Om at starte i institution

For godt tre år siden, var det en sorgens dag. Det var dagen, hvor jeg for første gang skulle aflevere min lillebitte førstefødte i vuggestue. Han var 10 måneder gammel og endnu hverken i stand til at stå, gå eller tale. Han havde aldrig oplevet at verden ikke gik hans vej og seperationen var uudholdelig. I hvert fald for mig.

I sekundet jeg lukkede døren bag mig, følte jeg at en del af mig manglede. Den del hvori mit hjerte og alle mine tanker lå.

I dagene op til at Jens skulle starte i vuggestue, var jeg rent ud sagt en nervevrag. Et hormonelt monster, uden sans for almindelig sund fornuft.

Jeg var så bange!

Ligesom jeg var det, den første gang pædagogen sagde at jeg skulle gå fra mit grædende barn, uden at se mig tilbage. Jeg var bange for, om mit hjerte nogensinde skulle blive helt igen. Jeg var bange for, om min søn nogensinde skulle tilgive mig, at jeg forlod ham til fordel for mit arbejde.

Der var, for at sige det mildt, en frygtelig tid.

Og i dag starter min sidstfødte i dagpleje. Fjorten måneder gammel, fuld af gå-på-mod, med et knævretøj der aldrig står stille og gående rundt, så snart han har noget, at kunne skubbe og holde balancen ved, foran sig.

Han starter hos en kvinde, som jeg kun har ganske sparsom viden om, men som virker enormt sød og jeg er hundrede procent tryg.

Jeg er tryg ved, at Peter nok skal klare den. Jeg er tryg ved, at hans dagplejemor kommer til at gøre alt der står i hendes magt, for at han skal trives. Han er heldigvis en sej lille fyr, som omfavner verden med er kæmpestort smil og små buttede fingre, der gladeligt leger med enhver, der viser interesse.

Jeg er ikke spor bange, selvom jeg allerede nu ved, at hvis jeg om et par dage skal gå fra mit grædende barn, så dør jeg en lillesmule indvendigt. Men Jens tilgav mig, da jeg lærte at trøste ham og få gang i en god leg inden jeg gik, så jeg satser på, at det samme kommer til at gøre sig gældende med min lille Peter.

imageBilledet er hapset fra Thomas’ instagram @buttenschon

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Så vel beskrevet.. den første frigørelse fra mor og fars sikre favn. Når de så danser af glæde om eftermiddagen, så ved du at de får gode oplevelser, mens du “fodre” dit ego. Win Win
    NYD DIN DAG 🙂

  2. Åh, genkender det! Det er lige præcis sådan jeg havde det for 5 uger siden, da min førstefødte, min lille søn, MIT barn skulle passes af andre som jo slet ikke elsker ham som jeg gør. Det var forfærdeligt, men nu hvor han egentlig har det godt (kan godt indrømme det) er jeg klar til at starte på job. Har også tænkt om han mon ville tilgive mig for at tage afsted uden ham. Det er rart at høre at man er meget mere rolig med nummer 2, så har det nok ikke været så slemt, at det ikke også var lidt godt med nummer 1 😀

  3. Åhh ha ja… kender det alt for godt. Og i dag hvor jeg skulle aflevere lilletrolden efter 4 ugers tæt kontakt i ferien, døde jeg lidt igen. Kunne høre ham græde og kalde da jeg (helt rolig udadtil) kørte væk på min cykel. Kram og god aften 🙂 Ps var det dig jeg så i torsdags inde i byen?