Da min dreng gik i stå midt i flyverdragten

image

På vej ud af døren, gik min fire-årige i stå, midt i flyverdragten. Han lagde sig ned og proklamerede, at han var for træt til at fortsætte. Klokken var 9.22, Peter var kørt afsted sammen med Thomas og Jens’ børnehave skulle på tur otte minutter senere.

De fleste morgener havde jeg taget flyverdragt og barn i armene og hjulpet min dreng til at komme i tøjet og afsted. Nogle gange med et smil, andre gange med det modsatte. Altid gælder det dog, at så snart vi er ude af døren, så er alle glade, selvom det for mig af og til er med et stik i hjertet over, at skulle sende mine børn afsted.

I morges, skimmede jeg lynhurtigt min kalender og svarede tilbage, at hvis han var så træt, så måtte han gerne gå i seng igen. Som han gjorde. Med det samme.

Jeg gik ind og kyssede ham på panden og spurgte om han havde brug for en fridag.

Ja. 

Således fik jeg ringet til børnehaven og sidder nu, med en ostemad og en kop kaffe og blogger, til lyden af min store dreng der ligger inde i sengen og snakker med sin yndlingsbamse.

Vi skal ikke spor andet end at åbne julekalendre, ordne vasketøj, lege og måske finde et lille julemarked, hvor vi kan få os nogle klejner og en kop varm kakao med ekstra flødeskum og det er lige før jeg glæder mig ligeså meget til dét, som jeg glæder mig til at skulle signere cd’er senere i dag, men dét skal jeg nok skrive mere om senere. For nu, vil jeg kramme min store dreng og nyde at livet – og jer der læser med – har sat mig i denne usædvanligt heldige position, hvor jeg har fået verdens bedste arbejde, hvor jeg kan holde fri med mine børn (næsten) når jeg har lyst.

Skriv din kommentar

Kommentarer (16)

  1. Det er som altid en fornøjelse at følge din blog og læse dine indlæg – jeg bliver glad helt ind i hjertet af at læse det du har skrevet i dag. Jeg er ikke selv mor endnu, men du er en kæmpe inspirationskilde og kan jeg engang blive bare tilnærmelsesvis en ligeså god mor, som jeg er sikker på du er, så vil jeg være stolt 😀

  2. Årh altså.. Det varmer helt om hjertet at høre. <3
    Næsten samme scenarie herhjemme til morgen.. Dog med en 1 årig som ovenpå sygdom hver uge siden vuggestuestarten d.2/11 bare ikke kunne hænge sammen. Hverken følelsesmæssigt eller energimæssigt.. Så må man blive hjemme og hygge med mor. I skrivende stund ligger han på ammepuden på mit skød og bobler. Ekstra nærhed, ekstra kys og kram er opskriften. Jeg nyder det!

    God dag til jer <3

  3. Hold nu op, hvor er du bare sej og overskudsagtig. Jeg er helt vild med den måde du tackler hver en situation på og hvor er det bare skønt at høre at du med det samme kunne mærke at din kære søn havde brug for en dag hjemme.
    Cana, der er en grund til at du har det arbejde du har – fordi du er så knushamrende dygtig!
    Må I få den bedste og hyggeligste dag sammen med alt der hører til <3

    http://cillesunivers.dk/

  4. Præcis sådan en dag har min datter og jeg også haft i dag!
    Da hun blev vækket kl 6.30, proklamerede hun, at hun altså var for træt til at stå op og gå i skole. så jeg gjorde som du: gennemgik lynhurtigt dagens program, slukkede lyset igen og kyssede hende godnat igen. – og så sov hun to timer mere 🙂
    Resten af dagen er blevet brugt på hygge, juleoppyntning og ….. ingenting. Skøn, skøn dag 🙂

  5. Hvor er det fantastisk. Så hjertevarmt og nært. Det må ultimativt være det bedste: at have mulighed for at være der for sine børn, når de bare trænger til en dag udenfor ræset.