mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fem hurtige om fru Buttenschøn

DSC02409

For ikke at trætte jer med alle mine ferieopdateringer, har jeg brugt et par minutter på at grave nogle af mine små særheder frem. En disciplin, som jeg i øvrigt synes er temmeligt udfordrende, fordi jeg jo i virkeligheden synes at jeg er ganske gennemsnitlig. Men altså…

Jeg har en ting med konsistenser, når det kommer til mad. Faktisk tror jeg at jeg kan lide de fleste smagsnuancer, men har jeg svært ved mad der enten er slimet eller svært at tygge. Derfor har jeg det for eksempel lidt stramt med spinat, medmindre det er råt eller hakket til ukendelighed; jeg elsker smagen, men den slimede konsistens giver mig brækfornemmelser.

Jeg elsker at bade, men hader at få vand i øjnene. Eller mascara, som er endnu værre. Jeg forstår simpelthen ikke dem, som kan tage en dukkert og gå op af vandet uden at gnide sig i øjnene, selvom jeg godt gad lære tricket, så jeg ikke ville tvære selv den mest vandfaste mascara ud i hele krydderen, hver gang jeg har dyppet øjnene.

Engang gik jeg altid uden make-up, imens jeg nu som minimum farver mine bryn op og tager mascara på, hver dag. Brynene er forøvrigt ikke fordi de ikke er mørke nok, de bliver bare lidt pænere af at få lidt ekstra “fylde” synes jeg.

Min dialekt er mere omtvistelig end selv den mest ambivalente politiker og den ene dag taler jeg klingende jysk, imens jeg den næste snakker pærekøbenhavnsk. Jeg tænker ikke over det og opdager det ikke selv. Derfor kan jeg også sagtens føre en samtale med en sønderjyde og en københavner og skifte dialekt, alt efter hvem jeg retter mine svar til. Noget der forøvrigt bliver særligt udtalt når jeg er fuld, hvor jeg tilsyneladende føler at jeg skal tage enorme hensyn til andres sprog og tale som dem. Sådan kan jeg for eksempel også pludselig tale tysk i en brandert, selvom jeg til daglig er temmeligt gebrokken.

I mange år kunne jeg – som det vidst gør sig gældende for mange der har sønderjysk som primærsprog, som jeg havde da jeg var barn – ikke kende forskel på “lægge/ligge” og det var først da en veninde, som jeg havde lokket med på en meget voksen date på Jensens Bøfhus, som i mine teenage-år, var enormt eksotisk, forklarede mig ordenes oprindelige betydning med henvisning til en scene fra Den Eneste Ene, at jeg forstod det.

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Ha ha ha.. Jeg forstår heller ikke det med vandet i øjnene, jeg kan så heller ikke lide at dykke.. Ligger/Lægger er heller ikke noget der giver mening for mig 🙂

  2. Kender så godt den med københavnsk vs sønderjysk og i forlængelse af det ved jeg heller ikke hvad forskellen på lægge og ligge er – har Ellers set ‘den eneste ene’ mere end en gang. Hmm…

  3. Men.. Er det at gnide sig i øjnene ikke også HELT fantastisk! Ej hvor jeg nyder at gnide mig i øjnene, når jeg ikke har makeup på! (Det er det med at sætte pris på de små ting, ik? 😉 )

    Mht ligge/lægge, Mette og Louise, så er det faktisk lettere end det lyder;

    Ligge, er når der ingen bevægelse er i det. Dvs “puden ligger på stolen”; Puden er stille. Bevæger sig ikke. Den ligger der bare. “Jeg elsker at ligge på sengen”; igen. Jeg ligger der bare. Jeg er ligesom allerede landet på madrassen 😉

    Lægger, er noget som er i bevægelse. “Jeg lægger puden på stolen”; det er altså en udførelse jeg laver mens puden er på vej fra min hånd, til stolen.
    “Jeg lægger mig lige vejsiden af dig”; igen, en bevægelse fra jeg står op og kigger på ham den flotte på håndklædet på stranden, til jeg ligger (stille) der 😉

    Håber det giver mening.

    -C

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven