mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Dagen før dagen, døsige drenge og flade balloner

image

Jeg er stukket af fra aftenens klargøring til den der fest, jeg igennem de sendte uger har tudet jeres ører fulde med og jeg har i stedet indfundet mig i tusmørket hos mine to drenge, som formentlig kan fornemme sommerfuglene i min mave og som derfor ingenlunde er enige med mig i, at det er sovetid.

Det er pisseirriterende. Og helt vildt dejligt.

Det er dejligt at få en pause fra mit eget hoved, til fordel for “jeg ved en lærkerede”-melodien, som jeg, nærmest meditativt, kører på repeat, imens jeg med ro i både sind og hjerte skriver dette blogindlæg til lyden af to næsten-sovende børnevejrtrækninger.

Kulturnatten raser i København og jeg forestiller mig at byen summer af menneskemylder, musik og gode oplevelser, fuldstændigt som for præcis seks år siden, da jeg inde i miljøministeriet på Højbro Plads, mødte Thomas for aller første gang. Præcis éet år og én dag inden vi blev gift. Og nu altså præcis seks år og én dag inden vi skal holde vores bryllupsfest, som jeg – med undtagelse af de der sko, som jeg endnu ikke har styr på – efterhånden er mere end klar til.

Det skulle nemlig vise sig, da jeg gik og ordnede bordkortene i eftermiddags, at det pludselig for alvor gik op for mig, hvor mange vidunderlige mennesker der faktisk kommer. Vores aller, allerbedste venner og vores tætteste familie, samlet til kærlighedsfest og hold kæft, hvor jeg glæder mig!

Derfor bliver det ekstragodt, når min far om lidt kommer og våger over vores snarligt sovende drenge, imens jeg kan ile ud til Thomas i festlokalet og give ham et kys (eller ti), inden jeg kaster mig hovedkulds over de mange slatne balloner vi skal have pustet liv i.

og så ikke et ord om skoene, vel?! Medmindre I ligger inde med et sponsorat fra Christian Louboutin, selvfølgelig. Så giv endelig lyd 😀

Skriv din kommentar

Kommentarer (5)

  1. TILLYKKE med kærligheden og ha en verdens bedste dag imorgen <3. Jeg faldt tilfældigt over din blog forleden, Cana – og jeg er helt solgt :-). Jeg synes, at du er en ualmindelig gæv pige, du er skæg og reflekterende og dine indlæg har ofte en masse at byde på! Det er herligt at "tune" ind på din side ofte, når jeg lige har en stund på egen hånd! Jeg har selv tre skønne unger: 1 på fem og to på to år. Så meget af det, du skriver om, kan jeg relatere til. Yderligere har jeg også en helt fantastisk mand, som jeg respekterer og holder meget af. Sådan oplever jeg også, at du har det i dit ægteskab. Der hvor du adskiller dig mest er, at du er vanvittig UNG – grin, og det misunder jeg dig :-). Nå, ikke mere om mig – jeg ville bare TAKKE dig for en skøn blog og ønske dig og Thomas hjertelig til lykke med Jeres kærlighedsdag imorgen. ENJOY <3

  2. Jeg ønsker jer en super fest. Kender dig helt tilbage fra Broue rideskole og elsker at læse din blog, selvom jeg er i samme alder som din mor.

  3. Stort tillykke med de mange års kærlighed! Jeg håber i for en rigtig dejlig og velfortjent fest i morgen! Tak fordi vi må følge med i jeres eventyr;-)
    Smil til jer!
    Laura Mikkelsen // LMinside<3

  4. Kæmpe stort tillykke med i morgen og med kærligheden!
    Jeg drømmer også om at holde bryllup igen, for det er godt nok den skønneste dag fyldt med kærlighed både til manden, men også den dag hvor man nærmest kan indånde al kærligheden fra venner og familie. Så træk vejret dybt i morgen og nyd kærligheden og nyd at netop blandt alle dine gæster i morgen vil alle elske dig fuldstændigt ligegyldigt hvilke sko du har på! De vil se på smilet i dine øjne❤️
    Bedste hilsener Camilla

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven