mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Om at gøre menneskeliv bedre at leve

MM6A3150

Tænk at være med til at gøre en forskel for 8.900 mennesker – med tusindvis flere i vente. Tænk at være med til at redde liv igennem generationer. Tænk at være med til at udrydde en dødelig sygdom.

I mine teenageår var det netop noget af det, jeg drømte om. Jeg drømte om at gøre en forskel for flertallet.

Sidenhen lærte jeg, at jeg lettere kunne gøre en forskel for den enkelte. Jeg lærte at jeg var god til det, da jeg gang på gang stod med smilende nybagte forældre, som med våde øjne takkede mig for min indsats. Til gengæld turde jeg aldrig satse på flertallet, og jeg lærte mig, at det var okay, fordi jeg trods alt gjorde en forskel for nogen.

Min mand, Thomas, gør til gengæld en stor og livsnødvendig forskel for rigtigt mange.

Han er lige nu i Zambia, hvor han på lørdag skal spille, hvad jeg tror er hans livs hidtil vigtigste koncert. Han skal spille koncert foran mange, mange tusinde mennesker, som for at få adgang til koncerten har ladet sig hiv-teste; noget der i Zambia ellers ikke er kutyme sådan at være åben omkring. Indtil i mandags, havde 8.900 mennesker ladet sig teste, for at få billetter til koncerten og for at støtte op i kampen om at afstigmatisere hiv(-positive).

De fleste er heldigvis hiv-negative, men enkelte er hiv-positive og bliver sat i den rette behandling, så de ikke længere bliver syge(re) eller kan smitte andre; deres elskere eller deres børn.

Thomas er en forgangsmand, som stiller sig op foran sin afdøde mors fædreland og viser stolt, at man kan leve et helt normalt og godt liv, selvom man er hiv-positiv. Han viser, at det ikke er farligt, så længe man er i behandling. Han viser, at han er ligesom alle andre.

Han er en kæmpe inspiration for en hel generation i Zambia, for vires børn og i særdeleshed for mig.

Med de midler han har; sin evne til at formidle med sine ord og sine sange, er han med til at ændre verden og redde menneskeliv og dét synes jeg er meget, meget beundringsværdigt. Også selvom jeg ikke selv kan gøre det samme.

Jeg tror på mange måder at vi alle kunne lære meget af Thomas, ved at turde vise verden hvad vi kan og hvad vi har. For vi kan alle være med til at ændre verden, med lige præcis dét vi har at gøre med. Om vi gør det overfor damen der har brug for en hånd med at nå mælken som står bagerst i køledisken, barnet der vælter på cykel og græder, håndboldforeningen der mangler en hjælpetræner, skolebestyrelsen, den hjemløse eller den velgørende forening som mangler et par håndører, så har det en betydning. Alt vi gør, kan ændre noget, både for os selv og for andre.

Hvis vi alle bidrager positivt med hvad vi har og hvis vi tror på vores evner til at være med til at ændre verden til et bedre sted, så tror jeg, at vi allerede er kommet rigtigt langt. Hvis vi alle hjælper den enkelte, hjælper vi i samlet flok flertallet.

Selvom vi ikke alle kan redde menneskeliv, så kan vi alle være med til at gøre menneskeliv bedre at leve.

Skriv din kommentar

Kommentarer (4)

  1. Din mand er da bare så sej!! Respekt… Og hvor har du ret i dine betragtninger 🙂 God tur til det sønderjyske og god weekend.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven