Reklamefilm med mig i hovedrollen og en (op)sang om sikkerhed

Skærmbillede 2015-09-25 kl. 21.48.25 Skærmbillede 2015-09-16 kl. 20.13.20

Da jeg for nogle måneder siden blev kontaktet af Børneulykkesfonden med henblik på at blive ambassadør for dem, tog det mig ikke mange sekunder at tage mig sammen til at svare ja tak.

Samarbejdet kommer til at betyde, at jeg vil stå i spidsen udadtil, for flere af deres kampagner, hvoraf den første skydes i gang i morgen, d. 28.september. Kampagnen handler om at sikre, at der ikke sker vores børn noget, i det frygtelige tilfælde, at de skulle blive væk fra os.

Heldigvis har jeg endnu “til gode” at blive væk fra mine børn, men jeg har utallige gange mærket frygten. Når jeg har stået og betalt mine dagligvarer i det lokale supermarked og jeg pludselig kigger op fra dankortsterminalen og ikke kan se min store dreng, eller når vi – som jeg fortæller om i filmen herunder – er i en forlystelsespark og jeg i køen til iskiosken pludselig ikke kan se min dreng for den skov af menneskeben, der pludselig myldrer rundt i 116 centimeters-Jens-højde. Han har aldrig været væk, og for pokker, hvor håber jeg heller aldrig, at han – eller hans lillebror – kommer til at blive det!

En undersøgelse foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden, viser at hver fjerde forælder har oplevet, at deres barn blev væk fra dem. Det er virkelig, virkelig mange synes jeg.

Derfor er jeg også begejstret for denne nye velgørenhedskampagne som jeg har fået lov til at være en del af, sammen med Crowdmade og Besafe, til fordel for børneulykkesfonden og som I altså kan se mere om i den korte film herunder.

Jeg håber virkelig at I kan lide filmen, for jeg skal altså lige love for, at det er angstprovokerende sådan at komme på film, med mine beskedne skuespilerfaringer der beløber sig til skoleforestillingerne i folkeskolen og gymnasiet, hvor det absolutte højdepunkt var, da jeg spillede Rizzo fra Grease – I ved, hende den onde – i 8.klasse. Noget der efterhånden ligger temmeligt mange år tilbage.

I perioden 28. september til 18. oktober 2015 går alt overskud fra køb af SafetyBand-armbåndet ogBuffe halskæde samt 500 kr. for hver solgt BeSafe-autostol ubeskåret til Børneulykkesfonden.

I filmens slutscene sidder Jens i en autostol fra BeSafe, som i virkeligheden ikke er dén han bruger til dagligt. Jens sidder normalt i en forudvendt autostol, hvorimod Peter stadig – og forhåbentlig længe endnu – sidder i en bagudvendt, som dén i filmen, som jeg forøvrigt på alle måder, er ganske pjattet med.

Årsagen er, at jeg, efter at have snakket med en vaskeægte autostolsekspert (og sikkerhedsnørd – en betegnelse det forøvrigt står hundrede procent for egen regning at kalde ham) fra BeSafe, er blevet overbevist om, hvor meget sikrere det er, at sidde i en bagudvendt autostol, frem for en forudvendt. Det er nemlig sådan, at risikoen for alvorlige skader på barnet, ved kollisioner, er fem gange lavere, hvis barnet sidder i en bagudvendt autostol frem for en forudvendt. En risiko der altså ikke kun er gældende for vores helt små babyer, som alle sidder i bagudvendte autostole, men som faktisk er gældende helt op til 4-års alderen.

Heldigvis fik jeg den information inden vi skiftede Peter fra babystolen over til den næste autostol og han har derfor aldrig prøvet at sidde forudvendt og brokker sig altså ikke det mindste over at sidde baglæns i forhold til kørselsretningen. Til gengæld oplever jeg faktisk at det er smadderhyggeligt at drengene kan se hinanden, når vi kører bil. De leger lystigt med hinanden og indtil videre, fungerer det mægtigt!

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Har du et link til safetyband armbåndet?? Jeg kan ikke rigtig google mig frem til det? Ps: den nailer du da den film 🙂

    1. TAK!
      Man burde kunne finde armbåndet ved at trykke på teksten i kursiv under filmen, men jeg kan se at linket er midlertidigt nede.
      Når det er oppe at køre igen, kan det hele findes på borneulykkesfonden.dk/safetyband 🙂

  2. Den sidder da lige i skabet Cana :stuck_out_twe: og tillykke med din nye titel. God dag til dig og alle i andre derude. :smiley: