Fem råd til at forberede sig på fødsel

image

For et par dage siden blev jeg bedt om at give mit allerbedste råd til fødslen til læserne af magasinet gravid. En opgave der for en jordemoder svarer til at bede en skuespiller om at komme med et råd til bedste ansigtsmimik; det er tilnærmelsesvist umuligt at begrænse sig til bare ét råd.

Der findes ikke ét godt råd til at forberede sig på fødslen, men mange – og jeg har her samlet fem af de vigtigste.

Alle fødsler er forskellige og der findes ingen garantier for hvordan en fødsel forløber. Ingen kan vide det på forhånd og det faktum at man har født før, betyder ikke at man ved hvordan fødslen kommer til at forløbe næste gang. Alligevel kan man langt hen ad vejen godt planlægge og forberede sig på sin fødsel.

Gå til fødselsforberedelse

Det er min erfaring, at kvinder som har deltaget i fødselsforberedende undervisning, ofte mestrer smertehåndteringen og fødslens forløb bedre, end kvinder som ikke har deltaget i fødselsforberedelse. Der findes et hav af forskellige former og det handler primært om at finde dét der virker for dig. Mærk efter og find ud af om det skal være åndeligt og spirituelt, kropsligt eller faktabaseret – eller måske en mellemting.

Lær fødslens faser at kende

Mange, mange kvinder bliver sendt slukørede, trætte og forpinte hjem fra hospitalerne, fordi de ikke er “langt nok i fødsel” til at blive indlagt på fødeafdelingen. Dette skaber stor frustration og er ingenlunde gavnligt for vearbejdet. Derfor kan det være en god idé at sætte sig ind i hvad der typisk sker i fødslens fire faser, for at kunne fornemme, hvornår det er på tide at ringe til fødeafdelingen.

Vær positiv

Selvom det gør ondt at føde, så er en fødsel en positiv livsomvæltning, som bringer verdens største kærlighed med sig. Omfavn veerne og brug dem som den arbejdskraft de er. Arbejd sammen med veerne og mærk hvordan de hjælper dig med at komme nærmere på at få din baby i armene. Des mere positiv du formår at være, des bedre kan veerne arbejde.

Slap af

Som en direkte ledsager til at være positiv, er det vigtigt at (forsøge at) slappe af under fødslen. Både under veerne og i vepauserne. Sov i mellem veerne, hvis du kan og forsøg at slappe af i kroppen, når veerne kommer. Tænk på at slappe af i dine hænder og din pande; hvis du gør det, vil du oftest slappe af i resten af kroppen.

Sluk lyset

I de tilfælde hvor det er muligt, så forsøg at opholde dig i dæmpet belysning. Under veerne vil det hjælpe dig til at slappe bedre af og eventuelt hvile dig, hvis du har været igang længe, ligesom studier viser, at der frigives mere oxytocin, som er dét hormon der fremkalder veerne, i dunkle omgivelser end i lyse.

Som en bonus til det slukkede lys: Når barnet fødes, ser det lys for første gang og des mindre lys, des mere skånsomt for barnet. Tænk selv på hvordan det er, når nogen tænder et skarpt lys, hvis du vågner om natten – din baby har ligget ni måneder i mørke og kommer pludselig ud i (dags)lys. Det må skære i øjnene og det er min personlige erfaring, at babyer der fødes i tusmørke er mere rolige, end babyer der fødes i lysfest; hvorvidt det forholder sig sådan i virkeligheden, kan jeg selvfølgelig kun gisne om, men tesen er ret fin, synes jeg.

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Virkeligt gode råd… Min fødsel nr 2 nærmer sig, og selvom første fødsel var en god oplevelse, står bekymringerne i kø, Så det er meget dejligt især at blive mindet om at arbejde med veerne istedet for imod 🙂

  2. Den med lyset havde jeg ikke tænkt – men god pointe
    Det bedste råd jeg fik mens jeg var gravid var, tro på dig selv og din krop – den ved præcis hvad den skal og du skal bare følge med…
    Det er lettere sagt end gjort, men en førstegangsfødsel på 9 timer fra første ve, 2 timer efter ankomst på hospitalet havde vi en lækker lille pige i armene, ingen syninger eller skrammer…kun en baby og en fantastisk fødsel rigere 🙂

  3. Dejlige råd:) Jeg har krummet en del tæer (dengang jeg stadig kunne det – nu er de så fede, at de ikke kan bøjes!) over gravides udtalelser om fødselsforberedelse – “jeg har født 26 børn uden nogen form for forberedelse!”, “sådan noget kan man slet ikke forberede sig på!” eller “kroppen ved godt, hvordan den skal gøre!”. Og jeg har intet imod, at man har den holdning, men jeg har ret meget imod, at man kaster den efter førstegangs gravide:( Jeg er voldsomt glad for, at jeg har valgte fødselsforberedelse til – det kan aldrig være skidt at forberede sig bedst muligt:)
    Og så glæder jeg mig endnu mere til at føde hjemme, når du skriver det med positivitet, afslapning og lys. Jeg elsker min nye spisestue og glæder mig vildt til at ‘indvie’ den;)

  4. Dejlige råd Jeg fødte datter nr 2 for syv måneder siden og der hjalp jeg hende selv op på min mave – så mit bedste råd er – tag selv imod baby, hvis du har mod på det ❤