mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fejltagelse og en opskrift på nemme og sunde(re) chokoladebarer

image

Jeg har i dag begået en kæmpe fejltagelse. Kæmpe.

Eller, måske ikke sådan alvorligt kæmpe, men i hvert fald irriterende.

Jeg kom til at lave de der eftermiddags-snack-chokolader jeg i går skrev, at jeg ville lave i ugens løb. I sig selv intet problem, men når jeg nu skal til “lad-os-lære-hinanden-at-kende-og-(usagt-selvfølgelig-)se-hvem-der-ser-med-modeagtig-ud” middag med de øvrige nominerede til Zalando Nordic Blogger Awards i morgen, så er det altså en smule uigennemtænkt at jeg her til eftermiddag har kværnet 300 gram luksus i chokoladeform.

Pis.

Men er du da vimmer, det var lækkert! Og nemt. Og så hurtigt, at de andre i husstanden nærmest ikke har nået at opdage, at jeg har kørt lækkerier lige ned i løgnhalsen, inden de kom hjem fra dagens ærinder.

Det blev en improviseret omgang, som endte med at være en guddommelig blanding imellem snickers og bounty, som er mine favorichokoladebarer – bare i en væsentligt sundere udgave, trods alt. En udgave, som faktisk mætter en hel del; noget jeg hidtil aldrig havde troet jeg skulle sige om søde sager, men den er altså god nok med de her. Efter 2-3-4 stykker, fik jeg en mæthedsfornemmelse, som holdt fint i et par timer og så er det jo pludselig helt legitimt at snacke chokolade, synes jeg.

Sunde(re) BountySnickers

100 gram kokosmel

30 gram kokosfibermel (kan erstattes af almindeligt kokosmel)

150 gram dadler

2 spsk peanutbutter

50 gram chokolade 70% 

Chokoladen smeltes over vandbad (imens den anden halvdel af pakken eventuelt eksekveres oralt undervejs). De øvrige ingredienser får fuld hammer på minihakkeren, indtil det er en ensartet lidt smuldret masse. Massen formes i den størrelse man ønsker og de dyppes herefter i den smeltede chokolade og stilles på køl. Finest ville det være, hvis man pyntede med kokosmel, men jeg løb tør, så det blev til hakkede mandler og lidt kakaonips, som også var helt ok, rent smagsmæssigt. 

image

Smuldermassen, som let kan formes. 

image

Jeg gik benhårdt efter formen på “rigtige” mini-chokoladebarer.

image

Det blændende resultat 🙂 Velbekomme!


Forøvrigt kan man tilsyneladende stadig stemme (for eksempel på mig, hvis man har lyst) på sin yndlingsblogger til People’s Choice Prisen, som uddeles d.29.oktober. Det kan man gøre lige HER og så deltager man automatisk i lodtrækningen om et gavekort til Zalando på 3000 kroner.

 

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven