“Du må ikke komme med til hans fødselsdag”

holde hånd

Som, hvad jeg næsten gætter på er resten af Danmark, så jeg forleden aften dokumentaren om Bonnie – eller Patricia, som hun hedder, når hun prostituerer sig – og blev, som jeg fornemmer på de sociale medier, på samme måde som så mange andre, rørt ind i mit hjerte.

I mit tidligere arbejde indenfor socialpsykiatrien har jeg mødt mange forskellige skæbner og horrible livsfortællinger og alligevel rørte dokumentaren om Bonnie mig dybt. Mest måske, fordi hun tilsyneladende havde fortrængt sin barndom, på samme måde som hendes mor forøvrigt også havde.

“Njargh, det husker jeg ikke”

Som jeg forstod Bonnie, var den eneste anerkendelse hun fik af andre voksne – eller måske havde fået hele livet – når hendes kunder fortalte hende, at hun var dejlig. Den eneste.

Tænk, at have så lidt kærlighed og anerkendelse i sit liv.

Dagen efter, læste jeg en artikel i Information, fra 2012 om Bonnie, hvor hun fortalte om, at hun så gerne ville have, at andre ikke “bare” skulle se hende som en billig luder, men også som en mor.

Hun fortalte i artiklen om, hvordan hun til sin søns fødselsdag inviterede hele klassen på McDonalds og om hvordan samtlige meldte afbud. Samtlige!

Jeg forstår godt forældrene til de børn, som meldte afbud. Jeg forstår godt, hvis de har tænkt, at Bonnies barn måske ikke var den bedste, at opbygge gode relationer til for deres børn og jeg forstår også godt, hvis de har været nervøse for, hvordan sådan en fødselsdag ville udspille sig.

Men hold kæft, hvor gør det mig ked af det at læse.

Tænk, at være det barn, hvor ingen, ingen gider komme til fødselsdag. Det må være forfærdeligt! Ikke nok med at det barn har en mor der formentlig er svært udfordret på mange måder, men fandme så, om ikke også alle de andre børn (og forældre!) i klassen vender ryggen til. Det må være ganske, ganske forfærdeligt at være i det barns krop. Og følelsen af at være forkert og ikke at være god nok, må være til at få øje på.

Derfor skal vi tage ansvar!

Vi, med almindelige jobs, værdier efter samfundsnormerne og ikke alt for tunge lig i lasten, skal tage et ansvar overfor dem, som ikke er så heldige som os. Tænk hvis et par forældre, i stedet for at melde afbud til fødselsdagen, havde ringet til Bonnie og tilbudt at tage med. Det ville have være en håndsrækning og en kærlig anerkendelse af at et barns fødselsdag altid er vigtig; også selvom barnets mor er prostitueret. Det ville være at hjælpe de svage i stedet for at vende dem ryggen og passe sig selv.

Bonnies – eller andre belastede forældres – børn skal ikke betale prisen for deres forældres manglende forældreegenskaber eller måske rettere, vores fordomme herom. Vi er nødt til at give dem en hånd, spørge om vi må hjælpe og være med til at give de børn en bedre barndom, i stedet for at bidrage med et spadestik i det hul der er ved at blive gravet foran dem.

Jeg vil i hvert fald forsøge at huske mig selv på lige præcis Bonnies historie og forsøge at række ud, hvis jeg en dag kommer ud for en lignende situation.

Skriv din kommentar

Kommentarer (32)

  1. Helt enig! -og når de udsatte børns forældre så rent faktisk Kan overskue at stable en fødselsdagsfest på benene, så er det super ærgerligt og nedværdigende for barnet at der ikke bliver støttet op om det fra klassekammeraterne og deres forældre. En afvisning på den måde bliver bare endnu et af mange nederlag for det udsatte barn 🙁

  2. Min umiddelbare tanke er: “hvorfor skal børnene straffes pga deres forældre og deres måde at skaffe mad på bordet og tøj på kroppen?” Der fulgte jo ikke en forældre-deklaration med da de blev udfanget! Omvendt kan man så spørge sig selv – er Bonnies kunder bedre mennesker/forældre end hun? Hun er modig nok til at stå frem og fortælle om hendes måde at tjene penge på, men tør hendes kunder stå frem og er det måske dem man burde tage afstand til??? I bund og grund sælger vi os selv hver dag vi møder ind på jobbet og uanset hvad vores erhverv er, så må det ikke gå ud over børnene.

  3. Well said!
    Ifølge BT mistede Bonnie sin kæreste i en bilulykke i weekenden og hendes mor har slået hånden af hende. En hånd, et smil og lidt hjælp ville helt sikkert varme både Bonnie men også hendes børn.

  4. Hørt!! Du er en stor inspiration for mig i min hverdag. Det eksempel du skitserer med børnefødselsdag, og forældres velvilje kan trækkes ned over så mange andre situationer. Hvad med ham/hende fra børnehaven/klassen, der aldrig bliver spurgt ind til legeaftaler? Dokumentaren med Bonnie ramte nok de fleste lige i hjertekulen, men den giver forhåbentlig også stof til eftertanke, som du så smukt beskriver her (nailet lige på sømmet som du plejer!) Tak

  5. Hørt!! Du er en stor inspiration for mig i min hverdag. Det eksempel du skitserer med børnefødselsdag, og forældres velvilje kan trækkes ned over så mange andre situationer. Hvad med ham/hende fra børnehaven/klassen, der aldrig bliver spurgt ind til legeaftaler? Dokumentaren med Bonnie ramte nok de fleste lige i hjertekulen, men den giver forhåbentlig også stof til eftertanke, som du så smukt beskriver her (nailet lige på sømmet som du plejer!) Tak.

  6. Der fik du lige en tåre frem hos mig. Jeg så dokumentaren, og jeg er så enig. Vi skal tage ansvar for hinandens børn og at de får en god barndom. Det kan vi ved at opmuntre vores egne børn til at være inkluderende.

  7. Din indlæg rammer vist lige der, hvor vi alle sammen gerne vil hen og gøre en lille forskel. Tak fordi du huskede mig på det!

  8. Fin lille opsang (reminder). Du har ret. Det er nemmest at lege med de “lige” børn. Men alle børn er for helvede lige.

  9. Jeg får helt gåsehud over barnet. Stakkels barn. Håber dit indlæg når ud en af de forældre der undlod at sende sit barn til fødselsdag. Det kan man bare ikke være bekendt!!

  10. Jeg grimmes… I så fald leger lige børn bedst og det er udlukkende forældrene det bestemmer det. Hvad med at vi alle tager et socialt ansvar, ikke hermed sagt, at vi skal redde hver og en. Men selv om ens børn ikke leger sammen i hverdagen, kan man godt komme til eks. fødselsdag hvis man er inviteret. Det må og skal altid være barnet der er i fokus, og så må forældrenes levevis være sekundær. Jeg er selv mor til to drenge og har faktisk stået i situationen, hvor alle børnene var inviteret til fødselsdag hos en dreng, der ikke havde de bedste levevilkår. Men vi sende alle vores unger afsted og de havde den bedste fest.
    Det ændrede ikke drengens status i klassen, men han havde alligevel følt sig værdsat og fået en god fælles oplevelse, fremfor der ikke kom nogen…

  11. Jeg forstår så ikke, at ens barn ikke må deltage i en børnefødselsdag på MacDonalds. Og jeg er vist hverken særlig hellig eller et specielt godt menneske. Mine børn deltager i de fødselsdage de bliver inviteret til. Bl.a. fordi de dels har godt af at se at livet leves forskelligt, at mennesker og familier er forskellige, dels fordi de selv ville blive enormt kede af det, hvis klassekammeraterne meldte afbud, hvorfor de selvfølgelig ikke skal udsætte andre for det.
    Jeg bliver sgu lidt vred over at voksne mennesker på den måde mobber og holder udenfor.

  12. Da jeg var barn var det helt og aldeles utænkeligt at nogen fra min klasse ville kunne finde på at takke nej til en klassekammerats fødselsdagsfest. Jeg er 34 i dag og er gravid med mit første barn og jeg får ondt i hjertet og i maven når jeg hører om hvor ofte dette åbenbart sker i dag. Både for Bonnie og hendes barn samt for andre små børn derude. Hvad i alverden er det der foregår? Hvordan kan tingene have ændret sig så meget? Det er vildt skræmmende som sårbar vordende mor at skulle tænke på at dette engang kunne ske for mit eget barn. Jeg forstår det simpelthen ikke.

  13. Min søn fyldte 13 d.8 septemer, klassen var inviteret til fødselsdag, men alle meldte afbud.
    Han har de sidste 4 år ikke boet hjemme, men er flyttet hjem til os igen, og startet ny skole her efter sommerferien, men grundet dette har han stadig vanskeligheder.
    Så dette forekommer stadig mange gange.

  14. Jeg fik ikke set dokumentaren, men tror næsten heller ikke jeg følelsesmæssigt kan magte det. Og kan SLET ikke magte i mit hjerte, at høre om et stakkels barn, der ikke kan få nogen til at komme til sin børnefødselsdag. Av, av, av! Godt indlæg, må det aldrig ske for et barn igen.

  15. Til gengæld gjorde det mig glad at se Bonnie sammen med sin nabo, veninde og pølse-mutter. Der ER gode mennesker i Bonnies liv, og hvor er det forfærdeligt at hun ikke på nogen måde kunne se det gode i sig selv. Klamme familie-videoer for øvrigt.

  16. Her kan man snakke om at social-arv bliver svært at bryde.
    Har svært ved at se hvordan det skal blive et mælkebøttebarn 🙁

  17. Min søn har været venner med hendes yngste søn. Jeg må ærligt indrømme at jeg havde et sug i maven da han ville hjem til dem. For hvilket miljø er det? De havde leget på legepladsen og havde fælles venner, vi boede tæt på hinanden og kender kun familien af omtale og det jeg så i kvarteret ( den store dreng kører i mors bil som 16 årige og blive stoppet af politiet igen og igen drønende rundt på knallert ) men okay det fik en chance. Min dreng fik lov at lege der hjemme. Jeg vælger så at gå derover for lige at se hvordan det går. Ville gerne hilse på de forældre hvor mit barn er. Men jeg bliver fuldstændig ignoreret af moren selvom hun er i haven. Efterfølgende ignorere hun mig stadig hver gang jeg ser hende. Hun har en ekstrem kold attitude, og er ikke interesseret i at skabe kontakt. Jeg har fuld forståelse for at hun forventer en negativ reageret fra andre. Det er hun sikker og desværre nok vant til. Men det gør også at man skaber afstand. . Så jeg er en af de forældre hvis barn ikke må komme i det hjem. .

    1. Har du tænkt over, om hun måske havde svært ved at tage kontakt til dig, fordi hun ikke har redskaberne til det – og måske, som du selv kommer ind på, er blevet mødt negativt, når hun har forsøgt med kontakt.
      Det er der, du som menneske, kunnet have givet hende en anden oplevelse, ved at tage kontakten og vise, at der også findes dén slags mennesker.

      Jeg kender slet ikke situationerne, du har været i med hende, men jeg reagerer og kommenterer kun ud fra det, du skrev 🙂

      1. Jeg synes da netop at “A” gør de ting som du efterlyser, “R”..

        Personen skriver, at sønnen får lov at lege med barnet. Og at han/hun går over til familien for at hilse på dem, men bliver afvist der.

        Så når du (R) skriver, at personen skulle vise sig fra en anden side og tage kontakt, så er det jo lige netop det der er gjort.

        Hvis man rækker ud og bliver afvist, hvad skal man så mere gøre?

  18. Fin artikkel, men hvis du oprindelig mente de sidste ord. Havde du taget kontakt til kvinden!!
    Jeg syntes det synd for børnene og synd at Bonnie ikke har styrke til andet end at fortsætte sit miserable liv. Ved ikke hvor meget vores samfund er gearet til sådanne problemstillinger. Men hvis ungerne lider under mors manglende styrke – skulle der måske en støtte person og aflastningfamillie til…..

  19. Som barn kom jeg også i sådan et hjem, indtil pigen jeg legede med selv valgte mig fra pga alle de ting jeg ikke måtte. Jeg er Piv-stolt af min mor, at hun stolede på min dømmekraft og på at hun havde givet mig de rigtige redskaber til at håndtere uvante situationer. Jeg er glad for at min mor lærte mig ikke at skue hunden på hårene, og jeg håber at jeg giver lidt af det videre til mine egne unger.

  20. Jeg synes, det er tankevækkende at tænke på, at når der er så mange, som går ind for prostitution i Danmark, så MÅ der også være nogle tilhængere blandt forældrene til børnene i klassen. Jeg kan ikke forstå, at man med den ene hånd bifalder hvervet og med den anden fordømmer det.

  21. Stakkels Bonnie og søn. Ved præcis hvordan hun har det. I vores situation var det da vores søn fik en autismediagnose at alle legekammeraterne pludselig havde for travlt til legeaftaler. Jeg har ikke set udsendelsen eller læst om det før men jeg stiller gerne op med en søn til fødselsdag.

  22. Hej Cana 🙂

    Jeg kan desværre alt for godt nikke genkendene til den smerte som Bonnie må have følt og ikke mindst sønnen. Jeg er nemlig også den pige i klassen, folk tog afstand fra. Dog ikke pga. mine forældres arbejde. Men fordi jeg var den stille pige. Det kom til at betyde at jeg havde 8 skoleår i helvede. På trods af skoleskift, skulle de finde en ny syndebuk. Det gjorde at jeg de sidste mange år af min skoletid, sagde på forhånd, ved invitationer at jeg ikke kunne komme. Men var sjældent jeg fik en invitation, men når jeg gjorde den sjældne gang imellem, smed jeg den ud, inden mine forældre så invitationen. Smerten i mine forældres øjne kunne jeg heller ikke tage.

    Jeg kommer fra middel/overklassen, og det betød der var penge til at jeg kunne gå på privatskole. jeg tog 9 og 10kl på privatskole. Det er de to absolut bedste skole år, jeg nogensinde har haft.

    De resterende 8år, har jeg deletet. så godt som muligt. Jeg kan godt forstå når Bonnie har fortrængt tingene. jeg har gjort det samme med de 8 år.

    Det har været med til at jeg som Bonnie, heller ikke kan elske mig selv, har fravalgt livet med kæreste/mand og børn.