Venindetid, nye bekendtskaber, mad og gåture

PB090210 Skærmbillede 2015-09-16 kl. 20.13.20

Efter en uge under solen, hvor jeg stort set ikke har lavet andet end hvad I kan fornemme på billedet ovenfor, skal bentøjet altså svinges mere end bare almindeligt godt ud over sengekanten, for at komme igang. Jeg har – uden at have noget som helst anden evidens for det, end min komplet subjektive egen vurdering – ikke gået meget mere end højest et par tusinde skridt hele den seneste uge og dén slags slinger i sundhedsvalsen skal der selvfølgelig rodes bod på, for min krop trives nu engang bedst med at blive rørt.

Faktisk er noget af det allerbedste jeg ved, når jeg har god tid i hverdagen, at gå. At gå enten alene, sammen med en veninde, min mand eller i et større selskab. Man både tænker og taler godt, når man går, synes jeg. Og heldigvis går jeg meget; især lige nu, hvor jeg ikke kan finde min cykelnøgle – måske som dengang jeg ikke kunne finde min bilnøgle – men den slags kedelige detaljer vil jeg ikke kede jer med.

Ofte når jeg går rundt, får jeg nye ideer til indlæg her på bloggen, til nye lege med mine drenge, til nye måder at anskue forskellige problemstillinger på eller til hvad vi skal spise til aftensmad den kommende uge. Ideerne spirer frem i en lind strøm af inspiration, som jeg suger til mig fra de indtryk jeg møder på min vej, når jeg går.

I morgen skal ikke være nogen undtagelse, for jeg har nemlig skudt papegøjen og fået listet mig med i et fashionabelt selskab sammen med den smukke ukronede fashion-blogger-dronning Marie Jedig, toptjekkede twin-mom-blogger Mette Marie Lei Lange og dirty dancer og nyslået blogger Silas Holst. Vi skal være værter for et brag af en middag på fire forskellige restauranter rundt om i København og meningen er, at vi alle skal gå fra restaurant til restaurant, imens vi tester de nye GelActive Insoles, som er nogle indlæg fra Scholl, som kommes direkte i et par (helst flade) sko og som giver bedre støtte til fødderne, så de kan føles florlette uanset hvor langt man skal gå.

Udover at hænge ud med hinanden, har vi allesammen fået lov til at invitere et par af vores allerbedste venner og dét er sgu ét af de fineste tiltag længe, synes jeg. Derfor har jeg inviteret mine veninder Cecilie og Merle, som er den slags veninder, som jeg savner hver eneste gang vi har farvelkrammet hinanden, med på #SchollDinnerDetour, som aftenen kaldes, og jeg glæder mig usandsynligt meget til både venindetid, mad, gåture og nye bekendtskaber. Det er en konge kombination, hvis nogen spørger mig og jeg tænker at det bliver en usædvanligt fortrinlig aften, hvor vi med forhåbentligt glade fødder, kommer til at slentre rundt i Københavns gader med maverne fulde af lækker mad og ansigterne fulde af smil og idéer.

Lækkert selskab, lækker mad, lækker by og forhåbentligt lækre fødder. Ja, så er det sgu alligevel helt okay at være kommet hjem fra ferie.