Jeg beklager – selvfølgelig!

image

Helledusseda hvor skal jeg lige love for at jeg fik på puklen ovenpå mit forrige indlæg om at give sine børn sele på, hvor jeg tilsyneladende ikke havde så godt hold på mine følelser, som jeg havde troet.

Det var ingenlunde min mening at hænge forældre, som bruger seler til deres børn, ud og jeg skrev faktisk ikke ét eneste sted, noget negativt om den kvinde jeg havde set. Intet. Jeg skrev til gengæld hvordan mine følelser om emnet var og om hvordan jeg selv ville forholde mig. Samtidig skrev jeg, at jeg naturligvis var klar over, at noget helt andet formentlig gjorde sig gældende for kvinden, fordi jeg formoder, at alle gør deres allerbedste for deres børn.

Jeg synes ikke at nogen er dårligere forældre fordi de bruger seler til deres børn. Slet ikke. Brugen af seler ligger bare så langt fra min egen forståelsesramme, at jeg følte at jeg var nødt til at stille spørgsmålstegn. Det var ikke for at kritisere andre og jeg beklager selvfølgelig min lidt kluntede og ufine facon. Jeg er kun et menneske og nogle gange er jeg ovenikøbet et menneske i mine følelsers vold.

Til gengæld er jeg enormt glad for at I er så mange der har givet jeres besyv med og I er mange som har været med til – endnu engang – at udvide min horisont, som af og til kan være lidt rigeligt snæver.

Jeg er stadig ikke ubetinget tilhænger af seler til børn, men jeg har selvfølgelig fuld forståelse for, at det for nogen kan være ikke bare den nemmeste, men også den bedste løsning.

Med det sagt, håber jeg at vi kan give hinanden en virtuel fælleskrammer og holde fanen højt for at det allervigtigste element i god børneopdragelse er kærlighed, som jeg heldigvis er overbevist om, at vi alle pøser vores børn til med.

Skriv din kommentar

Kommentarer (14)

  1. Jeg blev selv en anelse provokeret af din måde at udtrykke dig på i forhold til gå-seler til børn (min søn har haft en af nogen af de samme årsager som flere andre nævner).
    Men jeg blev endnu mere ramt af kommentar-sporet, for det er alt for nemt at dømme andres handlinger uden forstå deres udgangspunkt og det går desværre igen rigtig mange diskussioner om opdragelse og de valg vi tager som forældre..

    Kærlig hilsen en mor der både har kørt øko-vikle, kravlegård og gå-sele/rygsæk (som drengen i øvrigt elskede)

  2. Jeg var en af dem der skrev, og som, må jeg indrømme, blev lidt ked af det på andres vegne – Dem der er nødt til at bruge selen 😉

    Men må så også sige (Fik jeg vist desværre ikke med), at du virkelig fik den hentet hjem i kommentarerne! Fik et helt andet indtryk af dit indlæg gennem dém, og kunne se, at du vitterligt bare VAR nysgerrig omkring emnet, og egentlig gerne ville have rykket dine egne grænser og blive klogere

    Og ja, kærligheden til det skidende guld er jo vores fælles kurs, og tror nu heldigvis alle kan se det

    God dag til dig og dine

  3. Ja men til gengæld er der nok mange som jeg der sagtens kan sætte sig ind i et tankesæt “det vil jeg aldrig…..” fordi vi aldrig har været i situationen. .. min ældste var så nem med hold i hånd etc. Den yngste var også nem men skulle lige….. og væk var hun. Mange gange. Jeg tænkte ofte “hvor er snoren? ” men hun fandt os altid…. De forældre der har sele i unger er nok ikke så heldige At deres afkom kommer tilbage til dem og så forstår jeg dem så fint. De skal jo også trække vejret og være her uden diverse hjertestop

  4. Jeg var totalt uenig i din måde at se på det på: som en hund i snor. Men jeg synes ikke, du var ufin, og det lyste sådan set ud af dit indlæg, at du bare slet ikke forstod det – som i ren og skær uforståenhed. Det er ingen skam. Det er en skam, når man mener, man ved det hele og der aldrig er plads til at blive klogere.

    Og thumbs up for at gå så reflekteret til responsen. Det er stort.

  5. Jeg er helt enig med dig cana, og dit forrige indlæg synes jeg var et rummelig relevant spørgsmålstegn at stille. Hvis man kan formulere det sådan Men i bund og grund et godt emne at debattere! Jeg er ikke tilhænger af at gå med sine børn i snor

  6. Hej Cana. Altså hør nu her. Du skal da have lov til at sige din mening på din blog! Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man jo bare lade være med at læse med. Indlægget om børn i snor var i mine øjne meget sobert. Du har sådan en fin balance mellem at sige din mening og samtidig respektere det emne, du skriver om, og de mennesker, det berører. Jeg synes på ingen måde, du skal føle dig nødsaget til at skrive et undskyldningsindlæg dagen efter – så burde vi jo alle sammen undskylde alle mulige ting i ét væk. Tak for en god blog med god tone, interessante emner og engang imellem kontante udmeldinger, som i min optik hører sig til på en blog – ellers ville den jo bare forsvinde i mængden. Fortsat god dag 🙂

  7. jeg syntes måske også mest at nogle af kommentarerne var en anelse over stregen……
    At sammenligne en gå-sele med at give børn snaps og ryge dem op i hovedet – er måske lige en sammenligning i overkanten 😀

    Min datter har eks. nogle udfordringer med nervesystemet/sanse systemet som gør at hun ikke er bange for at blive væk – ej heller har hun fanget at det kan være farlig at løbe ud foran biler – så dybest set ville det stadig være bedst for os at bruge deres gå-rygsæk……

    Men da hun nærmer sig 5 år syntes eg alligevel at det – både for hende og mig – ville være for grænseoverskridende at bruge selen på hende nu.

    Det betyder så bare at jeg i stedet for begrænser mig og helst ikke tager på tur med dem (alene twinmom) uden at der som regel er en anden voksen med (veninde, søster, forældre)….
    Vi skulle jo gerne overleve og have alle mand med hjem 😀 :joy:

    Fælleskrammer ? – Jeg er på 🙂 🙂

  8. Kære Cana
    Jeg bryder mig ikke om snor til civiliserede børn. Jeg så det første gang som 21 årig . Jeg blev dybt forarget! Måske fordi jeg læste til pædagog. En titel jeg nu besidder i en vuggestue. Tak fordi du deler DINE tanker . Det er jo din blog. Du kan jo ikke dele andres tanker. Kun dine. Kh

  9. Synes ikke dit indlæg var fordømmende..

    Vi er alle forskellige, det er vores børn også. Da jeg blev gravid var det med tanken ” at nu skulle jeg vise dem” for MINE børn skulle være velopdragede, spille violin inden de blev to, give hånd og naturligvis lytte til deres forældre.

    Det jeg fik var to drenge med krudt i røven, ingen impulskontrol og gravide høns i øregangene..

    Den ældste har fået konstanteret nedsat hørelse, men det forklarer jo ikke resten. Jeg er konsekvent, jeg sætter faste rammer, jeg er nærværende og alt det som bøgerne fortæller at man skal gøre.. men det ændrer ikke på, at mine børn er dem de er.

    Jeg er den stolte ejer af adskillige grå hår efterhånden, og hvert eneste af dem er kommet pga at min ældste bringer sig selv i situationer han ikke kan komme ud af.. Det er et fuldtidsjob at beskytte ham for sig selv. Som 2 årig var han så umulig at have med i byen, at jeg mest af alt havde lyst til at blive indendørs, hive gardinerne for og sætte mig i mørket og græde… og det gjorde jeg da også af og til.. Men der skal mad i køleskabet, og han havde også en lillebror der skulle passes på.

    Så da en tvillingebarnevogn ikke kunne slæbes med op ad trappen, måtte jeg tænke i andre baner. Lillebror kom i en vikle, storebror i klapvogn. Havde han været et roligt barn var lillebror kommet i barnevogn og storebror i hånden eller ståbræt. men han var ikke et roligt barn, han var typen der, hvis man blinkede, løb afsted over vejen og lige ned i kanalen fordi han ikke havde opdaget at vejen sluttede og vandet startede.. eller detsamme i et indkøbscenter, direkte ud over trappen uden at tænke sig om.

    Jeg kunne godt have brugt en sele.. selen ville have givet ham mulighed for at gå på opdagelse i sikkerhed, at blive stimuleret. Men jeg var så optaget af hvad andre tænkte.

    Jeg kender det godt fra mig selv. Begge mine drenge har sagt farvel til barnevogn/klapvogn før de fyldte tre.. og derfor kan man ikke lade være at undre sig når man ser folk skubbe rundt på 3,4,5 årige børn i klapvogne. Men alle har en grund.

    Hvis alternativet er, at de sidder derhjemme med gardinerne trukket for, og en sele giver dem det der skal til for at komme udenfor, så GO FOR IT!! gør det der virker FOR DIG! det er dit liv, dit barn, dit valg!

    Kys tilbage til dig..

  10. Fælleskrammer vedtaget.
    Nu har jeg læst op på både forrige og dette indlæg, og syntes faktisk at dit kommentarspor var ret fint. Det var gode holdninger, og ja – enkelte – radikale udmeldinger om snaps og rygning. (Sover babyer forresten bedre af en snaps eller to?). Vi har sådan en rygsæk-sele, hvor han selv kan have kiks og vand og sutter med på ryggen, og det er et ret stort nummer der bliver lavet over hvad tasken skal indeholde. Han elsker at være med til selv at bære noget. At der så også sidder en snor fast til den, så jeg har styr på han i store menneskemængder, U-Bahn og andre steder, der kan jeg virkelig ikke se som noget der giver ham mén undervejs. Faktisk sikre han tit lige at jeg stadig har snor på han. Han føler sig sikker, og tuller rundt. Når det ikke er nødvendigt, så kan jeg klikke snoren af. Og selvfølgelig holder vi i hånden. Det ene udelukker faktisk slet ikke det andet.
    Tak fordi du bringer et enme op, som mange har virkelig stærke holdninger til. Det kræver nosser ‘smiley der tager sig til skridtet og headbanger’. Jeg kom ret meget i ilden, da jeg havde holdning til flaske og amning i Vores Børn, bare hvis du mangler enmer der er sprængfarlige :grinning: :joy:

  11. Har brugt sele én gang til min datter, dengang 2 år: På Grand Canyon! Shit man ellers havde jeg da ikke haft nerver til at besøge det i øvrigt storslåede sted!!! Hold nu op der er LANGT ned, INGEN rækværk og pludselige skranter! Enormt skræmmende, faktisk! Specielt med en 2årig som ikke kender til farer;)

  12. Hej Cana. Jeg har læst dit indlæg og tråden i går og forstår som sådan godt din undren. Jeg har selv før jeg fik børn ofte tænkt som dig. Men efter jeg blev
    Mor til et barn med autisme (som aldrig kom i snor med det resultat at jeg aldrig nogensinde havde et roligt sekund når vi fx var på hvad der skulle have været en hyggelig tur i ZOO). Men som mor til et handicappet barn udsættes man KONSTANT for omverdenens undren overfor hvorfor ens barn er anderledes. Og det er faktisk det allermest anstrengende ved at have en handicappet barn. Min søns handicap er usynligt og derfor udsættes man som familie ustandselig for undrende/dømmende blikke og det gør ens liv så uendeligt meget mere trist fordi oveni den livslange sorg det er at have et handicappet barn og den kæmpe bekymring man har over at ens barn aldrig kan klare sig selv når man en dag er borte så skal man også have overskud til at håndtere andres undren. Og derfor forsøger jeg at gøre det til en dyd at undlade at kommentere på når andre håndterer deres barn på en måde der står i kontrast med mit værdisæt. Og jeg ville ønske at andre ville have samme respekt overfor mig. Som sagt forstår jeg sagtens din undren men selvom du blot forsøger at udtrykke din undren så rammer det hårdt fordi du kender ikke baggrunden for at moderen har valgt som hun har. Blev for første gang trist da jeg læste din blog som jeg ellers finder stor glæde i. Trist fordi den minder mig om at jeg igen i morgen sikkert vil møde en der undres over hvorfor min familie må tage nogle andre valg end så mange andre og hvordan jeg – igen – skal have overskuddet til at forklare hvorfor. Et overskud som ellers burde gå til familien.

    1. Trine, jeg kunne ikke have forklaret det bedre selv har selv en fantastisk lille dreng på 3 år der er infantil autist, og det kan være en kæmpe prøvelse at gå en tur med ham. Specielt steder med mange mennesker. Bare det at vente ved en fodgængerovergang kan være en kæmpe prøvelse. Har flere gange måtte sætte mig ned på min flade med ham fordi der er en fremmede der lige har aet ham i håret eller han er blevet bange, og har gjort tilløb til at løbe ud midt på vejen af ren frustration. Min søn ser helt og aldeles “normal” ud, og er endda i den kønne/nuttede ende af skalaen, så mange vil ham så gerne. Han vil bare ikke dem, og panikker. Det kan gå grueligt galt. Så må man kalde mig upædagogisk, dårlig opdrager, eller hvad man nu føler man kan tillade sig, men mit barn kommer først, og heller en sele end et tilskadekommen barn. Det er så let at undre sig negativt over andre valg, men måske man skal lære at tænke, “gad vide hvilken grund der ligger bag det” og ikke kun “hvorfor gør de ikke som alle andre”