En kvindes tilståelse #14

Hvem havde dog troet at en dag der startede så skidt, skulle ende så fuld af god karma, at det halve havde været nok til at gøre en hel ridestald skinnende af nytørret hø og smilende hestepiger. Jeg holder fanen højt og koger ikke mere suppe på andres dumme udtalelser efter alle jeres opmuntrende kommentarer til mit forrige indlæg, jeg har fået uventede blomster, min far er kommet forbi med pizza under armen og om lidt kommer én af de veninder jeg ellers ser alt for lidt, så alt i alt går det trods alt godt her i Holsteinsgade.


Min forkølelse buldrer stadig derudaf for fuld hammer og det var derfor med snot i faretruende afstand fra munden, at jeg grinede mig igennem slutningen af denne amningstilståelse, som jeg, i stedet for mere snak om savn og mindreværd, bringer jer på denne mellemlune, våde novemberaften.

image

Mange gange har jeg, med mine veninders babyer i armene, følt mig skruk. Jeg har mærket æggestokkene rive i mig, som en længsel jeg ikke kunne sidde overhørig, på trods af at jeg allerede har tre (oftest) meget dejlige, nu store børn. Hver gang det er sket, har mine veninder dog mindet mig om dengang. Dengang til den der fødselsdag, med den der lækre tjener, min sultne baby og den helt særlige kaffe.

Et par måneder efter jeg havde født mit tredje – og absolut sidste – barn, var jeg inviteret til fødselsdagsbrunch på en fancy café inde i byen. Heldigvis var sommeren på vej og jeg tænkte, at jeg snildt kunne finde en lækker ammevenlig kjole jeg kunne tage med, så jeg ganske diskret ville kunne amme i et lille hjørne på caféen.

Hjemmefra ammede jeg allerede baby en time før vi skulle afsted, og hun faldt i søvn i bilen på vej hen mod selskabet, imens jeg forudså hvordan jeg både skulle konversere (om andet end gylp og babyafføring), drikke kaffe og spise, med begge hænder fri, som en rigtig voksen.

Som tænkt så gjort og min baby tog sig en ordentlig skraber i barnevognen, som jeg listigt havde lagt hende ned i, efter bilturen. Yes, det kører bare, tænkte jeg, imens jeg langsomt kunne mærke den der helt særlige snurren i brysterne, som kun kommer når de bliver overfyldte eller mælken er ved at løbe til.

Forsigtigt mærkede jeg efter. Jo, jeg havde husket ammeindlæggene, så der var ingen ko på isen og jeg kunne fortsat hygge mig med selskabet på caféen, der efterhånden var blevet stuvende fuld.

Med et skrig vågnede min baby og jeg fór, med mælketunge bryster ud for at hente hende ind, så hun kunne afhjælpe den småkritiske situation, jeg fornemmede var ved at opstå i mit hjemmemejeri. Småluntende kom jeg tilbage ind på caféen og kunne til min store fortrydelse ikke finde én eneste lille ledig afkrog, hvor jeg ubemærket ville kunne amme min datter.

Heldigvis var jeg afsted med en flok dejlige damer, som jeg mistænkte for ikke at være spor sarte overfor lidt bare bryster i fri dressur og jeg satte mig derfor til bords. Fuldstændigt synkront med at ham den usædvanligt pæne tjener kom og ville rydde af bordet.

“Nååårh hvor er hun sød! Jeg er lige blevet onkel og synes babyer er noget af det sødeste” udbrød han, imens han samlede vores tomme tallerkner sammen. Med sved på panden og mælken silende med lynets hast imod udgangen, nåede jeg lige at stoppe op et øjeblik og smile til manden, der med dén udtalelse bare blev endnu mere pæn.

Min baby gav et skrig af dimensioner fra sig og jeg vidste, at nu var det nu.

Jeg knappede febrilsk skjorten op. Fuck, det var mere end fire timer siden jeg havde ammet og mine bryster var så hårde og knoldede som flintesten. “Så baby, nu skal du bare tage fat, ikke?” hviskede jeg til min sultne lille pige imens jeg pakkede mit højre bryst frem og hun med åben mund tog imod det, som var det hendes sidste chance nogensinde.

Yes! Det lykkedes. Minimal blottelse af brystet og en baby der på et splitsekund forvandlede sig fra skrigeballon til vidunderlig og mig, der med venstre hånd lige akkurat kunne række ud efter min kaffe, da den søde tjener kom tilbage.

“Hvor er hun smuk” sagde han, imens han kom helt tæt på og strøg hende hen over kinden, så jeg næsten kunne mærke det i mit mælkeivrige bryst. Min datter kiggede op på ham. Saligt. Og så skete det. Hun slap brystet og stak ham et smil, imens mine massive mængder af mælk sprøjtede ud til alle sider. Bogstaveligt talt. Det var ikke sådan et lille dryp ned af kjolen, men tyve benhårde stråler, som kom de fra en bruser der ikke havde set skygge af afkalkning de seneste 16-17 år, der stak i hver sin retning. Mange lige i bærret på min baby, som igen stak i et kæmpe hyl, én direkte mod min kaffe og et par stykker mod den meget pæne, unge og nu noget befippede tjener. Min brystmælk. I ansigtet. På verdens flotteste mand. Som nu lavede brækfornemmelser. Imens jeg ganske uforvarende trak kjolen op, lagde baby over skulderen, greb min frakke, undskyldte og løb ud fra caféen.

Tak for kaffe. Med mælk.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)