Man bliver ikke grim, bare fordi man har fået børn

I sidste uge havde jeg den fornøjelse at svinge mit allerførste blogindlæg ind over den vældigt populære netavis, dagens.dk, hvor jeg så mit snit til at slå endnu et slag for vores efterfødselskroppe, som jeg også gjorde HER. Pointen med indlægget er, at det er okay, når hovedparten af os oplever, at vores kroppe ser anderledes ud, efter vi har fået børn.

image

Blogindlægget blev vel modtaget og jeg synes derfor det fortjener spalteplads her på mortilto.dk også.


Fire sandheder om efterfødselskroppen

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg, fra mere eller mindre nybagte mødre, har hørt sætninger som “Jeg mangler stadig lige at smide to-tre kilo før jeg når min før-graviditetsvægt” eller “det er bare som om alting har flyttet sig sydpå; jeg må snart set at komme igang med at træne, så jeg ikke længere har lår i skoene og bryster i navlen”

Men lad mig slå én ting fast, kroppen bliver hos langt, langt de fleste af os, aldrig den samme igen.

Din krop kommer aldrig til at se ud som den gjorde, før du blev gravid.

Din krop er, efter du har været gravid og har båret dit barn indeni dig i ni måneder, forandret. Din krop har igennem de ni måneder rummet et lille menneske, som har vokset sig stort og levedygtigt. Derfor er din krop forandret.

Selv hvis du kommer til at veje det samme som du gjorde, før du blev gravid, vil din krop ikke ligne sig selv. Maven er løsere, hofterne bedre og brysterne, for de fleste, i dén grad længere. For mig er det i særdeleshed huden på min mave jeg ser, som forandret. Den er stribet og løs og falder sammen i krøllede rynker, når jeg bukker mig for at samle legetøj op fra gulvet. Til gengæld er området omkring mine kraveben blevet pænere, ligesom jeg synes det klæder mine hofter at have fået lidt mere fylde.

Din krop kommer aldrig til at kunne det samme som den var i stand til, før du blev gravid

Ikke alene udseendet på kroppen ændrer sig, når man får børn. Kroppens fysiske formåen følger trop, med dårligere kondital og ringere præstationer på løbebåndet.

Ti kilometer på under en time, var standarden før jeg blev gravid. Jeg kunne i perioder finde ro i at løbe og jeg elskede den komplet afstressede følelse det kunne give mig. Nu, hvis jeg nogensinde skulle begive mig ud på en løbetur, ville jeg formentlig ikke komme længere end to-trehundrede meter, før mit bækken, som i to graviditeter har kostet både hele og halve sygemeldinger, ville takke nej og sende mig tilbage til ikke at kunne lege med mine børn på gulvet mere den dag. Eller dagen efter, for den sags skyld.

Eller trampolin – åh, lad os næsten ikke snakke om det; før jeg fik børn, kunne jeg som den glade legesyge tante, springe rundt på hoppepuder og trampoliner i timevis, så det, når jeg igen ramte græsplænen, føltes som om jeg med hvert skridt blev uretmæssigt fastholdt til jorden. Nu skal jeg bare kigge lidt for længe over mod de store runde havemonstre, før jeg kan mærke tissetrangen komme snigende. Nej, min efterfødselskrop kan ikke hoppe på trampolin i timevis. Faktisk, bliver jeg tilnærmelsesvist stolt, hvis jeg kan klare ti minutter.

Til gengæld, så kan din krop så meget, den aldrig har kunnet før

Sammen med et barn følger egenskaber, man aldrig havde troet var mulige for den menneskelige krop at besidde. Man kan for eksempel – med træthed, bevares – klare at stå op hver evig eneste time, hver evig eneste nat, for at amme/nusse/putte/skifte/trøste sit grædende barn. Sågar uden at kroppen falder ned i det søvnorgie, den inderligt higer efter.

Når dit barn har brug for at være helt tæt på dig, kan du uden problemer, bære det rundt i længere tid end det tager at cykle ned til fitness-centret og komme igennem et cross-fit-program. Samtidig har du – medmindre du er ramt af ovenstående higen efter søvnorgie – overskud til både at kysse dit barn utallige gange på panden, lave mad, støvsuge og sortere vasketøj.

Du vil blive overrasket igen og igen, over din krops nyvundne evner og styrke, som udelukkende skyldes dit moderinstinkt og dit barns tilblivelse.

Du vil – hvis du tør åbne øjnene for det – kunne finde skønhed overalt på din mor-krop

Ja, vores kroppe bliver forandrede når vi får børn. Som oftest i en retning som trækker os længere fra vores samfundsideal om den perfekte krop, som flertallet higer efter. Vores hud, mave, bryster, hofter, lår og ikke mindst vores fødder – som er vokset med op mod flere skostørrelser – er forandret; men det betyder altså ikke, at vi med ét er blevet grimme.

Vi skylder os selv, at lære at finde det smukke hos os selv, som vores børn har lært os det, at gøre hos dem.

Inden jeg fik børn, var det ikke sjældent at jeg så babyer, som jeg ikke just ville beskrive som smukke, men da jeg pludselig sad med mine egne børn, var de – uagtet hvordan de så eller ser ud – de smukkeste mennesker jeg nogensinde havde set. Jeg så dét der var smukt. Min førstefødtes usigeligt lange øjenvipper, som, når han sover, får ham til at ligne en engel eller min yngste søns smilehuller, som, da jeg opdagede dem første gang, fik mig til at græde af bare stolthed over, hvor fin jeg syntes han var.

Netop den evne, til at kunne se det smukke i selv de mindste detaljer, skal vi kvinder lære at overføre til vores syn på os selv. Det kan godt være at jeg har et usædvanligt grimt maveskind, men til gengæld har mit ansigt fået mere karakter efter jeg er blevet mor. Mine kindben er blevet mere markerede og de fine linier omkring mine øjne, giver mit smil en ekstra dybde, som jeg elsker. Den smule ekstra bredde mine hofter har fået, har givet mig mere timeglasfigur og mine ankler syner derfor slankere. Som for eksempel gør, at jeg nu, efter jeg er blevet mor, synes det er mere klædeligt til mig, at gå med nederdel, end det nogensinde før, har været tilfældet.

Dette er sandheden om vores efterfødselskroppe. De er perfekte som de er.

Selvfølgelig – eller i hvert fald helt ærligt – så kæmper jeg stadig med at acceptere hvordan min mor-krop ser ud og hvad den er eller måske nærmere ikke er i stand til. Jeg vil sågar gerne indrømme, at jeg af og til godt kan få et stik af misundelse, når jeg ser mødre med flade maver og pæne navler vise deres perfekte kroppe frem på de sociale medier, men jeg nægter at lade mig tynge af de ting, jeg alligevel ikke er herre over.

Når man har fået børn, kan man ikke længere have en ikke-mor-krop, så hvorfor bruge tid på at være ked af det?

Det eneste fornuftige må være, at sparke røv med sin mor-krop og glæde sig over, at der med børn i huset, altid er en god grund til at spise slik om fredagen.

Skriv din kommentar

Kommentarer (21)

  1. FANTASTISK skrevet!

    det der med at se på andre mødre som bare render i navlekort top osv.. suk.. dejligt du skriver som du gør.

  2. HØRT !!!
    Hvor er det fedt du skriver det, så jeg både tror på det og tager det til mig.
    Jeg bor i en tyk krop (det gjorde jeg også før jeg fik børn, men alligevel lidt anderledes tyk), og ville da super gerne smide nogle kg, for min sundheds skyld!!!
    Men overskuddet er ikke til det pt. Jeg har mere travlt med at være forelsket i min mand og vores børn.
    Jeg har et smukt ansigt, og der er min wow faktor – så jeg flytter gerne opmærksomheden derop og så kommer det andet når det kommer 🙂
    Tak for din (altid) gode blog Cana!!
    Stor hilsen Karina (der også gik fra str 39 til 41 i sko da jeg var så heldig at blive mor ;-))

    1. Åh Karina, hvor er det dejligt at læse, at du formår at flytte fokus til dit smukke ansigt! Virkelig dejligt 🙂

  3. Jeg må helt bestemt lige skrive en kommentar.. Det er en helt igennem fantastisk indlæg jeg blev helt glad i maven.. Jeg må indrømme at jeg engang imellem er lidt ked af min krop efter min første graviditet.. Men dette indlæg har givet stof til eftertanke og jeg vil helt klart prøve at tanke anderledes fremover. Lige en anden ting, er det okay med dig, hvis jeg kopier og hænger nogle af dine flotte ord rundt i min lejlighed?,

    1. Hvor er det dejligt at læse, at du kan bruge indlægget, Mie. Og ja, print du bare løs! Hvis du instagrammer din fine lejlighed, så gerne @cbuttenschon, så jeg kan se det 🙂

    2. 1000 tak fordi du sætter ord på, jeg har 2 dejlige drenge på 10-12 år jeg vejede 56 kg da jeg blev gravid i dag 80kg og har med lange blikke altid kigget på de der skide trælse typer der bare siger smut og så vejer de 1 kg mere end før de fik et barn. Jeg har piskesmæld og haft brystkræft bliver 40 til sommer og kan ikke bare træne men hey min mand siger du er dejlig som du er og du har givet mig 2 dejlige drenge

  4. Hvor er det som altid dejligt at læse dine indlæg. De minder en om at man bestemt ikke er ene om at acceptere sin mor krop. Ustyrlige trang til sukker, drømme sig tilbage til tiden før man fik børn osv. Selvom man nogle gange føler at alle andre umiddelbart har mere styr på det hele . Græsset er bestemt ikke altid grønnere på den anden side . Og livet er sgu generelt fantastisk. Selv med hængebryster og dejmave

  5. TAK!
    Er i periode af mit liv, hvor jeg er ved at komme mig ovenpå en omgang stressligenede tilstand med dertilhørende overspisning, to dejlige unger, en krop der, selvfølgelig, bærer præg af to graviditeter og amning, travl hverdag med fuldtidsarbejde og ca to minutter til en selv, som ikke bliver brugt på motion men på afslapning i sofaen. I alt dette kæmper jeg til stadighed med at acceptere min krop som den er. Mærkeligt nok opfatter jeg i alt dette ikke min fornuft, mit intellekt eller min evne til at knuselske min familie, som en del af min krop…det skal der hermed øves i. Tak for at sætte fokus på den manglende accept af min krop. Det har fået sat lidt tanker i gang hos mig.

  6. Først en bunke roser for din gode blog og fede skrivestil – det har du virkelig flair for, og jeg nyder at læse med 🙂

    …Så lige en lille kommentar om din sætning: “Din krop kommer aldrig til, at kunne det samme som den var i stand til, før du blev gravid”. Avs.. Den stak lidt til mit Pippi Langstrømpe- og kommende jordemoderhjerte..
    Jeg er helt enig i, at kroppen jo naturligt er forandret efter 9 mdr. graviditet og en fødsel. Og hvor er det skønt, at der bliver boostet mere til “elsk-din-efterfødselskrop-bølgen”. Jeg er fan!
    MEN… selvfølgelig kan din krop komme til, at gøre alt det den kunne før (og mere til) tænker jeg.. Hvis altså det er, det man VIL! Det kræver “blot” dedikeret træning ligesom det meste andet, der er hårdt her i livet.
    For mig at se handler det om, at man nok ofte ændrer prioriteter i sit liv, når man bliver mor. Der bliver ikke prioriteret, at man sætter 1-2 timer af hver dag eller aften til udelukkende at genoptræne sin bækkenbund eller til at finde løbeformen frem igen. Det er en helt naturlig og sund konsekvens af, at der simpelthen er kommet vigtigere ting på dagsordnen, og man derfor prioriterer sin tid anderledes. Men hvis det virkelig var et mål, at man ville, er jeg slet ikke i tvivl om, at man som mor kan træne sig op til at løbe både hele og halve marathons – eller whatsoever!
    Under en fødsel møder jeg sjældent en kvinde, som ikke på et tidspunkt har lyst til at kaste håndklædet i ringen og bede om et kejsersnit. Men netop her beviser i jo gang på gang, at hvor der er vilje (og gode folk som støtter en) er der vej! Oven på sådan en kraftpræsentation som en fødsel er, er jeg simpelthen ikke i tvivl om, at kvinde-og-mor-kroppen kan opnå præcist, hvad den vil! Den vil nok bare oftest helst være nærværende omkring sine børn og mand, eller sove når der er et sjældent roligt øjeblik..

    Et lille(!) brøl fra den optimistiske jordemoderstuderende 🙂

    1. Der er jeg helt enig med dig både min moster med 2 børn og min faster med 4 løber flere marathonløb om året, så det kan sagtens lade sig gøre, om det er det man vil jeg har selv 2 børn, kunne dog aldrig drømme om at skulle løbe marathon lige pt. Men alt behøver heller ikke ske mens børnene er små. Man kan vente nogle år indtil børnene får deres egne hobbyer og man pludselig får lidt tid for sig selv
      Ellers rigtig god artikel og fed blog

  7. Super godt indlæg, jeg var selv meget utilfreds med min krop men nu et par år senere og 2 børn rigere, så har jeg lært at acceptere og elske min krop som den er, heldigvis gør min kæreste det også lige så højt, det betyder os rigtig meget for mig.

  8. Tillykke med dét fine indlæg! Og tak for velskrevet og vigtig læsning. Det er jo, som Halfdan Rasmussen skriver, så simpelt at: “alle mødre har en mave, der engang var børnehave” .., jeg elsker den strofe lidt… og messer den nogle gange for mit indre, kritiske jeg. <3

  9. Ikke for at være nederen, men jeg har kæmpet en hård kamp, og min krop ser ud præcis som den gjorde før mine to børn. Så med lidt held og hårdt arbejde, kan det altså godt lade sig gøre.

  10. Tusind tak Cana! Jeg fødte min søn for 4 måneder siden, og har til tider kæmpet med at acceptere min krop som den er nu, men dette indlæg har fået mig til at se lysere på det hele <3 Det er rart at vide man ikke er alene!

  11. Til de af jer, der mener at man “bare skal tage sig sammen og træne”….jeg bliver træt. Vi taler om hud der er helt ude af facon, bindevæv der er sprunget og muskler der har fået store fiberspængninger. Det kan ikke trænes væk. Det kan ske for alle kvinder i alle størrelser. Cana har ret og det pisser mig voldsomt af at i ikke kan lade os med Tigerstriber og det, der hænger løsere få fem minutters fred for al den prædken. Det er respektløst.