Spiller du på kødpølse, skat?

Tilfældet ville det i morges, at imens mine drenge troligt sad og spiste deres havregrød, stødte Thomas til selskabet med to rugbrødsmadder med kødpølse og mayo, som han så ofte ynder at spise om morgenen. Kødpølse som mine palæoglade drenge – selvfølgelig – ville have del i. Uden yderligere plageri eller morgenkonflikter, stak Thomas lynhurtigt en skive kødpølse til hver af drengene, som de måtte spise uden brød under. Noget der forøvrigt er i temmeligt høj kurs her på adressen, blandt samtlige XY-kromosom-personer.

Tilsyneladende var Jens dog mere sulten med øjnene end med maven, så han klappede lystigt i hænderne med kødpølsen i midten, imens han proklamerede, at det var fordi han spillede musik.

“Spiller du på kødpølse, skat?” udbrød jeg, fuldstændigt uforvarent over hvad det egentlig var, jeg – i overført betydning, som mit barn i forhåbentlig mange år endnu ikke har fjerneste idé om, bevares – lige havde spurgt min fire-årige, som rent faktisk bare spillede musik på en skive kødpølse, om. Pisseflot, Cana!

For helvede også! Kødpølse? Come on! Hvem pokker har egentlig også bestemt at det skal hedde kødpølse? Det er næsten lige så skidt som “Bamse boller“, som jeg til tid og evighed vil få god griner over, når jeg går forbi i supermarkedet.

Behøver jeg sige, at jeg var ved at falde sammen af grin?! Som selvfølgelig bare fik sat ekstra gang i kødpølsen, som fik mig til at grine endnu mere. Arghmen altså, nogle gange skulle man næsten tro, at jeg var vokset op i en hule, med den tilnærmelsesvist latterlige humor jeg har.