Om at køre tog, skrive og et stort møde

image

Noget af det jeg af og til – også – kan savne ved min studietid, er togtid. Jeg elsker at køre i tog; særligt når jeg har held med mig til at gøre det alene.

Når jeg rejser alene kan jeg fordybe mig i mit skriveri og jeg skrev for eksempel størstedelen af min bacheloropgave på jordemoderstudiet i er IC3 på skinnerne imellem København og Esbjerg.

De gange hvor jeg blev forstyrret, var det som oftest af nogle som gerne ville snakke – en beskæftigelse jeg også selv holder meget af og som derfor var en helt udemærket overspringshandling fra hvad jeg havde gang i, i min egen lille transportboble.

Fremmede menneskers skæbner, rejsemål og hyppigt interessante fortællinger fascinerer mig; og selvom jeg sjældent selv er den første til at indlede en længevarende samtale med en fremmed, så ser jeg mig aldrig for fin til at snakke med, spørge ind og lytte.

Siden jeg er blevet uddannet, har fået mand, børn og bil, kører jeg sjældent i tog. I dag har jeg dog fået fornøjelsen af ti minutter i s-toget, hvor nærværende blogindlæg forøvrigt er forfattet, til lyden af aviser der bladres, tunge åndedræt og jakker der lynes, inden de vandrer ud i morgensolens lune lys.

Jeg er på vej til nakkefoldsscanning med en veninde og for pokker hvor jeg glæder mig over den ære det er, at få lov til at være en af de allerførste i denne verden, som ser den lille kommende verdensborger!