Nej, jeg er ikke den samme som jeg var engang

image

Faktisk var der engang, hvor jeg troede – når andre mødre fortalte mig, at de stadig var den samme, som de var før, nu bare med et barn også – at de i dén grad fyldte mig med løgn.

Jeg kunne ikke tro, at nogen kunne føle sig som den samme person, som de var, før de fik børn. Verden var jo blevet vendt på hovedet, prioriteringerne havde fået modsat fortegn og omdrejningspunktet var langt fra det samme, som det før havde været.

Jeg stod midt i mit livs hidtil værste krise og jeg kunne ikke finde hoved og hale i andet, end at jeg elskede min søn. Mit selvbillede var krakeleret og jeg anede ikke, hvem pokker jeg selv var; hvis jeg overhovedet var nogen, udover at være mit barns mor.

Moderskabet havde fået overtaget.

I går, da jeg slentrede ned ad halmtorvet, inden jeg skulle prøve første udgave af min bryllupfestskjole, gik det for alvor op for mig, at sådan har jeg det ikke længere.

Jeg gik med rette skuldre, høje hæle og skjorten stoppet tilfældigt ned i mine stramme jeans og følte mig som en kvinde. Ovenikøbet en kvinde som er mor til to børn, men mest af alt en kvinde, med øje for såvel andre, som mig selv. Noget, jeg for nogle år siden, ikke formåede. Jeg kunne ikke se mig selv eller mærke mine behov, før de kogte over og udløste tårer, frustrationer og raseri. Jeg undertrykte mig selv, indtil jeg som en anden elkedel på et brandvarmt gaskomfur, gav mig til at hyle i vilden sky.

Det gør jeg ikke mere. Jeg har igen lært mig selv at kende. Jeg har fået placeret mine følelser på de rette hylder, hvor der både er plads til børn, mand, veninder, interesser og mig selv. For det meste, i hvert fald.

Hvordan jeg er kommet hertil ved jeg faktisk ikke. Ikke udover, at jeg har haft ro i både liv og sind til at mærke efter. Jeg har ladet andre komme ind, hvor det gjorde ondt og jeg har lært, at min perfektionisme omkring mit moderskab, intet andet bragte med sig, end hjemmebagte boller og et sind, som blev nægtet stimuli fra alt andet end børnefronten.

Da jeg gik der på gaden, følte jeg mig pludselig igen attraktiv for omverdenen og jeg kom sågar til at tænke på, om andre mennesker, hvis de nu ikke lige vidste hvem jeg var, overhovedet ville gætte på at jeg var mor til to. Faktisk tror jeg det ikke og det gør mig, selvom jeg elsker mine børn højere end noget andet i livet, helt vildt glad.

Det gør mig glad at mærke, at jeg igen kan finde ud af både at være og at trives med, bare at være mig. Mig, uden nogens-mor foran.

Jeg er ikke længere den samme kvinde, som jeg var, før jeg fik børn. Langt fra. Jeg er blevet beriget med både kærlighed og menneskeforståelse større end jeg troede muligt. Min horisont er blevet bredere og min favn er blevet varmere.

Til gengæld er jeg igen blevet mig. Mig, som jeg kan kende, både med og uden børn på armen.

Skriv din kommentar

Kommentarer (11)

  1. Pyhhhhhhh…. Det indlæg ramte mig lige i hjertet… Det du beskriver er noget jeg gennemgår lige på dette tidspunkt… Heldigvis kan jeg mærke at jeg stille bevæger mig ud af det. Men der er hårdt at skulle granske sig selv efter og begynde at finde de ting frem som man ellers har lagret langt inde, og genfinde sig selv, når man har været væk i så lang tid.

    1. Hvor er det dejligt at læse at du er på vej til igen at lære dig selv at kende. Alene ved at have erkendt problemet er du kommet langt 🙂

  2. Virkelig skønt indlæg jeg er dog ret sikker på, at en elkedel helst ikke skal stilles på et brandvarmt komfur 😀

  3. Iiihh – hvor jeg dog kan genkende det fra mig selv – selv om det er maaaaange år siden……. Jeg skabte mig et frirum ved,’ at en gang om året, rejste jeg på ferie i 10-14 dage. Alene. Jeg var bare mig, ikke nogens mor, kæresre/kone, kollega – jeg var “ranveig” og jeg skulle ikke tage beslutninger om vasketøj, indkøb, madlavning, ubetalte regninger, vagtplaner, udækkede nattevagter……. Det var mit helle, og jeg NØØØD det. Det skal dog siges, at min yngste var ca. 10 år, dengang, så de kunne sagtens få en hverdag til, at fungere uden mig. Det var enda meget sundt for både mand og børn, at prøve 🙂 Nu har jeg ingen hjemmeboende børn ( hvilket gerne medfører en del ekstra tilløbende…… 😉 ) så nu kommer manden som regel med på “mine” ferier – jeg gemmer dog nogle dage til, at tage afsted med en veninde 😀

  4. Åh Gud hvor ville jeg ønske, jeg snart når dertil Jeg er blevet væk for mig selv. Men hvor er det rart at høre, der er en vej frem…..

  5. De her indlæg hvor du er hudløs ærlig om de svære sider eller udfordrende elementer ved at blive mor går rent hjem hos mig. Formentlig fordi jeg er nybagt mor til en lille spradebasse på 6 uger. Mine følelser rutsjer rundt i kroppen og jeg synes det er så uendelig svært at finde det rigtige svar på min omgangskreds ofte stillet spørgsmål “hvordan er det så at blive mor, går det godt?”. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal svare, for det kører jo hele tiden op og ned. Og ikke bare i små udsving, nej, vi er helt oppe at vende og helt nede at runde, ofte flere gange om dagen. Jeg synes indtil videre at jeg stadig er mig selv. Alt er jo som det plejer bortset fra den forskel at alt er fuldstændig forandret. Måske kan det sammenlignes med et maleri som har hængt i opgangen hele ens liv, man kan det ud og ind, hver en detalje. Pludselig en dag vender det på hovedet. Samme motiv, samme detaljer, bare fuldstændig anderledes og alligevel så velkendt.
    Jeg glæder mig over den lille størrelse min baby har lige nu, men jeg glæder mig kraftpetervæltemig også til at det hele hænger lidt mere sammen 🙂