Hipstermad og krig(sfilm)

Skærmbillede 2015-09-01 kl. 09.52.26

Jeg er vågnet med, hvad der føles som deciderede tømmermænd, efter en aften ude med en veninde i går. Mit hovede er tungt og min mave rumler. Og jeg drak udelukkende vand. Det er sgu alligevel en lille smule tarveligt, synes jeg.

Vi var inviteret til pre-screening af Tobias Lindholms nye film, Krigen, som kommer i biograferne d. 10.september. Tre dage før min fødselsdag, hvis nogen skulle have interesse i dén slags.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er den store biografgænger, fordi jeg synes det er så mærkeligt, når man endelig har tid til at være sammen med et andet voksent menneske, som man holder af, at man så skal sidde to timer i stilhed. Når man til gengæld, som tilfældet var det i går, har fået fripas hjemmefra til at gå ud, lige så længe så længe som man har lyst, er det selvfølgelig en anden, væsentligt sjovere snak.

Vi tog på Spise\Bar Nr.20 på Nørrebro og fik serveret intet mindre end solsikkekerner, forklædt som risotto. Solsikke-otto. Hipstermad, som dog skulle vise sig at være virkelig, virkelig lækkert! Og i følge kokken, som var så sød at afsløre fremgangsmåden, ret simpelt at lave. Jeg elsker at prøve nye spisesteder og nye retter af og jeg må sige, at jeg her var positivt overrasket. Ovenikøbet når hele herligheden for to personer – på vandvognen, godtnok – kostede under trehundrede kroner. Noget der, efter min umiddelbare opfattelse, er mere end en sjældenhed, her i København.

Derfra, tog vi til ud til Nordisk Film, hvor vi sammen med en lækker lille håndfuld andre bloggere blev modtaget med matador mix og et udvalg af forskellige nødder. Som det sig nærmest hør og bør, blev matadormix-skålen rippet, inden alle overhovedet var dukket op og de saltristede macadamianødder, lå stadig ensomt tilbage da vi gik derfra nogle timer senere.

Filmen – Krigen – var en voldsom affære, hvor jeg på flere tidspunkter ønskede mig langt, langt derfra, fordi jeg ikke havde lyst til at være i krig, som jeg nærmest følte jeg var. Jeg kunne mærke følelserne så kraftigt og det absurde moralske dilemma, jeg forestiller mig, at soldater – uanset tilhørsforhold – må være i. Filmen skildrede både historien om familien, som er efterladt derhjemme og den barske virkelighed de udsendte soldater lever i. Om den fortvivlede kone og børnene, der savner deres far og om soldaten der skal vælge imellem at redde sine egne, eller begå, hvad der måske skal vise sig at være krigsforbrydelser. Og hold nu kæft, hvor var det voldsomt!

Det var så voldsomt at jeg gik derfra og – for første gang nogensinde – ønskede mig, at jeg da bare havde fået piger i stedet for drenge. For mine drenge må aldrig, aldrig, aldrig gå i krig. De menneskelige omkostninger det har, hvadenten soldaterne mister livet eller ej, er for voldsomme.

Allermest har jeg lyst til, at revolutionere verden og få afskaffet krig, sådan én gang for alle. For helt ærligt, så forstår jeg det ikke.

Jeg er helt ødelagt i dag, fordi det moralske dilemma har sat sig så hårdt i mig og jeg har lyst til at ruske i krigsherrerne og sige, at de skal vågne op og for helvede bare opføre sig ordentligt. Vi er alle mennesker og jeg forstår simpelthen ikke vores manglende evner til at samarbejde på tværs af landegrænser, religioner og politiske overbevisninger, når det skal betyde, at vi i stedet slår hinanden ihjel.

Skriv din kommentar

Kommentarer (11)

  1. Krig er også en forfærdelig ting. Jeg er kæreste med en krigsveteran. En mand som blev indehaver af netop denne titel i en alder af 20 år. Inden han forlod hæren havde han været udsendt på både korte og lange missioner.
    idag er han 30, ude af hæren og skal ikke længere i krig. MEN, min mand, ham jeg elsker, skal for resten af sit liv leve med de følger og konsekvenser krig har haft. Ptsd er det mest forfærdelige, nogle gange har jeg min mand, min elskede, men i store dele af tiden skal jeg leve med en mand med store ar på både krop og sjæl. En mand som har mareridt og løber væk fra fjenden menes han sover, en mand som har mistet nogle af sine mest nære venner, en mand som for resten af sine dage skal være på medicin for at kunne begå sig nogenlunde i vores samfund..
    Krig er forfærdeligt, det krig har gjort ved min mand er næsten ikke til, at bære. Men det er ham jeg elsker, han er far til mit barn, og det er ham jeg håber jeg kan blive gammel sammen med.

    1. Åh altså, din kommentar giver mig en klump i halsen! Netop derfor, må mine drenge aldrig, aldrig, aldrig komme i krig.

  2. Uha … Jeg havde faktisk netop i weekenden vist traileren på denne film til min mand. Og han afslog med det samme at skulle se den… Som han sagde: jeg har været afsted af 2 omgange i 95/96 og har set det/ virkeligheden og det skal jeg ikke igen! Jeg har set det krig jeg skal.. og derfor får vores søn på 12 år aldrig lov til at deltage som krigssoldat (- hvis vi/ han kunne bestemme dette!!!) Det skrækkelige med ‘de første’ som der blev udsendt – de kom ‘bare’ hjem, fra den ene dag til den anden og kom tilbage til det trygge DK. Først senere begyndte indkaldelserne til div. Psykolog / terapi samtaler at komme med posten – fordi det kommet militæret for øre, at der var ‘nogen’ som nok havde fået ar på sjælen, kroppen for livet (for slet ikke at tale dem som døde). Min mand er 40 år i dag, forlod militæret 2 år efter hjemkomsten og meddelte samtidig at han ikke var til rådighed for yderligere udsendelser. Han er dog helt okay og har INGEN men efter udsendelserne – men minderne – de er der endnu. Så ja, jeg stemmer absolut også for: slut & sluk de(n) krig (ene!!) ASAP

  3. Der er også kvinder i Forsvaret, dermed også kvinder i krig..apropos at du ønskede piger i stedet for drenge. “justsaying 🙂

  4. Puha, den film skal vi vist ikke se herhjemme. Vidste slet ikke de havde lavet sådan en film. Puha er nok ikke den man skal sætte på til en hygge aften.
    Der bliver konsekvent slukket for tv’et så snart der kommer noget der minder om krig og Afghanistan herhjemme.
    Min mand har været udsendt 4 gange, 2 gange var til Afghanistan. Han ramte en mine, han samlede døde lokale op på ladet af lastbiler, oplevede flere kammerater blive dræbt, ja kan blive ved.. og han har i dag ptsd. Det påvirker vores liv meget stadigvæk. Han kan ikke være steder med mange mennesker, fx supermarkeder og ja biografer. Lider af mareridt, så sent som i nat. Nytår er ikke nemt, da raketterne lyder som missiler. Han har en høj méngrad og har navneordsafasi. Har desuden fået ekstrem kort lunte.
    Det var sgu heller sjovt at være alene herhjemme. Hver aften sad man med knuder i maven for tv-avisen og håbede at der ikke var dræbte den pågældende dag. Gik rundt med mobilen på mig konstant, HVIS nu .. Bare at se dit billede af den såkaldte ørken uniform giver mig myrekryb. Afskedsscener kan jeg slet ikke tåle.. lyder totalt plat, men jeg er den dag idag ikke i stand til at give et farvelkram uden at tårerne triller. Og det er ligemeget om det er en fjern kollega der stopper på arbejdet eller lignende. Pinligt.. Giver mig ubevidst flashback til lufthavnen hvor jeg måtte holde tårerne tilbage, for det havde jeg LOVET ham. Tudede til gengæld alene i bilen hele vejen hjem hehe
    Synes vi har betalt en stor pris.
    Og NEJ vores børn skal ALDRIG i krig, det er vi heldigvis enige om
    Tak for en fantastisk blog

  5. Hej Cana, tak for igår, hyggeligt at møde dig! -Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste, som har fået den film helt ind i mit system og efterfølgende gået og tænkt over krig, død og ulykke. Puha…
    kh michaela

  6. Jeg er gift med en soldat. Det er det sværeste og bedste i mit liv. Da han var udsendt var jeg stresset og urolig dag ud og dag ind. Som en anden har skrevet er en lufthavn en bittersød oplevelse, der bringer så blandede minder frem. Afsked (måske fir evigt) og hjemkomst. Jeg skal IKKE se den film; mine nerver holder ikke til det. Men jeg håber andre kan få en på opleveren af det.