mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Nej, du er ikke en dårlig mor

IMG_6593

På vej hjem fra et blogevent ganske tæt på hvor vi bor, udspillede der sig et scenarie på fortorvskanten, som ved første øjekast og de næste par meter ned mod vores hoveddør, fik mig til at trække vejret ekstra dybt og tænke, at det stakkels barn da ikke kunne gøre for, at moderen ikke lige magtede at håndtere hvad end konflikten gik ud på.

Så er det slut med dig! Jeg gider ikke mere!” råbte moderen opgivede og vred, til sit grædende barn, der efter mit bedste bud, var omtrent 3 år gammel.

Jeg havde lyst til at give barnet en krammer og love det, at moderen ikke mente hvad hun sagde. For det ved jeg godt at hun ikke gjorde.

En mor gider altid sit grædende barn, men nogle gange forsvinder overskuddet som nyfalden sne i november og den ellers rummelige mor, snerrer af sit barn. Hun skælder ud.

Jeg gør det selv af og til og jeg bliver ked af det hver eneste gang. Jeg bliver ked af det, når der pludselig går hul i min forståelsesramme og jeg glemmer, at mine børn er bittesmå mennesker, som gør deres bedste og agerer ud fra hvad de har lært, eller hvad deres bedste formodninger. Selvfølgelig driller de af og til, men med en kærlig irettesættelse holder de som regel op; for de ved godt, hvad det betyder, når jeg fortæller dem hvad der er rigtigt og forkert.

I hvert fald lige indtil jeg selv gør det forkerte. Så tvivler de. På mig og ikke mindst på dem selv. Når det sker, bliver jeg ked af det.

Heldigvis sker det sjældent og den er stensikker; det sker kun, når jeg i forvejen har rigeligt om ørerne og har mine tanker et andet sted, end på at være en sød, rolig og anerkendende mor.

Fuldstændigt som jeg tror tilfældet var det, for kvinden på fortovet. Hun magtede pludselig ikke at rumme sit barn og hun skældte ud. Ikke fordi hun var en dårlig mor eller fordi hun ikke elskede sit barn, men fordi hun er et menneske.

Hun er et menneske, som af og til handler i affekt; også selvom den hun handler overfor, er hendes eget barn, som hun elsker til himlen og tilbage.

Det gik op for mig, at jeg på et splitsekund havde dømt kvinden som værende en dårlig mor, når faktum i virkeligheden var, at jeg intet andet anede, udover den lille episode jeg netop havde overværet. Jeg anede ikke om hun lige var blevet fyret fra sit job, eller om hendes mand havde fundet en anden, eller om hun siden barnet var 1 år havde forsøgt at blive gravid og nu endnu engang havde mistet, eller om hun bare havde haft en skide dårlig dag, hvor hun stadig ikke havde fået handlet ind til de frikadeller, som barnet siden forrige uge havde plaget om at få og som hun endelig havde håbet på at de skulle hjem og hygge sig med at lave, bedst som barnet skrigende nægtede at tage sin cykelhjelm på.

Jeg aner det ikke og jeg bør selvfølgelig ikke dømme hende, som jeg heller ikke håber at hun eller andre dømmer mig, når jeg af og til går over gevind.

Vi kan ikke tillade os at dømme andre, uden at kende hele historien. Vi kan ikke vide noget om nogen, uden at kende dem. Vi kan ikke ud fra én isoleret episode fortælle noget om hinandens egenskaber, hverken som forældre eller som mennesker.

Derfor er jeg ked af, at jeg – i stedet at sende medfølende blikke mod barnet – ikke formåede at smile til kvinden og fortælle hende, at det hele nok skulle gå. Jeg formåede ikke at dele ud af det overskud jeg selv havde på kontoen – og dét er jeg ked af, for jeg tror kvinden havde brug for det, for at kunne være den gode mor jeg er sikker på at hun er.

Skriv din kommentar

Kommentarer (12)

  1. Du er sgu så sød, Cana. Og klog 🙂 Gid den (sikkert) overvældede mor læser dette, så hun ikke bliver ved med at gokke sig selv i hovedet over det. For det gør vi mødre jo.

    1. Virkelig. Og med rette, for det er selvfølgelig ikke ordentligt overfor barnet, men ikke desto mindre kan det ske og så må vi jo tage den derfra 🙂

  2. Det er jeg slet ikke enig i!

    Ja vi fejler, men det gør stadigvæk ondt på børnene. Og når det er noget vi er dårlige til, er det at sige undskyld til vores børn.

    Det er så absurd underligt at det er blevet så legalt at være en dårlig forældre. Bevares – vi mister den en gang imellem, men ligefrem at dele kys og kram ud til de forældre der overfuser deres børn – det er mig en gåde. Det havde vi næppe gjort til moren der gav barnet en lussing. Men ord rammer lige så hårdt som en lussing.

    En endnu større gåde er nok, at vi ikke åbner munden noget mere. At vi ikke anerkender forældre og børn. Så at sige til moren “øv en af de dage var? Men vær nu ikke så hård ved jer begge to”. For det er hårdt for dem begge – hverken den ene mere end den anden.

    Og ja børn er til tider umulige, men det er ikke grundlaget nok for at overfuse andre – uanset hvad der så er sket i ens liv.

    En lille lussing/endefuld har næppe skadet nogen……

    1. Åh Jeanne, jeg er helt enig med dig på mange punkter og jeg synes faktisk også at det er det jeg har skrevet. Jeg skriver at jeg ved det er forkert fordi det er så hårdt for vores børn, når de får skæld ud. Netop derfor “dømte” jeg også lynhurtigt kvinden, men helt ærligt, det kan ske for selv den bedste, mest tolerante og rummelige mor og jeg var ingenlunde i min ret til at dømme nogen. Og når du siger at “vi” er for dårlige til at undskylde, så er jeg faktisk ikke enig. Jeg kan ikke tale for andre end mig selv, men jeg siger altid undskyld, hvis jeg har overfuset mine børn. Altid. Ligesom jeg tror langt de fleste andre forældre gør.

  3. Pyha… den ramte lige mig på et ømt punkt.. Jeg blev nemlig rigtig vred på min ældste i morges – ja jeg “mistede” jordfæstet og skældte ud og råbte! Og – efter nærmere eftertanke – fordi klokken var ved at rende fra os – og den der hyggelige 1. dec morgen ikke lige gik som jeg havde forestillet mig… På vej i bilen forsøgte jeg at forklare ham, med rar stemme, at det ville rigtig rart hvis han nu prøvede at “samarbejde”.. Jeg tror han forstod, men fik dog ondt i maven, da han gik fra bilen mod skolen, med sammensunkne skuldre og slæbende skridt…. suk ;-(
    Han skal helt sikkert have en KÆMPE krammer og en ordentlig undskyldning, når jeg henter ham!
    TAK fordi du lige gav mig en “øjenåbner” 🙂
    Og go dag med HELE familien.

  4. Kære Cana. Jeg har fulgt din blog næsten siden du startede. Det har været imponerende at se hvorledes du er vokset og hvor stort et “mor-ikon” du er blevet, siden du blot refererede lidt om livet som mor i Sønderjylland. Desværre læser jeg ikke med mere. Og det er et aktivt valg, siden jeg læste netop dette indlæg i starten af december. Jeg vil gerne forklare dig hvorfor. Som mor-blogger med så mange læsere som du, følger et ansvar. Du er havnet i en gruppe af personer, der kan influerer på den almene moder-rolle og moder-følelse, fordi du er blevet et kendt mor-ikon og fordi du deraf har en masse mødre/kvinder der hver dag troligt læser din blog. Og du har for det meste klaret det godt. Du har også selv gjort dine læsere opmærksom på, såfremt du har lavet en brøler. Her tænker jeg på fx “DF-indlægget” og “barn-i-sele-indlægget”. Nogle indlæg hvor du rent faktisk uden belæg dømmer en stor gruppe mennesker. Jeg stemmer hverken DF eller har holdt nogle af mine tre børn i sele. Men jeg føler mig alligevel truffet. Og det gør jeg, fordi at du så voldsomt deler folk op i sort og hvidt. Og der ligger som regel meget mere bag. Det samme oplever jeg at du gør i det her indlæg. Jeg tror at man skal være meget varsom med, at komme med udbrud som disse. Eller – det er jo en personlig blog, så du kan jo i virkeligheden skrive som du lyster 🙂 Ikke desto mindre føler jeg at du skal vide, at du har mistet mig, en ellers tro læser. Og jeg kender rigtig mange der også følger din blog´, men som ligeledes føler at du er ofte træder ud på gyngende grund. Du besidder ikke den endegyldige sandhed Cana. Jeg har en uddannelse inden for pædagogik og har været i faget i mange år og fået en god gang overbygning på mit fag. Jeg kan derfor prale af, at jeg ved én ting eller to omkring børn og deres adfærd og ikke mindst forældre-relation til børn. Børn er forskellige. Der vil altid være konflikter. Nogle børn er yderst udadreagerende, uden at der er noget som helst forkert i det. Andre mere stille og det man meget fejlagtigt til daglig kalder for “artige” børn. For denne gruppe skal nok også få deres udbrud før eller siden. Alt sammen er en del af det at skabe sin egen identitet. Nogle reagerer som 3-4 årige andre i teenageårene. Hele min pointe er, at du i ovenstående indlæg, i min optik træder over grænsen. Det er hårdt at være forældre. 3-4 års alderen er en epoke som mange forældre husker. Jeg husker eksempelvis tydeligt mine 3 børns 3-4 års alder, da de nok skulle fortælle mig hvor skabet skulle stå. Dengang kunne jeg komme med nok så mange “kærlige irrettesættelser” som du nævner, uden at det havde nogen som helst effekt. Men det er også okay, for frustrations-tårer og vrede kan også være en måde at udtrykke sig på for nogle børn. Uden at dette er negativt. Jeg synes at det er forkert at henlede årsagen på moderens reaktion, til evt. mislykket forsøg på graviditet, utroskab eller lign. For mange er det ganske simpel børneopdragelse. Jeg går ikke ind for den autoritære opdragelsesform, ej heller at man udtrykker sig verbalt som eksempelvis kvinden gjorde. Men ikke alle har 7+ år (uddannelsesmæssigt) på bagen som jeg har inden for pædagogik. Kvinden reagerer meget typisk. Og det er pædagogisk set okay at sætte en streg i sandet. Bevares, der er mange måder at gøre det på, men ikke desto mindre er jeg sikker på at kvinden havde aller mest brug for at du henvendte dig til hende og sagde “Prøv at hør, jeg er sikker på det er mærkeligt at jeg sådan lige hiver fat i dig. Men jeg vil blot sige, at jeg godt ved at det kan være pisse hårdt at være mor. Og jeg er sikker på at du er hamrende god til det.”. Det er således ikke barnet der har brug for en krammer. Det er moderen.

    Cana – med så mange læsere som jeg kan se du har oparbejdet følger et ansvar. Og med alt ovenstående fortæller du – mortilto (mor/kvindeikonet) at “dét og dét er rigtigt og forkert”: Det skal man nok passe lidt på med. For du taler til rigtig mange kvinder derude. Ligeledes blev jeg gjort opmærksom på, at din mand i et video indlæg havde sagt at “han godt kunne forstå, at nogle gerne ville bytte sine børn ud med nogle andre”. Og tjaa.. måske de forældre også mere havde brug for en krammer, end sådan en virtuel lussing?

    Vh den anonyme

    1. Hej anonyme,
      Tak for din opsang. Såfremt du kan finde videnskabeligt belæg for, qua din uddannelse, at det er hensigtsmæssigt at råbe af sine børn eller at børnene, så vidt jeg forstår på din kommentar, ikke tager skade af det, læser jeg den gerne.
      Jeg respekterer selvfølgelig din kommentar, men jeg er ikke enig.
      Og selvfølgelig (!) besidder jeg ikke en endegyldig sandhed om noget som helst når det kommer til børneopdragelse – det har jeg aldrig påstået, men det gør mig selvfølgelig glad, hvis andre, som du skriver, mener at jeg efterhånden er blevet et (godt) mor-ikon og jeg er glad for at så mange kan spejle sig i mig. Både når jeg følger stien og når jeg træder ved siden af.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven