
Da det ringede på dørtelefonen og mine svigerforældre trådte ind i lejligheden med en gås i den ene hånd og store kram i den anden, indfandt den sig endelig; Julestemningen, som jeg har gået og ventet på.
Nissedrillerier, småkager og julegaveindkøb til trods, havde jeg ikke haft heldet med mig til at finde den helt rigtige julestemning og jeg var næsten begyndt at frygte, at den slet og ret ikke ville dukke op. Jeg frygtede at omstændighederne omkring vores jul i år ikke matchede mine forventninger til en god juleaften, men med ét blev min frygt manet til jorden og nu kan jeg næsten ikke vente.
Alle forberedelser er ved at være klar, risengrøden står klar i Jens’ seng og forventningerne til i morgen er skyhøje.
Det er første gang vi skal holde jul i vores lille lejlighed og jeg glæder mig helt vildt. Juletræet er lige akkurat højere end Jens og står i en potte, så det kan blive genplantet så snart julen er omme og pladsen, når vi skal danse, bliver trang. Ikke desto mindre, er jeg helt sikker på, at det bliver hyggeligt.
Alle mine drenge skranter, men jeg håber på at natten viser sig fra sin stille side, så hele familien kan blive udhvilede og friske til i morgen. Der er ikke noget værre end søvnunderskud og jeg bliver lynhurtigt forvandlet fra overskudsmor til bitterfisse, når jeg ikke får sovet. Faktisk tror jeg at søvnunderskuddet har været det allerhårdeste for mig i mit moderskab; med (kronisk) træthed forsvinder overskuddet til at være en god mor og i særdeleshed en god kone. Gudskelov er det længe siden at søvnfrarøvelsen har været hverdagskost og mine drenge sover som regel igennem, fraset korte opvågninger til nus, kys, kram og samsovning, som ofte bliver tilfældet i løbet af natten.
Uanset hvad, kan jeg allerede nu mærke sommerfuglene i maven over at skulle give mine børn en god og hyggelig juleaften i morgen. Jeg glæder mig til at se forventningen, magien og forløsningen i deres øjne og håber bare at de kan få så meget ro på i løbet af dagen, at de kan holde det meste af aftenen.
Julestemningen er officielt flyttet ind i Holsteinsgade. Vi er klar og vi glæder os!
Kommentarer (14)
Skønt! 🙂 glædelig jul!
I lige måde!
Åhh skønt. Jeg er nedlagt med virus nu på anden dagen. Håber det er over til i morgen
God jul til jer
Årh nej, god bedring! Jeg håber du er på dupperne i morgen.
Kære Cana, jeg fik aldrig sagt Tak for billetterne til release koncerten på Rust. Vi havde en virkelig dejlig aften, eller som min kæreste sagde da vi cyklede hjem, ‘det var nu en helt ok måde at bruge en torsdag aften på!’.
Rigtig glædelig jul
Mette
Selv tak! Og dejligt at I havde en god aften 🙂
Glædelig jul til jer. 🙂
Tak! Og i lige måde 🙂
Glædelig jul til dig og familien og tak for en hyggelig blog 🙂
Det er mig der takker 🙂 God bagjul.
Glædelig jul 🙂 her er den startet som du frygter: sygt barn :-/
Åh, jeg håber sørme det går bedre hos jer i dag…
Glædelig jul sødeste Cana
Jeg har først opdaget din blog her for et halvt år siden og er faldet pladask for den.
Du skriver så skønt og relevant og du virker som et hjertevarmt menneske.
Mange af dine indlæg minder mig om mine gode og mindre gode sider – idag kan jeg i hvert fald nikke genkendende til den med overskudsmor kontra bitterfisse.
Du har jævnligt både fået mig til at skraldgrine og græde.
Glædelig jul til dig og dine nærmeste
Kæææft hvor er du sød! Tak 🙂