Om nørrebro, sliktømmermænd og en B-baby

imageI går, efter kaffeslabberas med en veninde, slentrede jeg, med Peter i klapvognen foran mig, igennem Nørrebro på vej hjem mod lejligheden. Og til alle jer, som aldrig har hørt andet om Nørrebro, end at det er der bandemedlemmer skyder hinanden og ungdomshuse nedrives, så vil jeg altså lige slå fast med store, fede syv-tommer-søm, at Nørrebro er vidunderlig!

Jeg gik igennem Blågårdsgade, som, til trods for småregn og det faktum at det blæste en halv pelikan, gav mig en fornemmelse af at være sydpå. Som jeg forestiller mig en hyggelig lille gade fx i Rio de Janeiro. Bare koldere. Der er massevis af små hyggelige caféer og læssevis af borde, bænke og særdeles velklædte mennesker på gaden, som primært befærdes af fodgængere og cyklister.

Derfra stak jeg forbi Elmegade, hvor Palmen – min tidligere yndlingsslikpusher, hvorfra jeg for eksempel et par dage før jeg fødte Jens hjemme i vores lejlighed på fjerde sal, købte godt og vel 2 kilo slik for en krammer og et par småmønter – stadig ligger ydmygt imellem alle de skønne designer- og takeawaybutikker, der ellers pryder gadebilledet.

Hos palmen havde de fuldstændigt som i “gamle dage” stadig rigtige – og altså temmeligt rummelige – plastposer med hank, til at blande slik i. Som jeg selvklart brugte, med det resultat at jeg i dag, er vågnet op med de strideste sukkertømmermænd! Av av av!

Det er virkelig skørt; siden jeg har fået børn, drikker jeg mig stort set aldrig fuld. I hvert fald ikke i mere end et par enkelte glas rødvin en lørdag aften. Alene af den grund, at jeg ikke gider bruge dagen derpå, på at have tømmermænd. Til gengæld er mit slikindtaget steget nærmest proportionelt med min erfaring som mor – og nu har jeg jo lige afsløret niveauet for dengang det startede, så I kan selv regne ud hvor vi er på skalaen – og det er som om, at min hjerne ikke vil forstå, at jeg får fuldstændigt ligeså ondt i hovedet dagen derpå, af at have spist 1/2 kilo sukkerholdige e-numre, som jeg gør af syv Gin&Tonics. Helt ærligt, det er sgu da for dumt.

I stedet for at græde over spildt mælk eller overdrevent sukkerindtag, vil jeg dog nyde, at min baby – som desværre endnu ikke siger mor, apropos mit indlæg i går – sover længe, så jeg forhåbentlig kan nå at indhalere en halv liter kaffe og blive frisk til endnu en dag i kvalitetstidens tegn, inden han slår sine glade blå kærlighedsøjne op.