Forelskelse. I mere end “bare” min mand.

Skærmbillede 2015-09-24 kl. 20.27.56

På lørdag er der kun to uger til den store dag. Buttenbryllup.

I virkeligheden skal vi jo, som mange af jer formentlig for længst har opsnappet, ikke giftes. Det blev vi for fem år siden d.10.10.10, hjemme i vores lejlighed, omgivet af vores absolut nærmeste.

Om to uger (og to dage) holder vi festen. Endnu engang udelukkende med vores nærmeste, men som denne gang alligevel sniger sig op på et halvstort selskab, virkelig mange flasker bobler og forhåbentlig et brag af en fest.

Jeg glæder mig helt vildt og bliver for hver dag der går mere og mere forelsket i min mand, bare ved tanken om, at vi skal stå på stolene og kysse foran alle vores venner og fejre den kærlighed vi i dén grad har genfundet til hinanden.

Dengang i lejligheden, da vi blev gift, tudede jeg mig igennem hele vielsen. Tårerne trille ukontrollerbart ned ad kinderne på mig og jeg var så lykkelig at jeg kunne sprænges. Mine forventninger til ægteskabet og til den nyhed om vores lille barn, som lå i min mave, som Thomas kort efter vielsen skulle overlevere til de tilstedeværende, boblede over og gav tårekanalerne frit lejde til at pose min kjole til i de salte dråber.

Til festen, eller efterfesten, om man vil, håber jeg, at jeg vil kunne rumme alle de dejlige følelser jeg er overbevist om, kommer til at strømme igennem min krop. Jeg håber at jeg vil være lutter smil og blanke øjne, uden at tvære hele selskabet til med mascara ned ad kinderne og snot ud af næsen. Uanset hvad, er det min plan at være helt vildt glad. Faktisk, tror jeg ikke jeg kan være andet.

Vi har stadig ikke styr på detaljerne – som for eksempel mit head piece, som jeg forleden (som det ses på billedet ovenfor) var ude hos Jannie Baltzer og prøve og hvor jeg stadig vakler imellem to modeller – men det overordnede er ved at være på plads og heldigvis, kender vores venner og familie os godt nok til at vide på forhånd, at alt muligvis kommer til at være lidt loose. Sådan som vi bedst kan lide det.

Derfor har jeg her til aften, i stedet for at udfærdige bordkort eller den slags, vinduesshoppet. En lille smule.

Og fundet den dejligste vinterjakke jeg overhovedet kan forestille mig. Fy for den lede, hvor er den lækker!

Skærmbillede 2015-09-24 kl. 20.07.10

Den er både mega sej og klassisk på samme tid, og så synes jeg altså at det er temmeligt snedigt, at fronten kan aftørres med en våd klud, når der kommer fedtede mudderfingre i babsehøjde og den derfor ikke behøver den store tur i vaskemaskinen hver gang. Og så er der forøvrigt et affiliate-link hvis man klikker på billedet, hvor man vil komme fluks til webshoppen, som i hvert fald nu, lige inden jeg trykker “udgiv”, har jakken i alle størrelser fra 34-44.

Tænk sig at være så heldig, både at kunne være forelsket i mand, børn, by, liv og nu også – på distance – en jakke.