Når man ikke er med til sit barns store dag

image

Yyyyyyyynk! Thomas og Jens har her til aften været på scenen i Zambia, foran mere end 10.000 mennesker og jeg var ikke én af dem.

Det er virkelig mærkeligt at vide, at SÅ mange mennesker har se min mands hidtil vigtigste koncert og min førstefødtes debut på en rockscene, når jeg ikke selv har. Jeg kan se det på billeder og på film når de kommer hjem, men jeg var der ikke i dag.

Jeg var der ikke til at muntre op, kramme og kysse og til at fortælle dem, at jeg elsker dem.

Det giver mig helt tårer i øjnene overhovedet at skrive det og lige pludselig savner jeg dem helt ind i knoglerne og kan næsten ikke holde ud, at jeg ikke er der hvor de er. At Peter og jeg er hjemme i Danmark, imens Thomas og Jens er i Zambia.

Jeg håber at deres aften har været, er og bliver fuldstændigt fantastisk og så håber jeg at jeg kan lade være med at lave syndflod af tårer, når telefonsamtaler tillader mig at komme igennem til dem – og selvfølgelig når jeg kommer til at se billederne.

… Og så håber jeg at I andre skal bruge aftenen sammen med dem I allerbedst kan lide. Min substitut er heldigvis af den allerbedste slags og jeg glæder mig til venindefnis og bland-selv-slik som jeg, til min store fornøjelse, vandt i julefrokostens pakkeleg i eftermiddags.