mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Når skilsmisser (ikke) er for børnenes skyld

DSC02540

Sprøøøøøjt! Kaffen spulede ud over spisebordet og mine ellers næsten-rene bukser, da jeg forleden læste en gravalvorlig statusopdatering på facebook, hvor essensen var, at man ikke skal kæmpe for kærligheden; heller ikke når man har fået børn. At børn bliver stærkere af at deres forældre bliver skilt, fordi deres netværk bliver større. Fordi der er flere (sted)forældre til at “hjælpe barnet videre i livet”.

Bullshit, siger jeg bare!

Bull-fucking-shit!

Selvfølgelig er det sundt for et barn, hvis det har relationer til flere voksne, men som primære ansvars- og omsorgspersoner kan jeg vitterligt ikke se, at det er barnets tarv, at der er flere end forældrene. Slet ikke i de mange tilfælde, hvor det faktisk nytter, at kæmpe for kærligheden.

I de tilfælde hvor forældre går fra hinanden, er det ikke alene en sorg for forældrene, men sør’me også for de børn, som har været vant til at have både far og mor i den nære hjemlige relation. De børn som er vant til at kunne få det bedste fra begge sine forældre – hele tiden; mors varme kram, kærlige blik og trygge favn og fars evne til at lade fantasien udfolde sig med togbanen på gulvet i sjove lyde, kildeleg og latter, eller hvordan end rollefordelingen er hos de mange familier rundt omkring i landet, hvor de voksne er tilgængelige for børnenes behov.

Når forældrene skilles, vil de på skift pludselig ikke længere være tilgængelige og barnet skal lære at manøvrere i, ikke længere at kunne få hvad det har behov for, når behovet gør sig gældende, samtidig med at det skal lære at mestre sit savn til den forælder, som ikke lige er der.

Selvfølgelig er der savn.

Sorg.

Tab.

Selvfølgelig er der det.

Og selvfølgelig er der også nogle forældre, som til trods for savn, sorg og tab, alligevel gør bedst og klogest i at lade sig skille. Hvis det modsatte er endnu værre.

For de fleste tror jeg dog, at det giver mening at kæmpe. At vide, at der er nogle år, imens børnene er små og karriererne på samme tid skal sparkes igang, hvor kærligheden i parforholdet har trange kår. Det er ikke nemt. Men det kan for de flestes vedkommende – tror jeg – gennemleves uden for store ofringer og det kan genopstå, hvis man kæmper, arbejder og vil. Hvis man vil det lange parforhold. Hvis man vil have en livsledsager. Hvis man vil følges.

Skilsmisser er – i hvert fald når der ikke er fysisk/psykisk vold involveret – ikke en skid for børnenes skyld og jeg synes ærligt talt, at det er hyklerisk at påstå andet.

Skilsmisser handler om vores egne behov. Om når vi føler os overset og tilsidesat. Om når vi ikke trives i det forhold vi indgår i. Noget jeg synes bør stå for egen regning. Der findes ingen facit og ingen kan med sikkerhed sige hvor høj prisen der skal betales for hverken det ene eller det andet er, men jeg synes, at det er op til de voksne at punge ud. At bære ansvaret og ikke forsøge at tage skyklapper på og lægge det forliste kærlighedsliv i armene på sine børn og bræge op om, at det var for deres skyld. Det var det ikke.

Skriv din kommentar

Kommentarer (23)

  1. Det synes jeg er ganske enkelt perfekt skrevet! Jeg er selv skilsmissebarn (dog voksen nu) og når jeg kigger tilbage på min barndom, som på trods af skilsmissen var helt perfekt med forældre der kommunikerede og respekterede hinanden og søde stedforældre, er der også mange minder med savn, et kæmpe stort stort SAVN – savn efter min mor når jeg var hos min far og omvendt! Jeg vil kæmpe alt hvad jeg kan for kærligheden og min livsledsager, for jeg ønsker bestemt ikke at min dreng skal opleve det samme hvis det kan indgåes ved at vi voksne kæmper for det!

  2. Vil give dig ret og ja det er perfekt skrevet! Dog er jeg selv skilsmissebarn og mine forældre blev skilt dengang jeg var 5, hvilket jeg tror var det bedste for mine forældres forhold, i det min far er sømand/alkoholiker og min far aldrig har været der før mine søskende og jeg var teenager, og vi ikke kunne stole på ham hverken som familie eller far da han hver gang han kom i land endte i druk… Så er uden tvivl sikker på det var det rigtige valg fra min mors side, og den dag i dag kan jeg kun give hende ret selvom det var hårdt ..

  3. Uden tvivl skrevet af en kvinde der har behov for at retferdiggøre hendes valg…
    Skilsmisser er i langt de fleste tilfælde ALDRIG noget der kommer barnet til gode (ned mindre det er pga voldelige/alkoholiske forældre)

  4. Jeg er ældre end dig, Cana. Fra den generation, hvor skilsmisser ikke sås så ofte, da vi var børn. Det har vi selv rådet bod på. Kender snart ikke nogen, der ikke er blevet skilt eller hvor man ikke tænker… Det kommer nok. Det er som om det er blevet en måde at løse problemer i sit parforhold på. Jeg blev selv skilt for 5 år siden. Det har bragt meget nyt med sig, meget godt med sig, men hvor har det påvirket min datter ubeskriveligt hårdt! Hun er et dejligt barn, en skøn ung dame, men nu med ar på sjælen efter en fredelig skilsmisse, hvor hendes far og jeg samarbejder. Børn får ikke noget ved de fleste skilsmisser, de bliver frataget noget….. Godt skrevet Cana.

  5. Hmm… den skal lige ind og vende engang. For nej, man skal ikke lade sit forhold blive en del af vores forbrugskultur, hvor vi barr giver op når det er lidt hårdt. Men jeg synes heller ikke man skal blive i et forhold, bare fordi der ikke er direkte psykisk eller fysisk vold. Den der tykke luft af usagte ting, stilhed over middagsbordet, forældre der venter med at skændes til børnene er lagt i seng, selvom vi jo hører det hele alligevel. Min mor blev og kæmpede, men jeg ville ønske hun var smuttet mange år tidligere, så havde jeg sluppet for de ar på sjælen, som jeg har i dag.

    1. Så enig med dig Cæcilie! Mine forældre blev skilt da jeg var 4 år, og det var det bedste valg for alle parter. Der var hverken fysisk eller psykisk vold indblandet, men hverken min mor eller far var lykkelige, og det blev både mig og min to år ældre bror da påvirket af, selvom vi var så små.

      Jeg er enig med, at man skal passe på med at gøre skilsmisser til en del af vores forbrugskultur, men i nogle tilfælde er det simpelthen det bedste valg, også for børnene. Jeg har fået så meget kærlighed fra nu to kæmpe familier, i stedet for én, og det er jeg lykkelig for. Selvfølgelig har det da været hårdt i min barndom en gang i mellem når jeg så alle de andre børn med forældre der stadig var sammen, men jeg husker helt klart mange flere positive ting ved at være skilsmissebarn negative ting.

    2. Jeg skriver nu heller ingen steder at man skal blive i et forhold, så længe der ikke er vold involveret, men jeg skriver, at jeg synes, at man skal kæmpe!
      Hos nogle ender kampen godt, hos andre, med et nederlag. Essensen er dog – synes jeg – at kampen er kæmpet og at man har gjort hvad man kunne og at man efterfølgende tager den på egen kappe og ikke tørrer en skilsmisse af på “at det er det bedste for børnene”. For det tror jeg simpelthen ikke det er. Det bedste for børnene er forældre der kan finde ud af at kommunikere; både når det er let og når det er svært.

  6. Hvor kunne jeg ikke være mere enig. Igen igen rigtig godt formuleret . Jeg er selv skilsmissebarn med forældre der overhovedet ikke kunne samarbejde. Og jeg har selv et skilsmissebarn, hvor faderen og jeg er på rigtig god fod og vi har ikke på et eneste tidspunkt bekriget hinanden. Men selvom vi gør alt for at vores søn ikke skal lide afsavn grundet vores valg om ikke at være kærester, så er han dog nået den alder hvor savnet om en mor og far der er sammen melder sig samt alle spørgsmålene om hvorfor.
    Jeg har været heldig at finde kærligheden igen og har fået et barn mere. Og min kæreste elsker sin bonussøn lige så højt som han elsker sit eget barn. Men her har dagligdagen også meldt sig. Han er politimand og arbejder rigtg meget, Jeg
    ,

    1. ( fortsættelse på min pludselig afbrudte kommentar, grundet en lille pilfinger .D) ieg er social og sundhedsassistent og puslespillet med børnepasning osv. kan være noget af et puslespil at få til at gå op. Jeg og min søn flyttede fra aalborg til Nybøl ( sønderjylland) for 3 år siden og mit netværk her er meget begrænset. Det slider rigtig meget på kærlighedslivet , da det pt, er næsten ikke eksisterende. Dagligdagen består af praktiske gøremål. Men jeg har en tro på at det hele nok skal gå og vil ikke give op uden kamp. Vi skal nok få tid til at være kærester igen. Vi lever desværre i en smid væk kultur , hvor man helst ikke vil gå på kompromis. Vi jagter den evige lykke og det perfekte liv som vi bliver fodret med på de sociale medier.

  7. Jeg vlev separeret fra min store søns far da han ikke var ca. 9 mdr. Det gav ikke mening at blive ved. Jeg blev aldrig god nok og havde aldrig været det. Jeg var tusse grim (ifgl. Min x) da jeg ventede mini og jeg var da ikke meget bedre da det blev en fødsels depression/psykose (alt efter hvilken af de 6-8 psykiater der har ser mig, du spørger) og da det til sidst gik ud over mine så han værken ville spise eller sove gav jeg op. Og ja det er muligvis ikke godt for ham at vi ikke er sammen, men jeg kæmper hver dag med skide dårlig samvittighed og latterlig dårlig selvværd fordi jeg valgte som jeg gjorde. I dag er jeg lykkelig gift med en mand som støtter og respektere mig og som elsker min store søn som sig egen. Som han siger så han han en dreng og en søn. (Ci ar en sammen) Og gør hvad jeg kan for at hjælpe min søn når han bliver ked af skulle hjem til sin far for jeg ved jo at det kun er min egoisme som gør det hårde, det er kun min egoisme som ikke vil af med ham. Så jeg gør virkelig hvad jeg kan for at forklare ham at han skal hjem til sin far og have det rigtig dejligt og at hans far elsker ham. Og han gør det til UG den lille (nu 5 år) han har selvfølgelig ikke kendt andet men derfor er det stadig ikke nemt.
    Og jeg er led og ked af at få stukket i hovedet ag jeg er en dårlig mor fordi jeg valgte som jeg gjorde. Og prøver på at huske mig selv på at det er bedre med forækdre som er skilte end at vokse op uden en mor (for ja helt der ude var jeg, jeg havde de 2 valg og jeg valgte rigtigt) det er bare så surt at de fleste mener man er en skod forældre uden at kende historien.

    Så jeg vælger på ingen måde at dømme før jeg har hele historien. Det gjorde jeg nok før da jeg selv er fra en kernefamilie. I dag er jeg lykkelig for mit valg. Om end jeg stadig kæmper med min knækkede psyke og mit konstante dårlige samvittighed.

    1. Åh søde du, du er IKKE en dårlig mor! Og selvfølgelig må man blive skilt.
      Jeg skriver “selvfølgelig er der også nogle forældre, som til trods for savn, sorg og tab, alligevel gør bedst og klogest i at lade sig skille. Hvis det modsatte er endnu værre” fordi det selvfølgelig ikke altid er for det bedste at blive sammen. Man skal bare ikke sige at det er for børnenes skyld man går fra hinanden, for det er det – sol du også selv skriver – ikke. Kram til dig!

  8. SÅ ENIG, Cana. Som bonusmor til to lækre basser, som er højt, højt elsket i begge deres familier, er jeg stadig ikke i tvivl om, at børnenes højeste ønske er en helt almindelig kernefamilie. At skilsmissen mellem min kæreste og deres mor sidder dybt i børnene, giver sig bl.a. til udtryk ved, at de ofte italesætter at deres far og jeg “aldrig må skændes” (hvilket vi heller aldrig har gjort) – dette fordi børnene forbinder voksne der skændes med hinanden, som tegn på brud – hvilket helt tydeligt er deres største frygt. Så mit største håb er bare, at begge vi “forældrepar” vil kæmpe for at holde sammen, så børnene aldrig skal gennemleve det samme igen.

  9. Tror helt sikkert Thomas’ bog og sange vil sætte gang i nogle tanker hos forældre rundt omkring. Jeg synes den er så vigtig og glæder mig til at købe den 🙂

  10. Synes simpelthen det er for meget det her indlæg, og at det ikke minder om meget andet kæmpe surtopstød fra en nyskilt kvinde. Fordi hvordan kan DU bestemme, at skilsmisser ikke er en SKID for børnenes skyld, det fatter jeg ikke. Det ved du da ikke noget om overhovedet, det kan da sagtens være at du er blevet skilt for jeres skyld, men det kan da være noget så forskelligt for andre mennesker, og hvis folk lader sig skille for børnenes skyld, så gør de det, og det er da slet ikke noget du behøves at tage stilling til eller komme med sure meninger omkring.

    1. Nu er det her overhovedet ikke et “surt opstød fra en nyskilt kvinde”, da indlægget er to år gammelt, men fred nu være med det. Men tror du helt ærligt, at man kan blive skilt “for børnenes skyld”? Det tror jeg nemlig ikke – i hvert fald ikke i “almindelige” tilfælde, hvor der ikke er vold eller lignende involveret, som naturligvis – som jeg også skriver i indlægget – er en helt anden snak. Jeg tror ikke at en skilsmisse kan være for børnenes skyld; til gengæld tror jeg sagtens at børn kan lære at trives ganske fint med det 🙂 Jeg synes bare det er tarveligt at lægge ansvaret for hvorfor far og mor går fra hinanden over på børnene.

  11. Fantastisk skrevet.
    Vi plejer stadig vores ægteskab på 15. År. Vi har været sammen i 20 år. Vi har haft vores kampe, terapi og masser af lyst til at ville hinanden.
    Sender dig en kærlig tanke?

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven