv-showet på tv 3.

På vej ned til bilen fik jeg en ve og skreg, det gav et rungende ekko ud i kvarteret.

Jeg følte jeg var ved at føde hele turen i bilen, hvor jeg lå helt forkvaklet på bagsædet og havde en ve hver halve minut

Da vi havde parkeret i parkeringskælderen skulle vi hen til fødemodtagelsen. Det var den længste gåtur jeg nogensinde har gået, og jeg har altså løbet et Marathon 😉 halvvejs var en stol som jeg udså jeg kunne læne mig op af. Den var sømmet fast til jorden, så jeg faldt skævt ned over den da jeg fik en ve. Som en strandet hval.

Jeg skreg hver gang jeg fik en ve. Da vi kom hen til fødemodtagelsen bad jordemoderen, der tog imod os, mig om at trække vejret.

Hun må syntes jeg er irriterende, når jeg allerede skriger sådan og kun har været i fødsel to timer tænkte jeg.

‘Du er 10 cm åben, vi kører dig til fødestuen nu” kunne hun konstatere da de havde fået mig op på briksen.

Jeg var sur, og sagde at til hende de havde lovet man fik et bad når man ankom til fødselsmodtagelsen til forberedelseskurset.

“Jamen Asta-Marie, du er jo i fødsel. Du skal have din lille pige nu”

Det var nok først der det gik rigtig op for mig, at der ikke var 10 timer til at min datter var der.

Vi kom ind på en stue, og jeg blev bedt ligge mig på briksen.

Jordemoderen var en ung blond kvinde. Hun var træt og havde lige fået en frikadellesandwich ind i det vi kom.

Jeg var meget smertepåvirket og skreg på en blokade. Jeg fik en skedebedøvelse, for vi var for langt i processen til en blokade.

Jordemoderen og jeg var allerede ikke helt på bølgelængde, da jeg så længden på den nål hun skulle stikke mig med.

Jeg havde en masse forestillinger om fødslen, men nu lå jeg her og blev ikke spurgt. Jeg skulle føde liggende på ryggen, og hun ville ligge kateter på mig og nævnte sugekop.

Jeg skulle i hvert fald ikke have taget baby med sugekop.

Og jeg kunne godt tisse selv.

Jeg var i chok over, at jeg havde tigget om smertestillende. Nu gjorde det til gengæld ikke ondt længere.

Men der var noget galt, for jeg havde ikke pressetrang. Babyen var kommet skævt ned i mit bækken.

Jordemoder foreslog rebozo, og sagde det godt kunne være lidt ubehagelig.

Jeg brød mig ikke om hendes øvrige forslag og sagde nej, selvom jeg ikke anede hvad det var.

Jeg fik lov til at tisse selv. Og til at sidde på hug og se om det hjalp på at baby faldt bedre ned.

Det føltes som om vi havde været der i 100 år.

Jeg kom op på briksen igen og skulle presse.

‘Nu skal du gøre som jeg siger’ sagde hun til mig.

Jeg blev ked af det, for jeg prøvede men jeg var ualmindelig træt.

Baby lå med armen oppe ved hovedet og albuen ud til siden.

Jordemoder besluttede at vi prøvede med rebozo – og ellers var det sugekop.

Jeg fik et klæde over ryggen og blev rystet. Det var slet ikke ubehageligt, men rigtig dejligt.

Der blev sat en sensor fast i hovedet på baby så den lilles iltforsyning kunne monitoreres.

Min mor og kæreste blev bedt om at holde mine ben, for jeg var træt og hjalp ikke godt nok selv selvom jeg prøvede.

Jeg havde ikke fået noget afførende, og selvom min aftensmad havde bestået af en snickers fordi min kæreste var på arbejde og jeg havde så meget refluks, var jeg kronisk angst for at skide midt i fødslen.

Min mor mærkede det vidst på mig og sendte ham op for at give mig ilt imens jeg pressede istedet.

Andreas havde kun øjne på skærmen med babys puls og glemte alt om Ilt midt i det hele.

Det tog 8 presseveer, så var hun ude. Vores lille Augusta.

Jeg var bare træt. Men også lykkelig over det var overstået.

Jeg sagde tak til jordemoderen. Jeg havde følt hun ikke kunne lide mig. I virkeligheden var hun nok bare træt. Jeg var glad for at hun havde respekteret mine ønsker, selvom jeg havde været elendig til at kommunikere dem. Hun virkede overrasket. Måske havde hun følt jeg ikke kunne lide hende?

Jeg glædede mig til toast og saftevand. Men det fik jeg ikke engang.

Min livmoder træk sig ikke hurtig nok sammen og jeg havde blødt en del. Jeg mærkede intet og følte det som endnu en uretfærdighed at jeg skulle køres væk. Og jeg fik lagt kateter, øv. Det gjorde mig selvfølgelig mest ked af det, at jeg skulle væk fra Andreas og min datter.

Personalet var tilgengæld super søde, og jeg glemte jeg var ked af det mens jeg blev tjekket for rester af moderkagen.

Det var først da jeg kom til opvågning at jeg savnede dem igen. De kom hurtigt og jeg fik først rigtig tåre i øjnene, dels af lykke og dels af udmattelse der.

Inden vi blev udskrevet fra patienthotellet fik vi gennemgået fødslen. Det var rigtig dejligt, selvom jeg tudbrølede gennem hele den seance.

Længe efter fødslen plagede det mig, at jeg ikke følte jeg havde gjort det godt nok. Succeskriteriet for en fødsel er vel, at man levere et sundt og raskt barn.

Er det mærkeligt at have en forventning til ens egen præstation under en fødsel?

Efterfølgende har det også slået mig som morsomt hvor meget jeg har lagt i den fortælling og video vi så til hospitalets fødselsforberedelse; bad og en lille cocktail af smertestillende ved modtagelse, mens man venter på stue, og toast og saftevand ved slut. Det betød virkelig meget, at jeg ikke havde haft de holdepunkter.

Jeg hører fra andre at jeg var heldig min fødsel “kun” tog 6 timer, men jeg tror ikke helt de forstår at en hurtig fødsel er udmattende på sin egen måde.

Jeg havde ikke svangerskabsforgiftning, men jeg er lynføder.

Blodtryk faldt efter fødsel og de 25 kg inden for 6 måneder efter fødslen uden andet end amning.

Næste gang overvejer jeg hjemmefødsel, hvis det går lige så stærkt og håber på at kunne læse med om nogle af dine læseres oplevelser med det.

Åh mit hjerte springer altså et ekstra slag, over denne beretning, fordi den i så høj grad vidner om, at den fødendes oplevelse ikke nødvendigvis er betinget af hvor længe fødslen varer. Hvis I har lyst, synes jeg det ville være dejligt, hvis I ville komme knytte en lille kommentar til spørgsmålet om hvorvidt det er mærkeligt at have forventninger til éns egen præstation under fødsel. En meget interessant debat i forhold til fødselsoplevelser, tænker jeg. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (22)

  1. Åh, jeg kan så meget følge det! Det første jeg sagde (eller… Råbte!) efter min fødsel var: “Han er her! Jeg gjorde det!” Jeg var så stolt af mig selv.

  2. Jeg var af en eller anden årsag meget afklaret med at mit fødselsforløb ville være noget jeg ikke selv ville være herre over og jeg er ellers en der enormt gerne vil have kontrol med alt. Men jeg tror mest jeg havde afklaret mig med at så længe “blop” som vi kaldte ham på det tidspunkt kom ud og var sund og rask så var jeg for så vidt ligeglad med hvordan det kom til at foregå, og ud skulle han jo nok komme. Men jeg kan huske at flere af mine veninder var meget forundrede over at JEG (som kontrolmenneske) kunne være så afslappet i forhold til mine forventninger til fødselsforløbet.

    1. Det lyder som en både sund og meget fornuftig tilgang til fødslen, omend jeg tror at det for rigtigt mange, er svært komme dertil.

  3. Jeg havde klart en forventning om at jeg ville være fuldt ud i stand til at klare vesmerterne, og da jeg lider af fyrgtelig nålefobi, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at min udvidelsesfase skulle ende i epiduralblokade (på egen MEGET insisterende anmodning). Jeg er ikke skuffet over at det ikke gik som jeg havde troet, for jeg kunne absolut ikke have gjort det anderledes, men jeg er overrasket over, hvor meget sådanne vesmerter påvirker dømmekraft, frygt og holdninger i det hele taget.
    Det eneste jeg egentlig holdt fast i gennem hele fødslen, som jeg også havde “besluttet” inden, var jeg virkelig ikke ønskede et kejsersnit, og det blev mit holdepunkt, når jeg var ved at gå til af smerter, eller ikke følte jeg havde et eneste gram udholdenhed tilbage i pressefasen. Det var egentlig fedt nok!

    1. Du er ikke alene! Jeg har oplevet virkelig mange kvinder, som i starten af fødselsforløbet er meget overbeviste om, at de ikke vil have en epiduralblokade, men som sidenhen ændrer mening, når veerne tager til; særligt hvis babyen samtidig ligger lidt skævt roteret ned i bækkenet.
      Og fedt at dit ønske om at undgå kejsersnit kunne give dig et positivt fokus.

      1. Det var faktisk også min opfattelse inden fødslen, at der er mange gravide der ender med en blokade, men jeg forstod det ikke rigtigt inden jeg selv oplevede det.
        Den reddede virkelig min fødsel, hvis ikke jeg havde fået den, og havde fået hvilet lidt, så havde jeg på ingen måde haft kræfter til at presse hende ud.
        Efterfølgende ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde fået den noget før i forløbet (jeg fik den kun halvanden time før, presseveerne ikke kunne ignoreres mere), for det havde virkelig givet mig en anden opfattelse af min egen fødsel, og jeg har rådet ALLE jeg kender, som er gravide, til at bede om epiduralblokade hvis det er muligt, når de kommer ind.

        … Og når man ligger i konstante vesmerter, så kan man dårligt mærke at den bliver lagt 😉 Jeg bed mærke i at den første bedøvelse nev lidt, men resten kunne jeg på ingen måde mærke blev lagt.

        1. Ha ha ha! Som udgangspunkt vil jeg nu næppe anbefale epiduralblokaden til alle fødende. Slet, slet ikke. Rent fagligt ville det vare galimatias, simpelthen fordi der med epiduralblokaden er en markant øget risiko for yderligere indgreb som vestimulerende og cup. Epiduralblokaden er primært god i de tilfælde hvor den fødende er udmattet og hvor der ikke er umiddelbart god progression i fødslen 🙂
          KH Cana, både som jordemoder og som mor til to 🙂

          1. Jeg ved det godt, og det er måske også netop derfor at det er de færreste der ender med at få en epiduralblokade, som på forhånd havde tænkt sig at det var en mulighed – at det ikke anbefales. Men jeg tror nu måske, at det for mange ville ændre deres opfattelse af egen præstation under fødslen, hvis den i højere grad blev præsenteret, som et super alternativ, til udmattende veer og smertehelvede. Dette er ikke ment som en kritik af jordemødrenes tilgang til fødselsforberedelse eller bedøvelse i det hele taget, mere bare en observation.
            Jeg havde alt for hurtig progression i min fødsel, i forhold til hvad min krop kunne klare, og jeg tror, hvis du spurgte min jordemoder, så ville hun nok have sagt at jeg klarede mine veer fint (det står der i hvert fald i min journal), men jeg oplevede dem, og husker dem også meget tydeligt, som forfærdelige på en måde, så jeg tænkte at sådan ville det føles at dø.

            Måske det også bare i højere grad handler om, at man som fødende, og gravid, skal acceptere de forhold, som ens krop byder en. At man ikke bliver en dårligere fødende, eller mor, fordi man har fået epiduralblokade, eller *gisp* kejsersnit. Vi lever (heldigvis) ikke længere som hulemennesker, og når nu vi har muligheden for at få hjælp til en nemmere fødsel, så er det helt okay at sige ja.
            På samme måde er det selvfølgelig også okay hvis man er helt ovre i den anden grøft, og ønsker en fuldstændig økologisk fødsel, så længe man ikke gør det, fordi man tror det er den eneste “rigtige” eller accepterede måde at få en god fødsel på.
            KH Trine, mor til én og komplet uvidende, udover egne oplevelser med fødsel 🙂

  4. Under min fødsel blev der på et tidspunkt snakket om, at jeg skulle have kejsersnit, hvis ikke veerne gik i gang (jeg var blevet “kørt igennem” ve-drop tre gange på det tidspunkt uden effekt), og der kunne jeg mærke, at det havde jeg bare slet ikke lyst til.
    Så selvom det ikke var en forventning, jeg ville have formuleret før min fødsel, så havde jeg helt klart en ubevidst forventning om, at jeg skulle føde naturligt (og amme efterfølgende, men det er nok en helt anden snak). Ellers havde jeg en helt klar forventning om, at min krop og personalet omkring ville vide, hvad jeg skulle gøre, og så måtte jeg jo tage den derfra.
    Jeg har ofte tænkt, om kurser som “Smertefri fødsel” egentlig er så gode for den gravides forventninger til egen præstation. Og om man efter sådan et fødselsforberedelsesforløb kan blive skuffet over sig selv, hvis man alligevel ender med at bede om epiduralen – eller, måske endnu værre, ikke beder om den, fordi man skal leve op til kurset.
    Indrømmet, så har jeg kun læst om kurset og droppede hurtigt idéen om, at jeg skulle på et, da jeg fandt ud af, hvor meget man skulle forberede derhjemme… For dybest set forbereder man sig jo på noget, hvor man ikke har den fjerneste idé om, hvordan det kommer til at forløbe, og hvordan man selv vil reagere.
    At give slip på kontrollen må vist være mit bedste råd til alle førstegangsfødende 🙂

    1. Hej, jeg forstår godt tanken, men jeg tror det mest af alt afhænger af ens forventninger. Jeg har taget Smertefri Fødsel hjemmekurset og min fødsel var på ingen måde smertefri (og tog 26 timer), men jeg følte mig til gengæld ret forberedt på, hvad der skulle ske og bevarede en følelse af kontrol hele vejen igennem og endte også med at gennemføre uden bedøvelse (dermed ikke sagt, at det ikke er den værste, mest uudholdelige smerte jeg har oplevet i mit liv. For det var det!). Jeg havde på forhånd sagt til mig selv, at hvis det blev for voldsom en smerte, så ville jeg bede om epiduralblokade, Smertefri Fødsel eller ej. For mig var dét at have forberedt mig bare en måde at føle mig mere rolig på, fordi det gav mig en følelse af selv at kunne gøre noget aktivt undervejs. Nå, men jeg bad faktisk om epiduralblokade, men fik den ikke, fordi jeg var for langt fremme i forløbet til at det kunne lade sig gøre. Dét at jeg bad om den, kurset til trods, får mig ikke til at føle mig som en “dårlig fødende” 🙂

  5. Tak for fortællingen!
    Jeg synes, at der er kommet en ret forfærdelig tendens til, at en god fødsel er en fødsel, hvor du bare holder kæft og “nyder” smerten. Jeg ved ikke, hvordan det er opstået…. om det er de stolte fædre, som beretter om deres fantastiske kvinde, som slet ikke skreg eller det er kvinderne selv.
    Jeg blev rasende, da min far for nyligt sagde, at det bare var for kikset, når en kvinde skreg under en fødsel (min far er ellers et sympatisk væsen…). Jeg vil gerne have lov at skrige, når jeg skal føde om 10 uger. Det skal i hvert fald ikke have lov til at definere, om jeg er “god” til at føde eller ej.
    Jeg arbejder 50 timer om ugen, og er ikke “dygtig” til at være gravid. Jeg når ikke at gå til graviditetsyoga eller svømning, smertefrifødsel eller noget af det andet, som man “skal”.
    Men ved gud, hvor jeg glæder mig til at skulle møde min lille guldklump – måske i en skøn kakofoni af fælles skrig og skrål….

    1. Det er jeg SÅ enig i! Og tro mig, når man ligger derinde på briksen, så KAN man altså ikke styre hvilke lyde der kommer ud af en. Jeg troede jeg ville finde mit urkvindebrøl, men i stedet var det “bare” højt råb, én lyd, som steg i takt med veen 😉

      Jeg tror det er måden den perfekte fødsel italesættes på, der skaber illusionen om den gode fødsel som den “smertefri”, måske netop på grund af kurser med navne som Smertefri Fødsel. Ikke at der er noget galt med kurset overhovedet, men navnet i sig selv antyder, at den gode fødsel som det mindste er mindre smertefuld end den dårlige.

  6. Jeg havde også høje forventninger til min egen præstation op til begge mine fødsler.
    Første gang var jeg 23, nyuddannet sygeplejerske, og jeg havde læst, at medicinsk smertelindring hæmmede fødslens forløb, amningen og kunne give bivirkninger for mor og barn. Var fast besluttet på at gennemføre uden.
    Fødslen tog 16 timer, 3 x scalp ph, ctg electrode, engangskateterising og jeg skal komme efter dig. Jeg tænkte helt alvorligt at jeg var ved at dø og jeg skreg efter kejsersnit. Havde dårlig kemi med jordemoderen, men jeg gennemførte.

    Ved min anden fødsel var jeg i kendt jordemoderordning , og fødslen tog kun 8 timer. Jeg havde på forhånd bestilt en pudendusblokade. Og jeg kan helt ærligt sige at fødslen var 80.% smertefri.
    Tror at forudsigeligheden har så stor effekt på oplevelsen af smerte.

  7. Hmm, det er egentlig et ret vigtigt spørgsmål. Forventningerne til egen præstation under fødslen? Jeg har cerclage, og kan ikke føde selv. Derfor var det selvfølgelig planlagt kejsersnit i uge 37. Vi havde vægt at vi ikke skulle gå til fødselsforberedelse, da jeg jo ikke måtte/skulle gå i fødsel. Jeg var meget afklaret mht kejsersnittet, i det hele taget var det bare et mirakel at jeg var blevet gravid og jeg glædede mig til at møde den her lille dreng som rumsterede rundt inde i min mave. Men ak, intet gik som forventet. 31+6 og vandet begyndte at sive. Jeg bliver indlagt og skal forholde mig roligt indtil det nye planlagte kejsersnit. Jeg var SÅ ked af det, det var ikke det der var planen! 32+6 sker det uventede, jeg går i fødsel. Jordemoderen tror i første omgang ikke på mig, men bliver kridhvid i ansigtet da hun finder ud af at ikke nok med at jeg er i fødsel, jeg er fuldt åben. Jeg gik stort set fra plukveer til presseveer på et splitsekund. Jeldigvisbvar jeg på sygehuset, Jordemoderen var uddannet til fødselsforberedelse og guidede mig gennem veerne indtil jeg lå på operationsbordet. Fra jeg skreg av og til lilæemamden kom ud, gik 45 min. Absolut ikke det jeg havde forestillet mig, men det var alligevel en fantastisk oplevelse/fødsel. Men som lægen sagde efterfølgende, næste gang ved vi at du kun er gravid i 6-7 måneder, og kan tage vores forholdsregler. Tak for en dejlig blog 🙂

  8. Det er super interessant, det der med forventninger til egen kunnen. For mig handlede det i højere grad om en stålsat tro på, at selvfølgelig kunne min krop klare det. Mange af mine veninder er blevet super provokerede af (velmenende) mennesker, som har sagt til dem at “din krop er bygget til at føde” eller “kvinder har gjort det masser af gange før dig”, men for mig hjalp disse to sætninger mig faktisk bare til at tro på, at min krop kunne selv, uden epidural, vestimulerende drop etc. Havde faktisk specifikt frabedt mig det, med mindre der var meget vægtige grunde til det. Men hvad nu hvis jordemoderen havde insisteret, sagt at det var nødvendigt for mit barns velbefindende? Jeg håber jeg ville have kunnet se at det ikke var et nederlag, men jeg ved det ikke. Det er et svært spørgsmål!

  9. Inden fødslen af min søn, mit 2. barn tænkte jeg, “bare denne fødsel går hurtigt, så det hurtigt er overstået”.
    Jeg fødte på 5 kvarter fra første ve.
    Nu vil jeg aldrig ønske en styrtfødsel for nogen! Det var skrækkeligt!
    Vil så meget hellere føde på 16 timer, som ved min datter!

  10. Mine forventninger var meget blandede. Jeg var gravid med enæggede tvillinger, og gik til scanninger, jordemoderbesøg og lægekontroller i et væk. Snakkede samtidig med en del andre tvillinge-gravide i samme periode og mange af dem blev i indlagt med forkortet livmoderhals o.l….
    Inden jeg blev gravid havde jeg ofte tænkt at det der kejsersnit måske ikke var så dumt at bede om, netop fordi det kan “kontrolleres”. Men da jeg blev gravid, og mine to tumlinge på intet tidspunkt “opførte” sig som om de var tvillinger, men voksede som “enlige” og alt andet bare var godt. Så tænkte jeg at jeg skulle give det der vaginal fødsel en chance – og sådan blev det
    De kom 38+3 på “almindelig vis”, godt nok hjulpet på vej af en jordemoder der havde taget mit vand og ve-stimulerende drop… Tænker dog ofte over hvor længe de mon var blevet derinde hvis ikke jeg var blevet sat i gang 😉

  11. Sikke en fin beretning. Længden af en fødsel siger ikke meget om oplevelsen, og tid eksisterer ikke på helt samme måde på fødestuen, som den gør i resten af verden 🙂
    For mit eget vedkommende var det ikke selve fødslen, der skræmte mig. Jeg er tvillinge mor, og i månederne op til deres ankomst, blev jeg konstant mindet om, hvor hårdt det ville blive – det oplever singeltons sikkert også 🙂
    Det resulterede i, at jeg forberedte mig på mit livs kamp. Der var så meget praktik, der skulle på plads, og mentalt var hele mit sind indstillet på kamp.
    Så det endte med, at jeg faktisk ikke gik og glædede mig under min graviditet. Ikke at jeg ikke ønskede børnene, for det gjorde jeg, men hele den søde forventning druknede i den forventning, at det her blev hårdt som intet andet.
    Og det var det da også – men også sjovt, kærlighedsfyldt og fantastisk. Så nu gør jeg en dyd ud af at fortælle førstegangs gravide, hvor meget de skal glæde sig. Der skal være plads til de trælse ammestue historier, men også til glæden, forventningen og lykken 🙂

  12. Da min yngste datter kom til verden tog det 5 1/2 time, og den fødsel var langt hårdere og voldsommere end min ældste datters, der tog omkring et døgn. Jeg oplevede at min krop tog fuldstændigt over, og at jeg faktisk blev bange helt ind i knoglerne, fordi jeg på ingen måde kunne følge med, hverken fysisk eller mentalt. Hun var skønnet til 3700 g og vejede 4465 g, og der blev brugt McRoberts da hun sad fast med højre skulder.
    Jeg havde et kæmpe behov for at tale om forløbet bagefter, fordi jeg havde været så bange, og jeg havde i lang tid en konstant følelse af utryghed og uro i kroppen.
    Det viste sig også, at min datter havde fået en skade i skulderen, og vi havde et langt forløb med koliklignende adfærd fra hun var 5 til 10 uger gammel. Nu er hun 2 år, og en rigtig bombastisk lille pige – ligesom hun var da hun meldte sin ankomst.

  13. Jeg havde helt klart forventninger til min egen præstation, da jeg skulle føde. Jeg planlagde faktisk en hjemmefødsel og tog totalt kontrollen. Jeg skulle nok selv styre den fødsel.
    Da fødslen så startede lige over midnat på min terminsdag (allerede her hoppede kæden lidt af – man går sgu da over tid første gang xD), var vi ikke helt klar. Min kæreste var lige væltet ind ad døren fra et kampsportsstævne i udlandet. Og da jeg efter nogle timer ringede til fødemodtagelsen, var de ikke helt friske på at sende den jordemoder. Hvilket fik mig til at råbe Jamen så fuck da det, vi kommer ind til jer Jeg skulle nemlig have nogen til at fortælle mig, at jeg rent faktisk var i fødsel, og smerterne ikke bare var usædvanligt nederen plukveer.
    Jeg havde så store forventninger til mig selv omkring at tage ejerskab over den fødsel. Det var vidst mit succeskriterium. Og så skulle jeg selvfølgelig ikke have noget smertestillende.
    Jeg tror, det havde irriteret mig mindre, at der hele tiden skulle lyttes på maven og pilles oppe hvor solen ikke skinner, hvis jeg havde været lidt mere afslappet omkring, hvordan man “føder godt”. For jeg skulle altså have en god karakter og en guldmedalje i naturlig fødsel. Og jeg fik da også min medicinfri fødsel. Men Længe efter plagede tabet af min hjemmefødsel mig. Også det, at jeg fødte på ryggen, fordi der skulle ctg på, var lidt svært at sluge. Det er jo den dårligste fødestilling, hører man.
    Næste gang vil jeg måske gennemtænke lidt flere forskellige scenarier og være lidt mere okay med, at jeg ikke bare kan være helt i fred under hele seancen. Men den hjemmefødsel der skal klart have et forsøg mere

  14. Fordelen ved at føde hurtigt er at du ikke når at blive lige så udmattet som ved lange fødsler, men man kan godt risikere at slet ikke være med psykisk i forløbet.
    Min første fødsel gik stærkt. 3,5 timer fra vandet gik, hvor veerne tog til og til jeg fødte. Jeg fødte i kar på sygehuset, selv om karbadet bare var ment som smertelindring. Det gik lidt hurtigere end jeg og jordemoderen regnede med.

    Bagefter var jeg så flov. Over at jeg ikkehavde været stille (havde hørt meget om hvor irriterende fødende kvinder der råber er). Jeg var totalt ikke til stede under smerterne – først da jeg hørte jordemoderen sige til den studerende “Nu kommer hovedet, så kommer der en ve mere, og så kommer kroppen” fattede jeg, at jeg jo var i gang med at føde min søn! Og så kan det være løgn, jeg kan ikke vente mere, tænkte jeg – og pressede så kroppen kom ud med det samme.
    Det var som om jeg glemte tid og sted og bare blev ked af det og råbte, når veerne buldrede med få minutters mellemrum. Jordemoderen tog noget af skammen ved at sige, at jeg havde klaret det rigtig flot! For det føltes ikke “flot”. Men den sætning hang ved.

    Min anden fødsel gik endnu hurtigere – men jeg og manden havde lavet en klar aftale om, at han skulle være mit talerør. For jeg vidste jeg ikke kunne kommunikere, når jeg først var i gang. Og selv om det var en såkaldt styrtfødsel (30 min tog det fra vandet gik til min datter var ude) og jeg blev hentet af ambulance, så var jeg tilstede under hele forløbet. Jeg var “med”. Og nåede heller ikke denne gang at få smertelindring.

    Nu er jeg gravid med nr.3, og har fået besked på at komme ind, så snart jeg får veer. Forhåbentlig går det lige så godt og hurtigt 🙂